De så det ske. 9. april 1940 - 1980 - 1980 - 32 sider Af Per Eilstrup og Lars Lindeberg. Tillæg til Søndags-BT 1980:13. Bearbejdning af Eilstrups: De så det ske under besættelsen. Øjenvidneskildringer af Fodfolkspionerkommandoets og 4. Bataljons kampe med tyskerne i Sønderjylland EMNER: 20 mm Madsen maskinkanon, 4. Bataljon, 6. Regiment, 9. April 1940, Abild, Bjergskov, Bredebro, Fodfolkspionerkommandoet, Forsvaret, Haderslev, hæren, Infanteriet, Lundtoftbjerg, sidevogn, Søgårdlejren, Sølsted, Åbenrå, PERSONER: Bisgaard, Sv. Aage Bundgaard, Th. Christesen, Per Eilstrup, Jensen, Lars Lindeberg, H. Lindemann, L. v. Münchow, Bestil i Bibliotek.dk Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre

Nærbilleder af en krig

Der er kun få minutter mellem billederne af de danske soldater med deres 20 mm kanoner i yejstjernen syd for Åbenrå - og de tyske kampvogne, fotograferet samme sted og fra samme vinkel.

Det er de første fotografier, der er taget af den korte krig 9. april De er taget af Åbenråfotografen Th. Christesen, der ellers havde specialiseret sig i soldaterbilleder i mere fredelige omgivelser på kaserner og forlægninger rundt om i landsdelen.

Han var også kendt som fotografen, der tog det berømte billede af Christian X, der rider over grænsen på sin hvide hest ved Genforeningen 1920.

Han har selv taget eller indsamlet de fleste af de eksisterende fotografier fra 9. april i Sønderjylland. Han var tilsyneladende alle vegne den morgen. Og han er gået tæt på begivenhederne. Som her i Åbenrå, hvor kuglerne fløjtede mellem optagelserne, og som i Haderslev, hvor der er en forskel på liv og død mellem hans billeder af de danske soldater.

Nogle af fotografierne er ikke så teknisk gode. Hvem tænker på at stille skarpt i kugleregn? Til gengæld er billederne ladet med spænding, så man næsten fornemmer den i nakkehårene. Chnstesen boede Bag Møllen i Åbenrå, ikke langt fra vejstjernen, så han kunne hurtigt være på pletten. Han har set de danske soldater gå i stilling og har hørt de tyske tanks nærme sig med skramlende larvebånd og hvinende motorer.

Han er gået i dækning under skyderiet og har formentlig ikke opholdt sig langt fra den mælkedreng, der blev dræbt af en tysk kugle under kampen. Han har set danskerne starte motorcyklen liggende, da den første tank kun er 200-300 m borte. Og da kampen er forbi, er han kommet frem med kameraet skudklart igen. Læg mærke til det lave lys og de skarpe skygger. Solen er ikke ret højt oppe. Klokken er 6.45.

Det er sgutte det rene pap

De nitten mand i 1. deling af fodfoikspionerernes afværgekompagni var de første, der kom i kamp med tyskerne 9. april.

De havde altså allerede fået deres ilddåb, da de for anden gang den morgen tog kampen op syd for Abenrå.

Som de øvrige soldater i Søgårdlejren havde de ligget med tøj og udrustning på om natten, så da de blev alarmeret kl. 4.17, tog det kun få minutter, før de susede af sted på motorcyklerne til deres første stilling på hovedvej 10 ved Lundtoftbjerg en halv snes kilometer nord for Kruså.

Tyskerne dukkede op kl. 4.50. Delingsføreren, sergent Bundgaard, fortæller: "Jeg stod midtpå vejen, da tyskerne sendte os en salve. "Skyd, for satan," råbte jeg lidt ureglementeret, ophidset var man jo. Den forreste tyske panservogn blev straks ramt, den anden skudt i brand, og så ramte vi tre af deres motorcykler.

Maskinkanonerne gjorde det også af med to tyske maskingeværskytter, som lidt senere prøvede at mave sig ind på skudhold af os.

Skytten ved den ene kanon, 11/Hansen, blev ramt i venstre arm. Han sagde blot: "Jeg er ramt," og kravlede tilbage. Jeg ville forbinde ham, men han sagde: "Det er der ikke tid til nu."

10/Dalum afløste den sårede skytte. Da et af hans projektiler prellede af mod en tysk panser-vogn, sagde han tørt: "Det er sgutte det rene pap, de kører med."

Bag os havde tyske granater antændt et hønsehus i gården, så vi næsten blev indhyllet i røg. Tyskerne sendte nu både tanks og fodfolk ud øst og vest for vejen for at omgå os. Da jeg så det, trak jeg mig tilbage med den sårede og den ene kanon og gav de tilbageblevne ordre til at holde stillingen fem minutter.

De slap tilbage, lige inden den tyske knibtang lukkede sig bag dem.

Også havde 7/Sørensen endda været tilbage for at hente en glemt veksel-pibe.

På turen nordpå blev vi flere gange beskudt al tyske jagere. Både i Bjergskov og i Sdr. Hostrup måtte vi søge dækning. Det sidste sted lå vi mellem cyklister fra 4. bataillon, som fik en mand dræbt og tre såret under beskydningen.

Efter at vi havde været i kamp syd for Ahenrå, kørte vi til Haderslev, hvor vi gik i stilling nord for kasernen.

Da de tyske tanks angreb, kunne vi imidlertid ikke komme til skud for de mange civile på gaden, så vi kørte videre nordpå, som ordren lød, i retning af Vejle.

Undervejs erfarede vi, at al modstand skulle indstiHes. Vi ankom til Vejle kl.9.30.

Når vi ikke må slås, skal vi i hvert fald have morgenkaffe," sagde jeg, og det, syntes de andre, lød fornuftigt." Bundgaards deling gennemførte sin opgave, at trække sig kæmpende tilbage, professionelt og med held.

Kan man forlange mere ?

Mens de to 20 mm kanoner tog kampen op med tyskerne i vejstjernen i Abenrå, ventede deres kammerater i delingen i gaden bagved, Sønderport. Herover fra venstre 6/Laursen, 27/Lundgaard og 38/Petersen. På billedet på modsatte side fra højre 139/Christensen, 17/Christensen, 7/Sørensen (der løb tilbage efter vekselpiben) og 39/Petersen.

Omkap med døden

To rekylgeværgrupper fra 4. bataillons 4. kompagnis 1. deling kørte om kap med døden på hovedvej 10 gennem Bjergskov 9. apriL

To maskinkanoner var gået i stilling på hver side af vejen i skoven, og i skovbrynet lå rekylgeværerne. Syd for skoven var vejen spærret ved hjælp af en væltet lastbil og nogle tipvogne.

Da tyskerne rykkede frem med panser i spidsen, fik rekylgeværfolkene ordre til at køre tilbage, så de ikke lå i vejen for maskinkanonerne.

Danskerne havde regnet med nogle sekunders forspring, men den forreste tyske kampvogn skubbede - uden at sagtne farten nævneværdigt -spærringen til side og åbnede ild.

Delingsføreren, sekondløjtnant Jensen: "Vi pressede motorcyklerne til det yderste for at komme over en bakkekam, som jeg troede ville yde dækning. Jeg tør godt påstå på alles vegne, at denne køretur var vort livs værste oplevelse til dato.

Der var et spektakel, som jeg aldrig hat hørt magen til. Vore kanoner skød, de fjendtlige kampvogne skød, jagerflyene skød, og min motorcykel-kolonne dundrede hen ad vejen med 80 km's fart.

Jeg blev hurtigt klar over, at dette her ikke ville gå godt, så jeg vinkede delingen i grøften. Samtidig brølede jeg i ørerne på min chauffør: "Kør i grøften." Og jeg må sige, at han reagerede villigt.

Idet vi bremsede op, blev flere af maskinerne ramt, og tre af folkene blev såret. Imens havde begge vore kanoner skudt. Ved den forreste kanon fortsatte 327 skydningen, indtil en tank kørte over kanonen og tromlede den ned. 327 sprang over vejen ind i skoven, hvor en flyverkugle dræbte ham.

Ved den anden kanon havde magasinet måttet sparkes fast og kunne ikke aftages, da det var skudt tomt.

Skytten, korporal Rasmussen, ramte herefter med en karabin en tysker, der havde den frækhed at observere oven ud af en tank."

Da tyskerne omringede skoven, overgav danskerne sig.

Motorcyklen, der blev skudt i brand, da 311/Andersen og 306/Larsen
røg i grøften med den i Bjergskov.

321/Pedersen:" Min maskine fik bremstromlen skudt i stykker og projektilet ramte min støvle, men jeg blev ikke såret. Vi måtte søge dækninkg i skoven. Den tyske tank kørte over min motorcykel og knuste den."

En af de menige, der var med i dødskørslen, 306/Larsen, skrev om aftenen 9. april: Kære far og mor. Jeg tror ikke, jeg kommer hjem på lørdag, for vi har jo været ude at skyde i dag, vi har været i kamp med tyskerne. Jeg kørte sammen med 311, og han fik det ene ben skudt af Jeg sad i sidevognen. Der gik ild i motorcyklen, og mine gummistøvler og en pakke, hvori jeg havde mine sko, brændte. Jeg kunne ikke få fat i pakken, fordi de skød, så nu har jeg ikke andet end mine marchstøvler. Jeg har kun slået mit knæ, det gjorde jeg, da jeg væltede, jeg fløj en 8-9 meter hen ad grøften. Det er første gang, jeg har prøvet at vælte. Jeg fortæller jer noget mere, når jeg kommer hjem. Vil I sende et par sko nr.42? Venlig hilsen Olaf

Synd for det pæne hus

Befalingsmandseleverne fra Tønder tog kampen op med tyskerne tre gange på hovedvej 11. I Abild, i Sølsted og i Bredebro, hvor danskerne til sidst blev omringet og overgav sig Ca. kl. 8.

Korporal 5421 Bisgaard, der tog stilhng med sin 20 mm kanon i Sølsted, fortæller:

"Ca. 500 m væk kom to panservogne og bagefter nogle motorcykler. Jeg kommanderede: "Skyd", og det første skud ramte vognen, som kørte i grøften.

Vognen bagved blev ligeledes ramt, hvorefter den trak sig tilbage, men ved flere træffere blev den stående i en skrå stilling. Flere af vore skud prellede af og røg op i et hus bagved. Kanonskytten var meget ked af, at han var nødt til at ødelægge det pæne hus.

Nu kom flyverne, og kuglerne begyndte at smælde omkring os. Det var ikke så rart.

De kom igen flere gange, og hver gang skød de på os. Det blev for hedt, og kaptajnløjtnanten kommanderede os tilbage til Bredebro."

Korporalelev 461/Thor-sen: "Jeg har kun ét lyst punkt fra den korte strid, og det var da den første panservogn kom til Sølsted og fik et projektil lige i snuden."

Det ødelagte materiel fra kampene slæbt hjem til Søgårdlejren

En høj pris

På kongens fødseldag 26. september 1940 stillede 4. batillons tretten sårede fra 9. april op på pladsen foran garnisonssygehuset i Odense.

De fik blomster af unge piger, tidligere kvarterværer i Snderjylland - samt Staens hædersgave på 800 kr.

Mellem dem var 311/Andersen. Det var ham, hvis motorcykel brød i brad under dødskørslen i Bjergskov et lille halvt år tidligere.

Han havde måtte betale en høj pris for sin deltagelse i den korte krig: sit ene ben.