Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
21 - Søgaard.
- Af et Brev fra Kaptajn K. Bahnsen, Chef for 4. Bataillons 4. Kompagni (Motorcyklistkompagni) til Kaptajn M. Dall. 6/5 1940.
Jeg sender dig et Eksemplar af mine Optegnelser vedrørende Kampen i Bjergskov og ved Bredevad, begge Steder kæmpede mine Drenge tappert. Jeg er lykkelig og stolt over, at det blev mig forundt at være ved mit Kompagni den 9. April. Under Kampen var mine tapre Soldater overladt til at stole paa sig selv. De vidste, at Overmagten fra Syd var overvældende, vidste, at den Kamp, der forestod, var en Kamp indtil Døden. Min eneste Trøst i denne bitre Stund var mine Soldaters heltemodige Optræden. Ingen svigtede - de Løb til deres Vaaben og kæmpede, til de tyske Panservogne kørte eller de blev skudt bag deres Maskingeværer.
Denne Kamp var ikke Chefernes Kamp, hvor der var Lejlighed til Føring; det var vore fremragende Underføreres Aand, Moral og Dygtighed, der her stod sin Prøve. Det var Mandskabets, Korporalernes, Sergenternes og Løjtnanternes Kamp, og de skal have Æren. - Jeg fremhæver særlig Sergent Løvgreen. Han har altid været en 100 % Soldat, dygtig, vaagen som faa, helt igennem all right. Han har under Kampen ved Bredevad opført sig, saa han fortjener højeste Anerkendelse. Roligt og koldblodigt ledede han Maskinkanonens Ild, tre Gange gaar Kanonen i Staa,
Gang efter Gang afhjælper han Fejlen og fortsætter Ildledelsen, alt under voldsom Ild fra Panservognskolonnen. Ved hans Side lå som Maskinkanonskytte Underkorporal Bent Larsen. Han var udnævnt til Underkorporal fra Geleddet og udviste her ved Bredevad fremragende Soldateregenskaber. Rolig og træfsikker Ildafgivelse og et Mod og en Dødsforagt, som gør ham til Eksempel for kommende Generationer. Han blev saaret i Skulderen., en tyk Lommebog reddede ham fra farligere Saar. Kanongruppen laa knap i Meter fra selve Vej-banen, uden Dækning, uden Skjul, kun den nedskudte Panservogns Hældning reddede dem fra Døden.
Sergent Løvgreen har altid gerne villet være fast Befalingsmand, og jeg mener, at han og Korporal Larsen bør hædres af Hæren og Nationen. De var blandt de faa Mænd, der var med til at redde Stumperne af Danmarks Ære. Jeg fik Bataillonschefens Tilladelse til at udnævne Under-korporal Larsen til Korporal, (og det var med stor Glæde, jeg foretog denne Udnævnelse, da jeg den 10. April besøgte ham og de andre saarede paa Tønder Amtssygehus.
Knud Bahnsen.
Mandag den 8. April Den 8. April 1940 var jeg med mit Kompagni paa Dybbøl, og jeg fortalte mit Mandskab om Kampen og den danske Soldats Indsats i 1864, fortalte om de usle Forhold, man Bød ham at kæmpe under, forældede Geværer, daarlige Skanser, ialt et Forsvar, som den danske Regering i mange Aar havde forsømt, men som den dog forlangte, at 'Landets Sønner skulde kæmpe under, da Diplomaterne nedlagde Arbejdet.
Lidet anede jeg, at mit Foredrag skulde blive sørgelig aktuelt for mit Kompagni Dagen efter. I Kongeskansen modtog jeg Kl. 12,30 pr. Bataillonsadjutant Ordren: ,,Prøvealarmering Kompagniet straks tilbage til Søgaard." Kl. 13,30 var Kompagniet paa Søgaard,*) og alt blev gjort klar til Højeste Alarmberedskab. Der blev udleveret skarp Ammunition, Forbindpakker og Personmærker, og alle, Magasiner blev opladt, Maskinkanonerne efterset, og Kl. 15 var Kompagniet klar i Kasernegaarden med Lastvognene pakkede.
Ordren om Prøvealarmering blev givet paa en Melding om en tysk Panserdivision 'mellem Flensborg og Rendsborg. Jeg var ikke glad for at blive paa Kasernen med Mandskabet, idet jeg dog maatte anse et Bombeangreb paa Søgaard for givet, dersom Tyskerne kom. Det er mig stadig noget af en Gaade, at et saadant Angreb ikke fandt Sted. Da vi var færdig med Pakningen, kørte Kompagniet op i Bjergskov (2-3 km) for at rekognoscere for Flyverskjul. Vi var atter, paa Kasernen inden Mørkets Frembrud. Mandag Aften hyggede vi os, saa godt vi kunde, i Officersmessen.
Om dyster Stemning var der ikke Tale. Man talte om Mandskabet vilde det være all right mit Indtryk af denne Diskussion var: ,,Man var ikke bange for at gaa i Krig med vore Jenser". Vi fik vor Aftente og gik til ro paa Værelserne med alle Døre aabne. Jeg inspicerede Kompagniet Kl. 23, alle sov trygt (for en Gangs Skyld oversaa jeg Støvlerne paa Madrasserne).
Jeg gik en Runde til Køretøjerne paa Eksercerpladsen og spurgte min Vagtpost derude, om han var beklemt ved Tanken om, at han muligvis kunde komme i Krig i Løbet af Natten eller Dagen efter. Han var fuldkommen rolig og sagde, at vi jo maatte gøre vor Pligt. Inden jeg sov den Aften, tænkte jeg paa mine Soldater, var Aanden og Moralen en saadan, at de kunde tage det Pres, der maaske vilde komme, var Disciplinen tilstrækkelig god, var Forholdet til os Befalingsmænd af saadan Art, at de med Tillid vilde lade sig føre? Nu er jeg saare glad over at kunne svare Ja til disse Spørgsmaal. Jeg var fuldstændig klar over den store risiko, vi muligvis skulde ud i.
Vi Officerer havde ofte drøftet den spredte Besættelse, der , et der jo intet var kun kunde blive en svag Modstandslinie id foretaget for dog at beskytte vore Liv en Smule. Intet Artilleri, ingen Sprængmidler, ikke et Spadestik, ingen Vejspærringer; de fleste Steder elendige, for ikke at sige umulige Tilbage-gangsmuligheder. Vi skulde ligge paa den Nøgne Jord og den lige Landevej. Jo mere jeg nu bagefter tænker paa vor -egentlig fortvivlede Stilling, som jo dog maatte staa den reflekterende Del af Mandskabet klar, des mere glædes og imponeres jeg over den sande Holger Danskes Aand, Kompagniet var i Besiddelse af. Min I. Deling var af Sommerholdet 1939, en glimrende, vel samarbejdet Deling, med et ubrydeligt Sammenhold Kammeratskab, dygtige til Kørsel, og med to særdeles gode Maskinskytter. Denne Deling vilde være 100 % værd i Kamp den VAR det -.
Min 2. Deling var af Vinterhold 1939/40. Det er mit bestemte Indtryk, at det halve Aars Difference i Uddannelsen var af stor Betydning. De var de unge i Kompagniet ikke saa sammentømrede, og kun med en streng Vinters Uddannelse bag sig. En enkelt fik et Nervechok, men Resten af Delingen opførte sig bravt og tappert, besjælede af Viljen til at gøre deres Indsats. Tirsdag den 9. April. Saa skete det - Kl. 4,10 kom Alarmordren. Det var en pragtfuld Morgen. Solen var ved at komme op, de røde Skyer i den Østlige Horisont laa ubevægelige. Der var en egen fortættet Stemning over det hele. I Løbet af faa Minutter var mit Kompagni klar i Kasernegaarden.
Jeg vidste, hvad der skulde ske, og kaldte paa mine Delingsførere, mens Næstkommanderende fik Ordre til at føre Mandskabet til Køretøjerne og Gøre klar til Afmarch. Jeg gav Ordre til Delingerne: ,,1. Deling Kører straks til Bjergskovs Sydkant. Delingsføreren rekognoscerer for lldstillinger og Vejspærring. Jeg kommer til Bjergskov om 10 Minutter. Ryk ud!". ,,2. Deling melder sig straks til 1. Kompagni for at besætte Vejene omkring Bredevad og Korskro".*) e) I hver Deling var der : 2 Maskinkanongrupper, hver med 1-20 min Maskinkanon, 2 Trefodsgrupper, hver med i Rekylgevær med Trefod (let Maskingevær). Alt paa Motorcykler. Vore Motorcykler med Rekylgeværer og Maskinkanoner blev startede, og vi rykkede hurtigt ud af Kasernen.. I den Røde Østlige Morgendæmring saa og Hørte vi de Hundreder af 'Flyvemaskiner, der i store Bølger og i ret stor Højde gik mod Nord. Historiens Vingesus var over os i bogstaveligste Forstand. Kampen i Bjergskov.
1. Deling, 25 Mand paa Motorcykler, gik straks i Gang med at bygge en Vejspærring paa Hovedvej 10 (Aabenraa-Flensborg Vejen) umiddelbart Syd for Bjergskov, en Vejspærring der skulde etableres i Løbet af en halv Time, og den bestod af en tilfældig væltet Lastvogn, nogle Tipvogne og . . . . Skinner. Mine Maskinkanoner fik Ordre til at gaa i Stilling i Vejgrøfterne Ca. 500 m bag hinanden. Der blev ikke Tid til at foretage de ringeste Gravearbejder. Kl 5 20 melder en Ordonnans fra Afværgekompagniet, der havde en' Kanondeling foran min forreste Gruppe, at Stillingen ved Lundtoftbjerg ikke kunde holdes, og at Delingen gik tilbage. Min Deling var nu forrest, og Kl. Ca. 6,00 ses de to forreste meget svære Kampvogne komme frem mod vor Vej-spærring, som skubbes til Side, som man flytter et Aske-bæger paa et Skrivebord. Under dette dykker Panserkolonnens Følgevåben - smaa Jagermaskiner - ned over vort Mandskab og Stillinger, og beskyder os med Maskingeværer.
En Gruppe af mit Mandskab Søger, med Løjtnanten i Spidsen, at finde en fordelagtigere Stilling noget længere tilbage og Kører ud paa Hovedvejen, men Løjtnanten er klar over, at han ikke naar at komme tilbage bag næste skjulende Bakkekam, og giver Tegnet: ,,Ud til begge Sider!", og Motor-cyklerne gaar i Grøfterne med stor Hastighed. Under dette faar to af Mandskabet Benet gennemskudt. Et Kanonprojektil rammer Karburatoren paa Menig .311 Andersens Maskine, hans Underben knuses, og Maskinen gaar i Brand. Halvdelingsføreren Sergent Lorenzen og Menig Nr. 304 Nielsen I ser dette og springer 100 m foran de udgivende Kampvogne over Vejen for at trække 311 bortfra den brændende Maskine, senere kommer også Menig Nr.306 Larsen til. - Flyvere angriber,
Kantinesoldat Nr.80 Finseth faar to Kanonprojektiler i Benet. Han sad bag paa en Motorcykel. Under Luftangrebet rammes den ene Kanonskytte 327 Poulsen; vi fandt ham et Stykke inde i Skoven, ramt i Ryggen og sikkert død med det samme. Under disse Begivenheder har vor 1. Maskinkanon arbejdet, men da Skytten har afgivet et Par Magasiner, og Projektilerne preller af paa de svære Kampvogne, redder han Livet ved at springe til Side, thi den forreste Kampvogn kØrer med fuld Fart ind over hans Maskinkanon og Motorcykel, og knuser disse totalt. - Kampvognene fortsætter langs Grøften og kapper 4 ret svære Vejtræer og fortsætter mod min anden Linie. Her ligger Skytten klar, skyder med Maskinkanonen, da Kampvognene nærmer sig, men da Luftangreb samtidig sætter ind, dækker han sig bag et Par Træer. Korporal Bent Rasmussen ser, at Kanonen staar uden Betjening; han springer fra den I m høje Vejbrink ned til Kanonen og skyder Magasinet tomt.
Da de Første Skud fra Kanonen gaar, falder Magasinet af denne; Korporalen rejser sig i fuld Højde og sparker Magasinet fast paa Kanonen. De tyske Kampvogne er nu inde paa 100 til 75 m og vil antagelig, som ved første Kanon, Køre 2. Linie ned. Korporalen griber sin Karabin, springer op paa Skrænten og skyder Kampvognens Maskingeværskytte, der løfter Hovedet fra Vognens Taarn. Under hele denne Handling regner fjendtlige Kanon--, Maskingevær- og Flyverprojektiler ned over Delingen. Jeg opholder mig ved 2. Linie i Bjergskov (Kpl. Rasmussen). Kompagniets 3 Lastvogne med Ammunition, Reserve-Udrustning og Bagage er hos mig.
Da Vejspærringen falder, giver jeg Ordren: ,,Afvent næste Flyverangreb, derefter hurtigt i Vognene og tilbage til næste Standsningslinie - den sydligste Vej mod Sønder Hostrup." Jeg giver Korporalen Ordre til, om muligt, at søge tilbage hertil, hvor jeg vil besætte Stillingen sammen med Afværgekompagniet. Flyverangrebet gaar over os - vi gaar til Køretøjerne og naar lige Husene ved Sønder Hostrup Vejen, da næste Flyverangreb sætter ind. Herfra ser jeg Bjergskov falde og kører til Lundsbjerg Kro. Jeg bliver ved Lundsbjerg 4----- 9 og vil herfra søge ~Forbindelse med Dele af 2. Kompagni, men træffer i Stedet en tysk Maskingeværpatrulje, undgaar dog denne og søger mod Vest over Markerne mod Stubbæk, for muligvis derfra at erfare om Tabene og Tilstanden i Bjergskov.
Kampen ved Bredevad.
, skyder, og Vognen j gaar i Staa paa tværs af Vejen, Ca. 400 m fra Kanonen. Der ved maskerer den Kanonens Ild, saaledes at der ikke kan skydes paa de bagvedværende Panservogne, der imidlertid med Maskingevær beskyder Trefodsgruppen i Havehjørnet. Skytten her, 731 Andersen, faar et Skud gennem Hjelmen og er død med det samme. Gruppeføreren, 724 Søgaard, springer til Rekylgeværet, men rammes af Skud, der gaar gennem Lungen, og han dør 4 Timer senere. Panservognen, der gik paa tværs af Vejen, bliver slæbt væk, og Panservogn 2, 3 og 4 kører nu frem med Ca. 50 m Afstand. Sergenten giver Ordre til korte Byger. Tre Skud gaar, hvorpaa Kanonen gaar i Staa. Fejlen, svigtende Udkast, afhjælpes af Sergenten, der, medens den fjendtlige Maskin10 geværild ligger over Kanonen, vender sig paa Siden og bringer Kanonen i Orden.
Der skydes igen, og Panservogn 2 rammes og kØrer i Grøften. Kanonen gaar atter i Staa. Fejlen, svigtende Udkast, afhjælpes atter af Sergenten. Der skydes atter, og Panservogn 3 gaar i Grøften lige paa den modsatte Side af Vejen (Ca. 10 m fra Kanonen). For tredie Gang gaar Kanonen i Staa, og svigtende Udkast afhjælpes atter af Sergent Løvgreen. Panservogn 4, der imens er kommet ind paa 10-15 m, beskydes og rammes, men kØrer forbi Kanonen og gaar i Grøften ca. 50 m bag Kanonen. To Tyskere - antagelig Ordonnanser - løber fra Panservogn 2 og Panservogn 3 tilbage ad Vejen. Underkorporal Larsen griber sin Karabin og beskyder dem. Den tyske Maskingeværskytte i Panservogn 3 (lige over for Kanonen) retter sit Maskingevær ind mod Kanongruppens Mandskab. Sergent Løvgreen prøver at kaste Kanonen, saa denne Panservogn kan beskydes, men dette umuliggøres af en Sten. Sergenten er straks klar over Faren, tager sin Karabin og beskyder den tyske Maskingeværskytte.
Denne saares i Kæben, men aabner et øjeblik efter
Ilden. Det viser sig dog, at han paa Grund af Panservogn 3's Hældning i Grøften
ikke kan faa Maskingevær ret langt nok ned, og Skuddene gaar lige over Kanongruppens
Mandskab. Samtidig bliver Gruppen beskudt af 1V~'askingeværer og Kanoner (antagelig
37 mm) fra de andre Panservogne i Kolonnen. Hele Gruppen saares, det er umuligt
at komme til Kanonen, og Mandskabet og de to Befalingsmænd kryber tilbage til
det Hus, der ligger lige bag Kanonstillingen. Underkorporal Larsen, der kun
er lettere saaret, hjælper alle> saa godt han formaar, tager Gruppens Patroner
og gaar atter ud for at kæmpe. Sergenten mister Bevidstheden. Kampen stilner
af. En civil Læge kommer til, og i Ambulance køres det saarede Mandskab til
Tønder Amtssygehus.
K. Bahnsen.
Af et Brev fra Sergent J. V. LØvgreen:*) Tønder, den 1514 1940.
Det var forresten ellers en skrap Maade, jeg blev Sergent paa. Jeg blev udnævnt den 8/4, og den 9/4 Kl. 4,30 rykkede jeg med min Deling af Sted til Bredevad med skarpt i Geværet. .> Brevet Indgik med Sgt Levgreens Tilladelse i Manuskriptet d. 9. Mai 11
Jeg har siden 1. Februar ligget paa Søgaard (Ca. 12 km Syd for Aabenraa), og først midtvejs mellem Søgaard og Bredevad blev vi klar over, at det virkelig var Alvor. De sidste Par Kilometer til Bredevad var vi i Flyverskjul næsten ustandselig. Det vrimlede med tyske Flyvere, saa vi var først i Bredevad Kl. 6,30. Jeg naaede lige at faa min Kanon (20 mm Maskinkanon mod Panservogne) i Stilling i en Vejgrøft og det tilhørende Trefodsgevær i en Have, da en tysk Panservognskolonne dukkede op. Den gjorde Holdt, da den saa os, og saa begyndte de at vifte med nogle hvide Flag.
Vor Kaptajn viftede igen, men mere blev det ikke til. Vor Kaptajn gav saa Ordre til, at hvis Panservognene kørte frem, saa skulde jeg Først skyde et Varselsskud ved Siden af, og hvis de saa ikke stoppede, skulde jeg skyde paa dem.*) Et øjeblik efter begyndte de at køre frem. Jeg lod den første komme ind paa 400 m, og saa fik den et ,,Skud for Boven". Men den standsede ikke. Saa fik den to Fuldtræffere. Den endte paa tværs af Vejen og var færdig. Men saa havde de imens opdaget, hvor min Trefod laa, og i Løbet af et øjeblik havde 2 af deres Maskingeværer ødelagt Trefoden, dræbt Skytten (Kugle i Hovedet, død paa Stedet) og givet Hjælperen et Skud i Brystet og Maven (død 2 Timer efter), saa nu var det Slut med at faa Støtte derfra.
Den Panservogn, der var gaaet paa tværs, var imens blevet slæbt væk, og saa kom der tre til lige efter hinanden. Vi skød - eet Skud saa gik Kanonen i Staa (svigtende Udkast). Aldrig i de automatiske Vaabens historie er en Funktioneringsfejl blevet afhjulpet saa hurtigt (det var en Korporal, der laa sammen med mig ved Kanonen). Vi skyder igen, den første Panservogn gaar i Grøften lige over for os, den næste faar to Skud, saa - svigtende Udkast.
Men Panservogn Nr.2 havde faaet nok, den røg i Grøften lige bag i. Nr. 1. Men der var stadig en tilbage. Vi naaede lige at faa Kanonen til Skud, da den var en halv Snes Meter fra os, saa fik den alt, hvad vi kunde naa at give den. Det var ogsaa nok. - Den havde nær smadret et Hus lige bag ved os, da den brasede ind ad Døren uden at lukke op først. ·) Kaptajn C. G. Bartboldy havde Kommandoen i dette Afsnit. Kaptajnen laa i Hegnet en halv Snes meter fra Kanonen under Kampe
Da det var overstaaet, rejste Korporalen (Larsen) sig op. Man kunde Føle sig afmægtig, naar man Hørte Flyverne larme lavt hen over én, og man Følte sig i Sandhed afmægtig, naar man saa Kammerater blive beskudt uden selv at kunne foretage sig noget; og afmægtig, naar man for kortere eller længere Tid var uvidende om nogle Kammeraters Skæbne; og denne Samfølelse var det, der gjorde dem stærkere, hvem Kravene blev stillet til, stærkere end man havde anet.
Kompagniets Tab. Døde:
Menig 308/1939 Jakob Andersen. 4; 4. Batls. 4. Komp..
Bjarne Chr. Poulsen, Maskinkanonskytte, falden ved Bjergskov (Skud gennem Ryggen).
Poul Søgaard, Gruppefører, falden ved Bredevad (Skud gennem Lungen).
Jørgen Peter Andersen, Rekylgeværskytte, falden ved Bredevad (Skud gennem Hovedet.)
Saarede:
Sergent John Løvgreen, Halvdelingsfører, saaret ved Bredevad (Granat-splinter: Hoved, Krop og Ben).
Underkorporal Bent Larsen, Gruppefører, saaret ved Bredevad (Granatsplmter og Opspringere). En Lommebog og Soldater-bog reddede ham fra farlige Saar.
Mogens Ludvig Andersen, Motorcykelfører, saaret i Bjergskov (Underbenet knust, Benet amputeret
). Menig Jens Kristian Fredensborg, saaret i Bjergskov (Projektil i Benet).
Menig Poul Jespersen, saaret ved Bredevad (Projektiler i Arme og Ben).
Menig Niels Emanuel Bach, saaret ved Bredevad (Projektiler i Arme og Ben).
Kantinesoldat H. Finseth, saaret i Benet, Underbenet amputeret den 20. Maj 1940.