Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
- Ja, da. Jeg har tit tænkt på, om godt og vel halvdelen af landets mandlige befolkning over tres mon kan have kørt Nimbus i deres soldatertid. Dét skulle man i hvert tilfælde tro, når de fortæller. Der er ikke megen beundring i vente ved at fortælle, at ”sådan én var der også i Bedstefars kompagni”. Nej det lyder meget bedre og giver meget mere glans i børnebørnenes øjne, når man fortæller, at ”sådan én kørte jeg på, da jeg var soldat!” Men altså: Ja, jeg har kørt en del på Nimbus - også dengang.
- Det må være hvor koldt det var. I de korte perioder, hvor jeg kørte, tænkte jeg altid på, hvor anderledes det ville være at sidde på en kommandostation i stedet for. Det kom jeg så til de følgende femogtyve år, men det er en anden historie.
- Jeg skal prøve. Jeg husker, at jeg engang hørte vores NK - det vil sige næstkommanderende - råbe ind i en felttelefon - bliv, hvor De er. Vi kommer med en ny motor!
Det var engang i 1961, og det var til vores signalbefalingsmand, en korporal, der havde gjort sig kendt i stabsbatteriet for at skrotte sin Nimbus. På hver eneste femdagesøvelse skete det i løbet af den første halve dag. Han havde fundet ud af, at når Nimbussen ikke længere kunne køre, kunne han i stedet regne med at få en telefonvogn, en trekvarttons Bedford eller lignende, til rådighed i stedet i resten af øvelsesperioden.
Men nu gik dén ikke længere. Vores næstkommanderende havde gennemskuet ham. Og i forståelse med chefen og regimentets transportofficer havde han beordret værkstedsdelingen til at medbringe et par ekstra, klargjorte Nimbusmotorer.
Så stod altså denne korporal i mørket ude i fædrelandet og ventede. Snart efter dukkede en Nimbus med kassesidevogn op, og et par værnepligtige mekanikere tog fat på at bytte den skrottede motor ud imod en ny. Det tog mindre end tre kvarter, før maskinen igen var køreklar. Og garagemesteren, der i mellemtiden var kommet til stede, fortalte korporalen, at der var flere motorer, hvor de kom fra. Men at det bedste var nok, at han dadum, dadum ... kørte ordentligt.
- Den sikreste måde at skrotte en Nimbus på var efter sigende at køre den op til maksimalt omdrejningstal i første gear, helst med kold motor og så blive i gear'et. Hvis ikke en eller flere plejlstænger smed lejemetallet på dén måde, kunne en brutal nedgearing direkte fra tredje til første gear ved 70 km/t gøre det. At tappe olien af var også brugt, men den skulle gemmes og hældes på igen. Hvis der manglede olie, når mekanikeren kom til, blev man straffet.
For at holde vores køretøjer i orden var (og er) der strenge bestemmelser om starteftersyn, holdteftersyn og
hjemkomsteftersyn. OVABILNUK lød en remse, motorføreren skulle kunne udenad og bruge. Den betød - foruden færdselslovens krav om kontrol af lys, styretøj og bremser - at Olie, Vand, Akkumulator, Benzin, Ildslukker, Luft, Nøgle, Uheldsrapport og Køreseddel skulle tjekkes.
Skete der noget teknisk med en maskine under brug, blev det straks efter kontrolleret, om motorføreren havde overholdt sine brugereftersyn. I øvrigt var der forskel på at være motorfører og at have et køretøj udleveret. Havde man et køretøj udleveret, var også den daglige vedligeholdelse en pligt for den menige værnepligtige.
- Som sagt var det ikke alle kørere af Nimbus der var menige ordonnanser. Der var flere kørende befalingsmænd, som f.eks. vores korporal fra før. Hans taktiske funktion, som bl.a. var recognosering for udlægning af telefonkabler, blev udført på Nimbus. Køretøjer, der blev anvendt af stregbefalingsmænd eller officerer blev efterset og vedligeholdt på garagemesterens initiativ af skiftende menige motorførere ved at indgå i de eftersyn, som var en del af specialtjenesten. En "Håndbog for Hærens motorførere" handler om eftersyn af Nimbus og blev anvendt i denne sammenhæng. Den kan forresten købes hos DNT i kopi.
- Mine personlige erfaringer er fra feltartilleriet. Jeg blev indkaldt tolv dage efter min studentereksamen i juli 1959. Der var 16 måneders værnepligt og 24, hvis man blev taget til sergentskole. Dét blev jeg, og jeg fortsatte og blev siden reserveofficer i mange år. I artilleriet var det dengang sådan, at stregbefalingsmænd* og officerer med rekognoceringsopgaver kørte på Nimbus. Det gjaldt signalbefalingsmand*, målebefalingsmand*, halvbatterifører* og forstillingsfører*. Jeg har prøvet alle funktioner, og de var lige sure! I løbet af vinteren 1959-60 fungerede jeg i en periode som halvbatterifører og var tildelt en speciel udrustning, som jeg vil beskrive lidt nøjere:
Den danske feltuniform var indtil ca. 1962 syet som battledress. Den blev kaldt M 44, fordi Den danske Brigade i Sverige havde været iklædt en tilsvarende uniform af brungrønt, uldent klæde. For mc-køreres vedkommende
med at par spidsbukser til et par meget lange lædersnørestøvler. Desuden en brun lædervest, også af britisk snit, tillige med en ulden, men tynd sweater og en meget tung kørefrakke, en motorkappe, af gummieret lærred.
Endelig var der fingerhandsker med krave og en fiberhjælm med kørebriller. Kulden var værst for hænderne. Fingerhandsker er ikke gode. Men heller ikke den øvrige påklædning var meget værd i sne og frost. Vi havde fået udleveret undertøj med lange ærmer og ben, men af bomuld, og selv med flere lag var det helt utilstrækkeligt, når man var udendørs i flere døgn i træk.
Der er ingen billeder fra Jeronimus’ tid som mc-ordonnans, men dette gamle billede illustrerer vel tydeligt, at vinterkørsel på Nimbus var en ret kold affære. |
- Købt? For hvad? I rekruttiden fik vi to kroner om dagen, og der var kun frirejse til jul og påske. Vask af undertøj og skjorter skulle ske hjemme hos mor, for på kasernen var der kun adgang til koldt vand. På sergentskolen steg beløbet til 2,25 kr. om dagen, så der var noget at spare op af!
En kop kaffe kostede 25 øre, et kvart franskbrød med margarine og ost kostede 75 øre og en cigaret 25 øre. Det vil sige, at de første halvanden krone allerede var brugt, når dagen var omme. Og rejsen hjem kostede for mig 28 kroner.
- Det personlige våben for en motorcykelkører var 9 mm pistol M 49, som blev båret i et webbinghylster, fastspændt i basis eller i en særlig indsats, der kunne knappes inden i universaltaske M 50. Dertil kom almindeligt feltudstyr, som man havde pakket regelmenteret i sine pak- og bagagesække samt en kortmappe og en feltspade med hylster. Altsammen fastgjort til bagagestativerne under Nimbussens bagsæde og kortmappen ovenpå benzintanken. Først flere år senere skulle mc-kørere bære maskinpistol og hvad dertil hørte.
Når jeg forsøgte at få lidt søvn, måtte jeg anvende ét og kun ét af forsvarets uldne tæpper i forbindelse med regnslaget. Senere - midt i 1960'erne - kom en NATO-sovepose, der var næsten lige så kold! Hvis der var lidt varme tilbage i motoren, kunne varmen udnyttes ved, at jeg lagde mig ind imellem sidestøtteben og bundkar under regnslaget. Men nogle gange kunne jeg liste mig til at lægge mig ind i en ammunitionsvogn i stedet for ... eller lykken: i halmen i en lade! Så gjaldt det om, at ham der fik besked om stedet, hvor jeg havde lagt mig, var lidt glemsom! På den måde kunne jeg nemlig få en hel nats søvn, i stedet for de sædvanlige to timer ad gangen.
- En af mine opgaver var som nævnt recognosering. Det vil sige, at jeg fik en ordre, der gik ud på at køre frem til en lokalitet, nærmere bestemt ved et sæt koordinater på et tocentimeterkort. Som regel kørte jeg alene, men nogle gange havde jeg en vejviser med på bagsædet.
Ude på stedet skulle jeg så - som regel i buldrende mørke - tage stilling til, om markveje og overkørsler kunne bære de tunge kanontraktorer og de trukne 155 mm haubitzer, om de kunne komme ud igen uden at vælte elmaster eller bygninger på vejen, og om der skulle udstilles vejvisning. Så gik det galop, galop tilbage for at aflægge rapport og så frem igen sammen med "bondetoget"*.
- Nej, heldigvis ikke. Dengang var der ikke krav om brug af lys i dagtimerne, men i mørke kørte vi naturligvis med lys på. Det vil sige: hvis man kender lidt til den militære forlygte på Nimbus, ved man, at det ikke just er en lyskaster. Egentlig mørkekørsel uden kørelys har jeg kun prøvet i Oksbøl i maj i de lyse nætters tid. Det gjaldt alligevel om at
være meget opmærksom på det lille hul i klappen over stoplyset på køretøjet foran.
Der blev altid kørt stærkt på disse aleneture frem og tilbage; også for stærkt. Som regel var det veltrimmede maskiner, ganske vist med lavgear. Men unge og overmodige, som vi var, kom vi alligevel nemt op på 90 - 100 km/t. Derfor gik det selvfølgelig undertiden galt i glat føre og mørke. Som regel kun med materielle skader såsom bøjede styr eller forgaffelben, men ulykkeligvis også engang, hvor en af mine kammerater under en øvelse på sergentskolen blev fundet død med brækket hals.
Ja, til dét er der kun at ét sige: For det første: den havde sådan en god lyd; og for det andet: nostalgi er ikke, hvad det har været!