Fast i nød : Fynske livregiment 1614 - 1964 Hans Henrik Jacobsen Fynske Livregiment - 1964 - 266 sider Om Nimbus: s. 219-220, 222-239. (4. Bataljons 4. kompagni (motorcyklistkompagni) i kamp med tyskerne 9. april ved Bredevad og Bjergskov). (foto) DK5: 35.59 EMNER: 4. Bataljon, 6. Regiment, 9. April 1940, Bjergskov, Bredevad, Forsvaret, Fynske Livregiment, hæren, Infanteriet, motorcyklistkompagni, sidevogn, Søgårdlejren, PERSONER: K. Bahnsen, C. G. Batholdy, S. E. Claussen, Hans Henrik Jacobsen, B. A. Larsen, J. V. Løvgreen, H. F. L. Nielsen, Bestil i Bibliotek.dk Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre

Den anden verdenskrig

(Udviklingen efter krigsudbruddet den 1. september 1939 )
-- Bataljonen forlægges til Søgård
- Kampene i Sønderjylland den 9, april 1940
- Uddannelseaf små hold i de første krigsår
- Overfaldet på kasernen den 29. august l943
- Tjenesten genoptages efter befrielsen -
-4. Bataillons ophør og videreførelse som Fynske Livregiment (6. Reg.)
- Hærlovene af 1951 og 1960).

Ved krigsudbruddet beordrede regeringen for hærens vedkommende aargangene 1934-38 indkaldt, hvorved hæren bragtes op på 36.000 mand. Den planlagte sikringsstyrke forudsatte 54.000 mand, og afdelingerne var derfor kun på 2/3 af den fulde styrke. Den første uge gik med at opstille styrken, supplere materiellet og tilrette lægge træningen.

4. Bataillon blev indkvarteret i Ravnebjerg, Højme og Brændekilde, hvor der på Brændekildegård oprettedes en luftspejde- og lyttevagt. Den umiddelbare krigsfare drev hurtigt over, og allerede den 16 september hjemsendte krigsministeriet - mod Generalkomman doens skriftlige indsigelse - årgangene 1934, 1935 og 1938 med uniform, men uden våben.

Den 10. oktober indkaldtes rekrutter, til 4. Bataillon 250 mand. Kort tid efter, den 18. november, bestemte krigsministeriet, at også årgang 1936 skulle hjemsendes. Da det var sket, bestod bered skabsstyrken af 12.000 mand. Ude i Europa udviklede begivenhederne sig med stormskridt; men tiden udnyttedes ikke til at opstille et effektivt neutralitets værn med hovedvægten lagt på forsvaret af grænseområdet. Havne, broer og jembaneknudepunkter var der ikke planer om at lade bevogte; man skulle jo nødig risikere en gentagelse af den kedsommelige vagttjeneste under 1. verdenskrig. Og hvad kunne det vel også nytte!

Selv om Hitler havde erklæret, at han ville respektere vor neutralitet, var man dog klar over, at der stadig var fare for tysk angreb på Danmark. Folketingets holdning understregedes den 19. januar 1940, hvor de demokratiske partier enstemmigt udtalte, at ,,Landets Neutralitet skulde opretholdes, og at de Midler, der rådedes over, om fornødent skulde anvendes for at hævde og 221 værne Rigets Fred og Uafhængighed" (Generalkommandoens Oversigt over Begivenhederne omkring 9. april 1940, II, pag. 4).

Dette fremgik ikke af de forberedelser, forsvaret traf. General kommandoen fremsatte gang på gang ønske om styrkelse af bered skabet og forstærkningsarbejder langs grænsen; men det vandt ikke regeringens tilslutning. Fra dennes side blev der kun svaret, at der intet måtte foretages, der kunne ,,udæske fjenden".

Den 1. februar 1940 blev 4. Bataillon forlagt til lejren på Søgård med følgende besætning: 28 officerer, 9 befalingsmænd af officiantgruppen, 14 underofficerer, 29 korporaler og 490 menige, fordelt på 1. kmp. (kaptajn C. C. Bartholdy) 2. kmp. (kaptajn L. M. K. Nielsen) 3. kmp. (kaptajn A. E. G. Klein) 4. kmp. (kaptajn K. N. 5. Bahnsen) følgende kompagnier: cyklistkompagnier, udrustet med rekylgeværer og geværer. motorcyklistkompagni, udrustet med karabiner, maskinkanoner og rekylgeværer i trefod. Staben, 1. og 4. kompagni var indkvarteret på Søgård, 2. kompagni i Kværs og 3. kompagni i Kliplev. På Søgård lå endvidere 2. Fodfolkspionerbataillons afværgekompagni under kaptajn S. A. Schack med 3 delinger med samme sammensætning som delingerne i 4. Bataillons motorcyklistkompagni. Dette kompagnis delinger støttede 4. Bataillons kamp den 9. april med delinger og grupper fordelt til vore kompagnier.

Derudover bestod de sønderjyske styrker af enkelte kompagnier af 2. Regiment i Haderslev og Fod folkspionerkommandoet i Tønder samt rekrutter i Sønderborg. Endelig var der to luftværnsbatterier i Løgumkloster og Rødekro. Den 22. februar blev 1. beredskabsbefaling for styrken i Sønderjylland udstedt. Styrkens opgave angives som ,,i første Række en klar og utvetydig Tilkendegivelse af Viljen til Forsvar uanset Styrkeforholdene, i anden Række at skabe gunstige Forhold for en senere Kamp for nordfra tililende Styrker". I tilfælde af overfald skulle Søgårds-styrken besætte vejene Tinglev-Rødekro, Kruså-Rønshoved, Kruså-Kelstrupskov-Gråsten.

På grund af den 35 km lange strækning måtte man nøjes med at placere styrker ved de vigtigste vejknudepunkter (Hokkerup, Kværs, Bjergskov, Bredevad, Korskro, Kliplev og Lundtoftebjerg) og ved blokering af disse ,,med bevægelige Spærringer (Vogne, Harver, Træstammer m. v. fra nærmeste Gårde, Skove), som hurtigt kan lukkes og holdes under Ild", hindre fjendens fremrykning.

Flere gange var faren drevet over; men i begyndelsen af april blev det alvor. Til regeringen var der fra den danske legation i Berlin indløbet flere foruroligende meddelelser, bl. a. om samling af skibsmateriel og tropper ved de tyske østersøhavne. Den ønske om bl. a. forøgelse af beredskabet ved indkaldelse af nogle kommanderende general fremsatte flere gange i løbet af foråret af de hjemsendte årgange, iværksættelse af forstærkningsarbejder ved kysterne og i Sønderjylland, herunder udførelse af en række vejspærringer i den sydligste del af landsdelen; trods disse advarsler foretog regeringen sig intet, hjemsendte tværtimod årgang 1937.

Den 8. april afholdtes om formiddagen møde hos forsvarsministeren, der meddelte, at en tysk eskadre var på vej nordpå gennem Storebælt. Generalstabschefen meddelte, at der var indløbet efterretning om, at en 50-60 km lang motorkolonne var på vej fra Rendsborg mod Flensborg. Samme meddelelse blev samtidig givet kommandanten på Søgård, oberstløjtnant Hintz. Kommandøren for 4. Bataillon havde en time forinden fået ordre til at holde sig hjemme på Søgårdhus, da ,,alvorlige Nyheder kunne ventes" (Bataljonens dagbog).

Omkring kl. I udgik følgende ordre fra Generalkommandoen: ,,Samtlige Afdelinger snarest i Alarmberedskab indtil ny Ordre. Skarp Ammunition udleveres". Ordren indeholdt tillige befaling til i tilfælde af grænseoverskridelse at optage kampen. 3. kompagni, der var på øvelse, og 1. og 4. kompagni, der opholdt sig på Dybbøl, blev straks kaldt hjem, og kompagnierne holdtes i alarmberedskab på Søgård og i Kliplev. 2. kompagni gik straks i flyver skjul i plantagen syd for Kværs og tog senere på eftermiddagen ophold i forsamlingshuset og på kroen.

Hen på eftermiddagen indløb der efterretning om, at motor- kolonnen befandt sig umiddelbart syd for grænsen, at den talte ca. 2400 vogne, og at 9000 mand skulle have kvarter i Flensborg. Man kunne nu vente grænseoverskridelse i løbet af natten. Da man var klar over, at den fjendtlige motorstyrke agtede at gå i kvarter syd for grænsen, besluttede man i Generalkommandoen - for at give soldaterne så megen hvile som muligt - at ændre alarmberedskabet til ,,forhøjet beredskab". Dette gjaldt dog ikke i Sønderjylland, hvor alarmberedskabet opretholdtes.

Ingen afdeling i landet måtte før nærmere ordre rykke ud til øvelse eller skydning, og den følgende dag skulle al øvelse foregå umiddelbart nærheden af kantonnementsområdet. Kl. 20.15 udsendte chefen for 4. Bataillon følgende ordre: ,,Forhold til Natten. Kompagnierne kan hvile i én stor Lokalitet, påklædt med Udrustningen hos sig. Mindst én Deling ad Gangen skal være vågen og udrykningsklar som indre Vagt. og Vagt ved Køretøjer. Befalingsmænd skal hvile sammen med deres Styrke. Fra i Morgen tidlig kl. 05.00 fuldt Beredskab.

Om Morgenspisning vil Ordre tilgå i Morgen tidlig. Før Ordren må der ikke rykkes til Spisning. Sv. Glaussen. " Om aftenen holdtes ministermøde, og regeringens beslutning gik ud på, ,,at der ikke skulde indkaldes nogen Sikringsstyrke, og at der ikke skulde foretages Forskydninger eller Sammendragninger af Tropper". Regeringen fastholdt sin holdning - situationen for hærledelsen var vanskelig! Alarmberedskabet på Søgård opretholdtes natten igennem. Soldaterne sov fuldt påklædte på sengene, alle døre stod åbne, og køretøjerne holdt klar på eksercerpladsen.

Gentagne gange i løbet af natten afprøvedes telefonforbindelsen med grænsegendarmeriet Under en sådan prøveopringning kl. 4.15, foretaget af adjudanten ved 2. Fodfolkspionerbataillon, råbte den, der talte på grænsestationen: ,,Den tyske Panserdivisions Tete er nu ved Kobbermølle Toldsted. Vi er ..." Derefter var forbindelsen afbrudt. Grænsestationen var besat; tyskerne havde overskredet grænsen! 4. Bataillons og afværgekompagniets område i Sønderjylland den 9. april 1940. Kl. 4.17 blev der slået alarm på Søgård.

Oberstløjtnant Claussen gav straks følgende ordre: ,,Grænseovergang - Besæt stillingerne". 8 minutter senere rykkede kompagnierne ud fra Søgård, kompagnierne i Kværs og Kliplev få minutter senere. Soldaterne kørte ud i den tidlige morgentime, vel vidende, at der ikke var opstillet hindringer på den vej, fjenden ville rykke frem ad, og at der ikke var faste stillinger at rykke ud i. I en situation som denne måtte de nøjes med den dækning, de kunne finde i grøfter og bag hegn. Ganske vist havde man i tiden forud flere gange besat de enkelte stillinger; men der var intet artilleri, ingen sprængmidler, ikke foretaget ét spadestik; dertil kom de fleste steder dårlige tilbagegangsmuligheder; men soldaterne bevarede roen og ydede hver på sin post en indsats.

600 mand skulle nu besætte en strækning på 35 km, og der måtte blive tale om gruppekampe og i mange tilfælde enkeltmandskampe. De enkelte kompagniers delinger besatte følgende stillinger: 1. kmp.: Bredevad Korskro Bjergskov 2. kmp.: Bjergskov Rønshoved Hokkerup Kværs oén deling o én deling o én deling (bataljonsreserve) o I. deling (bataljonsreserve) 3. deling 2. og 4. deling 3. kmp.: Perbøl I. deling Gårdeby Kliplev 2. deling 4. kmp.: Lundtoftebjerg Vilsbæk Bjergskov Bredevad : 2. deling. Korskro I' 3. deling 4,00 deling 1,00 deling (bataij onsreserve) ,o~'

1. kompagni besatte sammen med 2. deling af 4. kompagni under løjtnant H. F. L. Nielsen vejkrydsene ved Bredevad og Korskro. Endnu før styrken ved Bredevad havde nået at få spærret vejen, dukkede 4 fjendtlige panservogne og et par motorcyklister op. Da de et øjeblik gjorde holdt og der fra den forreste vogn vistes et signal, mente kompagnichefen, kaptajn Bartholdy, i sin kikkert at kunne konstatere, at det var et hvidt flag, der signaliseredes med som tegn på, at man ønskede forhandling. Han trådte frem på vejen, men bad samtidig den nærmeste kanonskytte skyde varselsskud, hvis de fjendtlige panservogne kørte frem. Det gjorde de, og kampen var i gang.

Kanongruppeføreren, underkorporal Larsen fra 4. kompagni skød og ramte den første vogn, der gik på tværs af vejen, hvorved den skabte dækning for de 3 panservogne, der fulgte efter. Herfra blev vor trefodsgruppe voldsomt beskudt, og skytten, menig 731 Andersen, faldt, ramt af et skud Da panservognen, der stod på tværs af vejen, var blevet slæbt væk, fortsatte de 3 andre vogne. Atter blev der fyret fra den danske kanon. Den forreste panservogn ramtes atter, kørte i grøf ten og ramte et træ. Også den næste endte i grøften på den mod satte side af vejen, kun Ca. 10 meter fra kanonen. Den sidst~ panservogn ramtes ganske vist, men kørte endnu et stykke og endte i grøften 50 m bag kanonen. Kampen fortsattes; menig 704 Jespersen og menig 706 Bak såredes, og skydningen fortsattes af sergent Løvgreen og under korporal Larsen, der imidlertid begge såredes. Menig 732 Hansen havde pådraget sig et chok. Hele gruppen var såret; det var ikke muligt at komme til kanonen, og mandskabet og de to befalings mænd måtte slæbe sig tilbage til huset, i hvis have kanonstillingen var placeret.

Underkorporal Larsen var kun lettere såret i skulde ren, og han hjalp sine kammerater, så godt han formåede. Da de sårede var bragt i sikkerhed og forbundet, gik han ud og kæmpede videre! En civil læge kom til, og de sårede førtes til Tønder syge- hus. Beboerne fortalte, at det fjendtlige tab var 2 dræbte og 5 sårede. Af 4. kompagnis gruppe fremhæves særlig sergent Løvgreen og underkorporal Larsen, som i en kritisk situation overtog betjeningen af kanonen og delvis ødelagde 4 panservogne, samt menig 708 Fogh, der uden hensyn til den stærke fjendtlige ild stadig slæbte ammunition til kanonen.

708 Fogh beretter følgende om kampen: ,,Så lød det første Skud, og det var med en sær Følelse, jeg tænkte på, hvad der nu ville ske, men det var kun et øjeblik, så var jeg ganske rolig igen. Der blev skudt godt fra vor Kanon. Under korporal Larsen, der var Skytte, satte den ene Fuldtræffer efter den anden ind i disse rullende Forter, og det var med Hjærtet fuldt af Fryd, jeg så disse grå Kolosser køre i Grøften, men Underkorporal Larsen er jo også Slagter af Profession. Imidlertid råbte Sergent Løv green på Ammunition, og jeg bliver af Løjtnanten beordret over på den anden Side af Vejen med den forlangte Ammunition. Jeg skal indrømme, at jeg skævede noget efter Panservognene, der holdt 50 m henne ad Vejen, men så fattede jeg om Ammunitionskasserne for at begive mig ud på den sidste Kravletur i dette Liv. Jeg tror, at jeg aldrig har hoppet så højt og så langt, som da jeg skulde tværs over Vejen, og på den anden Side kravlede jeg langs med et Hegn, men så kom der et åbent Stykke, jeg skulde over, og der fik Fjenden øje på mig, og så var Freden forbi. Til Toner af hvislende og fløjtende Maskingeværprojektiler krøb jeg videre - for en Ordre skal selvfølgelig udføres - og jeg nåede da også at aflevere Ammunitionen til Sergenten. Da jeg skulde tilbage fra Maskinkanonen, kravlede jeg langs et Rosenbed, og lige for Næsen af mig, vel Ca. 2 m foran mig, klippede de fjendtlige Projektiler lige så nydeligt et Par Grene af. Jeg tænkte, nu er der Bud efter 708, så satte jeg Kravletempoet op og nåede også tilbage i god behold ... Da der kravlede to Tyskere ud af Panservognen, lægger jeg an på dem med min Karabin, idet jeg siger til mig selv: ,,Denne Gang skal I få, hvad I har godt af". Men lige idet jeg skal skyde, kommer der en civil Mand bagfra og slår Geværet ud af Hånden på mig. Jeg var først som lamslået, men så vældede Raseriet op i mig, jeg vender mig mod Manden for at slå ham ned, men betænker mig i sidste øje blik. Han reddede faktisk de to Tyskeres Liv, men hindrede mig i at gøre min Pligt" (uddrag af kaptajn Bahnsens foredrag ,, Mit Kompagnis Oplevelser den 9. April").

Omkring kl. 7 besluttede kompagnichefen at afbryde kampen ved Bredevad og gå tilbage til Rødekro. Heri hindredes styrken imidlertid et kvarter senere, idet en større motoriseret kolonne rykkede frem mod Bredevad. Her afvæbnedes styrken og sattes under bevogtning indtil kl. 17. Halvanden time senere ankom den til Søgård. Delingen, der skulle have indtaget en stilling ved Korskro, nåede kun Rabsted, hvor den fik ordre til at gå til Bredevad. Undervejs havde den taget to fjendtlige motorordonnanser til fange. Da Bredevad imidlertid meldtes besat, besluttede styrken under løjtnant Lytzen ad biveje at nå frem til Hellevad. Efter ankomsten hertil erfarede man, at kampene var indstillet. Kl. 16 begav styrken sig tilbage til Søgård. Mens 2. kompagnis 1. deling blev tilbage som bataljonsreserve, indtog de 3 andre delinger deres respektive stillinger: 2. og 4. deling syd for Kværs, 3. deling ved Rønshoved badehotel og vej- gaflen på hovedvej 8 syd for Hokkerup. Styrken ved Rønskoved (sekondløjtnant S.0. Nielsen, 2 korporaler og 15 menige) blev beskudt af fjendtlige flyvere på vejen dertil. Efter at styrken var kommet i stilling ved fjordvejen, var alt roligt; der hørtes kun skydning ved Hokkerup. Da man efter en times forløb søgte at få forbindelse med resten af delingen i Hokkerup, konstateredes det, at byen var besat af tyske motoriserede styrker.

I fare for at blive afskåret besluttede løjtnanten at trække sig tilbage over Gråsten til Sønderborg, hvortil styrken ankom kl. 10.15. Ved Hokkerup befandt sig resten af 3. deling (løjtnant H. T. Højerslev, 2 sergenter, 2 korporaler og 18 menige) samt en af værgegruppe; også de var blevet beskudt af fjendtlige flyvere undervejs. Straks efter ankomsten etableredes en nødtørftig vej spærring: ,,Vejspærring blev lavet af en transportabel Benzinmotor og en Græsslåmaskine, endvidere var det Meningen, at et Vejtræ, der stod samme Sted, skulde have været væltet, men for det første manglede vi Værktøj, og for det andet blev vi afbrudt af Ca. 30 Bombemaskiner samt nogle Jagere, der kom fra Syd", beretter kor poral Jens en (kaptajn Bahnsens foredrag). 10 minutter senere blev styrken angrebet af motorcyklister og panservogne. Så snart den første vogn kom frem til vejspærringen, åbnede vor maskinkanon ilden, og de 3 første panservogne ramtes. Føreren af den første panservogn faldt. Kampen var nu i fuld gang.

Tyskerne trængte gennem Kelstrup skov, fik en kanon bragt i stilling; men den havde kun affyret ét skud, da den blev bragt til tavshed, ramt af 2 skud fra vor maskinkanon. Kl. 6.15 var den lille gruppe omringet af en fjendtlig styrke på ca. 100 mand, og efter en kort kamp besluttede løjtnanten at opgive yderligere modstand. Sergent C. H. Vous var faldet, menig 207 Jensen og 209 Jepsen sårede. Under kampen udmærkede rekylgeværskytte menig 222 Goth sig flere gange. Hans rekylgeværbyge bragte den første panser- vogn til standsning, og da han selv var blevet beskudt bagfra og ramt i gasmasken, fyrede han et helt magasin af mod de frem stormende fjender. Styrken blev afvæbnet og ført til Kruså grænsestation, hvorfra den hen på formiddagen blev frigivet og kunne marchere til Søgård. I stillingen ved Kværs befandt sig halvdelen af kompagniet, 2. og 4. deling under kommando af kompagnichefen, kaptajn L. M. K. Nielsen. Efter ankomsten påbegyndtes gravning, og om trent samtidig blev stillingen beskudt af 3 fjendtlige flyvere, dog uden træfning. Da kompagniet ikke kom i kamp, forblev det i stillingen, vel vidende, at tyskerne rykkede frem mod Gråsten og mod nord ad hovedvej 10, hvor man i mindst en time havde iagttaget motorkøretøjer i en endeløs række. Kl. 8 havde kompagniet fjendtlige styrker på begge sider; det forlod stillingen, rykkede ind i Kværs, hvor det kort tid efter afvæbnedes. 3. kompagnis delinger indtog straks efter alarmeringen følgende stillinger: 1. deling ved Gårdeby og Perbøl, 2. deling som reserve i Kliplev, 3. deling ved Lundtoftebjerg og 4. deling ved Vilsbæk.

Før kompagnichefen, kaptajn A. E. G. Klein, forlod kasernen, fik han af bataljonsadjudanten ordre til, at der i tilfælde af angreb skulle kæmpes hårdnakket til det sidste, ,,dog måtte han ikke sætte sit Kompagnis Kampkraft over Styr". Han førte selv kommandoen over 1., 2. og 4. deling, ialt 130 mand. Kun 1. deling, der befandt sig nord for Gårdeby, kom i kamp med en mindre fjendtlig panservognsstyrke ved vejspærringen. Kl. 6 meddelte næstkommanderende, premierløjtnant Bork Andersen, efter en rekognosering, at en lang motorkolonne ryk kede frem ad hovedvejen, og da der var fare for at blive omringet, gav kompagnichefen ordre til, at kompagniet skulle trække sig tilbage ad Oksevejen mod Rødekro eller Åbenrå.

Under kompagniets kørsel ad Oksevejen nedkastedes der flyve- blade, som kompagnichefen læste for soldaterne (,,Opråb til Dan marks Soldater og Danmarks Folk"), og ved Hjordkær kunne en af sergenterne melde, at han gennem en løjtnant fra Afværge- kompagniet havde hørt, at kampen var indstillet. Der blev gjort holdt ved Nybølgård, hvor soldaterne fik tørkost udleveret. De havde været på benene i 5 timer og endnu ikke fået morgenmad. Kompagnichefen ringede herfra til oberst Mikkelsen i Odense, der kunne bekræfte, at kampen var indstillet, og at kompagniet blot skulle rykke i kvarter. Kompagniet kørte 'nu tilbage ad Oksevejen og gik i kvarter i Kliplev. 3. deling under sekondløjtnant M. Gjermansen, forstærket med en afværgegruppe, foretog straks efter ankomsten til stillingen ved Lundtoftebjerg en vejspærring. Den var knap fuldført, da en fjendtlig motorkolonne dukkede op foran stillingen. Der ud kæmpedes nu en hård kamp det næste kvarter.

En af de fjendtlige panservogne blev straks ramt og kom i brand. Kanonskytten, menig 11 Hansen fra 2. Fodfolkspioner bataillon, var såret; men forsyneren trådte roligt til og ramte endnu en panservogn og et par motorcykler. Uheldet - heldet, om man vil - lod et fjendtligt lyssporprojektil tænde ild i en af udbygningerne til gården ved Lundtoftebjerg, og røgen hæmmede fjendens træfsikkerbed. Da flere fjendtlige motorkøretøjer dukkede op, besluttede løjtnanten at trække sig tilbage i retning af Åbenrå; men delingen blev i Bjergskov standset af kompagnichefen. Under det hastige opbrud var en vekselpibe og 2 magasintasker blevet efterladt af en trefodsgruppe; men forsyneren, menig 7 Sørensen, løb frem i den fjendtlige ild og hentede de efterladte genstande. Delingen kørte nu nord om søen mod Søgård. Den fortsatte og gik i stilling ved viadukten over jernbanen Kliplev-Lundtoft. Da delingen så, at flere panservogne nærmede sig, trak de to grupper sig mod nord, mens den sidste blev ved viadukten.

Alle 3 grupper blev dog kraftigt beskudt af de fremrykkende styrker og de lavt- gående flyvere. Under kampen faldt menig 72 Jørgensen. Da en større panserkolonne fulgte, fandt delingsføreren det formålsløst at fortsætte kampen. Kort tid efter blev delingen taget til fange. Om kampen ved Lundtoftebjerg fortæller sergent B. Frederik sen, der kommanderede maskinkanonen: ,,Menig no. 10 Dalum og undertegnede gik til Kanonen. No. 10 var ganske rolig og upåvirket af Fjendens Ild og havde straks en Fuldtræffer på en Mg Skytte, der sad i en Sidevogn og rettede ind på sit Rekyl gevær. Nu søgte en Panservogn at køre frem, vi sendte straks en Granat imod den, men Granaten prellede af, hvortil No. 10 sagde: ,, Det er s'gunte det rene Pap, de kører med". Panservognen vendte nu Siden til. No. 10 rettede ind. ,,Nu er den der vist", sagde han og sendte en Fuldtræffer gennem Vognen ... Mandskabet udviste en glimrende Opførsel overalt, men det var en stor Skuffelse for os alle, da vi fik det triste Budskab, at vi ikke måtte kæmpe for vort Land og for vor Frihed" (kaptajn Bahnsens foredrag).

Fra kampen ved Lundtoftebjerg fremhæves især delingsføreren, sekondløjtnant M. Gjermansen, korporalerne Thomsen og Kjel sen, menig 13 Petersen og menig 36 Jensen. Delingsføreren førte roligt sin gruppe og opholdt i længere tid den fjendtlige styrke, selv om han vidste, at de kanoner, der kunne standse panservognene, var ført tilbage. De øvrige opholdt ved deres skydning de fjendtlige panservogne og ødelagde flere af dem. Ved Tinglev udmærkede 234 Brandenhoff sig, idet han reddede 3 kammerater fra at blive fanget ved trods fjendtlige beskydning at køre frem og hente dem hver for sig. 4. kompagnis I. deling - 25 motorcyklister - fik ordre til sammen med en deling fra I. kompagni og en deling fra 2. kompagni at udgøre bataljonsreserve i Bjergskov, hvor man straks gik i gang med at bygge en vejspærring under kommando af næst- kommanderende, premierløjtnant Condil.

Porten til en skærve fabrik blev brudt op, og en lastvogn, en del skinner og tipvogne blev slæbt ud for at udgøre en nødtørftig vejspærring. 2. deling sluttede sig som nævnt til I. kompagni og besatte vejene omkring Bredevad og Korskro Efter kampen ved Lundtoftebjerg fortsatte den fjendtlige styrke mod Bjergskov. Kl. 6 dukkede de første panservogne op. Da tyskerne fik øje på spærringen, åbnede de ilden. Vognene kørte nu frem, fejede vejspærringen til side, ,,som man flytter et Askebæger på et Skrivebord", skriver kaptajn Bahnsen i sin indberetning. Samtidig blev stillingen beskudt af tyske jagermaskiner. Under luftangrebet ramtes den ene kanonskytte, menig 327 Poulsen. Han blev først fundet næste dag, 300 m inde i den nær liggende skov. Hans åbne lommekniv lå ved siden af hans uldne halsvarmer, som han havde skåret itu for at få halsen fri. Alene havde han stridt den sidste strid. En del af mandskabet, der var på vej for at finde en mere fordelagtig stilling, kørte direkte ind i den fjendtlige ild. Løjtnanten måtte kommandere motorcyklerne ind til siden, og de måtte køre i grøften med stor hastighed. Et kanonprojektil ramte menig 311 '5 maskine, hans ben blev knust, og hans maskine gik i brand. Under fare for deres liv søgte to menige, 304 Nielsen og 306 Lar sen, sammen med sergent Lorenzen fra 16. Bataillons 4. kompagni under kraftig fjendtlig ild to gange at trække deres sårede kam merat bort fra den brændende motorcykel. Under kampen såredes endvidere sygepasser 80 Finseth og menig 312 Fredensborg. Skytten ved 1. maskinkanon reddede livet ved i sidste øjeblik at kaste sig til siden, idet en tysk kampvogn kørte over hans motorcykel og maskinkanonen og knuste dem totalt.

En ung løjtnant måtte - på almindelig cykel - tage flugten ned ad en lille sidevej. En tysk panservogn fulgte efter, og løjtnanten måtte smide cyklen og bruge benene det bedste, han havde lært. Et projektil gik gennem hans kappe, stjernen på skuldestroppen blev skudt af; men han nåede den nærliggende skov uden at blive såret. Under luftangrebet måtte skytten springe fra sin maskinkanon og søge dækning. Korporal B. Rasmussen sprang til og skød magasinet tomt. Derefter sprang han ind i skoven, greb sin karabin og ramte kampvognens maskingeværskytte, netop idet denne havde løftet hovedet op fra vognens tårn og sigtet på ham. Kompagnichefen og hans chauffør havde måttet søge skjul i skovkaten: ,,Projektilerne svuppede i Jorden omkring os, men der var heldig vis Plads ved Siden af os. Jeg lå dernede i Skoven iført min pæne blå Gallakappe, idet jeg, uvidende om 9. April, nogle Dage for inden havde lånt min Feltkppe til en Kammerat på Orlov, og det var ikke heldigt at have blanke Knapper og Epauletter, når Fjenden er lige over Hovedet på een. I et Pusterum mellem An grebene fik jeg Gallakappen af og tog en Menigkappe fra Bagage- vognen" (kaptajn Bahnsens foredrag).

Efter flyverangrebet kunne delingen gå til køretøjerne og begive sig til husene ved Sdr. Hostrup-vejen, hvor man lige nåede at komme i dækning, inden næste angreb satte ind. Styrken blev spredt i skoven, og efterhånden afvæbnedes de enkelte grupper, der bevogtedes af tyske tropper, indtil de over middag blev fri givet og kunne begive sig til Søgård. På et vist tidspunkt havde kompagnichefen råbt til sin chauffør, at denne skulle starte vognen og gøre klar til at køre efter de nordgående vogne. Chaufføren, der troede, at kaptajnen fulgte efter i en lastvogn, kørte mod Åbenrå og opdagede først senere, at lastvognen ikke fulgte med. Kaptajnen mente, at det var en dansk deling, der lå i skoven; men da han nærmede sig den, opdagede han, at det var en tysk maskingeværpatruljé. Han havde valget mellem at overgive sig til fjenden eller søge at komme gennem skoven. Det sidste lykkedes, og efter godt en times forløb kom han til en gård i Stubbæk, hvor han over radioen fik meddelelse om kampens indstilling.

I sin indberetning fremhæver bataljonschefen fra kampen i Bjergskov de nævnte menig 304 Nielsen, menig 306 Larsen og korporal Rasmussen. Ved Bjergskov førte oberstløjtnant Claussen selv kommandoen over bataljonsreserven, der ud over den nævnte deling fra 4. kompagni bestod af delinger fra 1. og 2. kompagni. Kl. 5.40 fik delingen fra 2. kompagni ordre til at følge bataljonsstaben mod nord og gå i stilling i sydkanten af Stubbækskov. Herfra kørte oberstløjtnanten til Åbenrå, hvor han gennem amtmanden og politimesteren erfarede, at al forbindelse med København var afbrudt. Samtidig blev delingen fra 2. kompagni under fremrykning be skudt af lavtgående fjendtlige flyvere ved Sdr. Hostrup. Under angrebet faldt menig 410 Nielsen; korporal H. Mathiasen, menig 406 Hindsgaul og menig 412 Vestergaard såredes. 20 minutter senere blev delingen stærkt beskudt ved Hostrup- skov. Herfra trak den sig tilbage til Åbenrå, hvor den fik ordre til at køre videre til Knivsbjerg. Nord for byen standsedes en lastbil og en rutebil, som benyttedes til videre transport af cykler og personel. Ved Knivsbjerg samlede oberstløjtnant Claussen resterne af sin styrke og fortsatte i retning af Haderslev, hvor cyklistdelingen gik i stilling i den nordlige del af byen. Da det p. g. a. de mange mennesker og biler inde i byen var for farligt at beskyde de tyske kampvogne, fortsatte oberstløjtnanten tilbagegangen over Kolding mod Vejle. Da styrken befandt sig syd for Kolding, modtog oberstløjtnanten gennem politimesteren i Kolding besked om, at fjendlighederne var indstillet.

4. Bataillon havde denne morgen et tab på 6 faldne og 13 sårede: Faldne: Sergent C. H. Vous, Kædeby menig 72, C. G. Jørgensen, Søllested menig 327, B. G. Poulsen, Middelfart menig 410, F. P. K. Nielsen, Fruens Bøge menig 724, P. Søgaard, Odense menig 731, P. I. Andersen, Skovsby. Sårede: Sergent I. Løv green, København kor poral H. Mathiesen, Skanderup underkorporal B. Larsen, Middelfart syge passer 80, H. Finseth, Snøde menig 207, B. I. Jensen, Egholt