Cyklistregimentet - Ambulancen - Forplejningskolonnen
Fodfolkspionerkommandoet - Pionerbataljonen - Feltbroekvipagen - Telegrafbataljonen

Indledning

Hvor Lægekorpset tager sig af sårede og syge soldater, sørger Dyrlægekorpset for sårede og syge heste. Yderligere havde Dyrlægekorpset fra 1932 også ansvaret for Hærens beslagsmede.

Behandlingstrinnene

Under kamp opholder afdelingsdyrlægerne sig, hvor hovedmængden af hestene er, eller hvor det er størst sandsynlighed for tab.

På hesteforbindingspladser nær kamplinien - dækket for geværild og uden for det med sandsynligste artilleribeskydningsområde - behandler afdelingsdyrlægerne syge og sårede heste således, at de enten straks kan gå i tjeneste igen eller sendes tilbage til de af veterinærsektionerne oprettede samlingssteder for sårede heste.

Fra samlestederne transporteres heste, der kræver fortsat behandling, til veterinærsektionens standplads, hvorfra hestene - via evakueringsstationer - pr. jernbane transporteres til sygehestedepoter bag fronten.

Veterinærsektionen

Veterinærsektionens opgaver kan således sammenlignes med ambulancens opgaver i behandlingen af sårede og syge soldater.

Samlesteder for sårede heste oprettes sædvanligvis på større gårde, og er bemandet med:

• 1-2 dyrlæger
• saccocheførere
• hestepassere.

En veterinærsektion installeret på en større gård. Køretøjerne er anbragt i flyverskjul under træerne. Fra Kilde 3.

Samlestedet disponerer over 1-2 hestetransportvogne.

Hver hest, der sendes tilbage fra hesteforbindingspladsen til samlestedet for sårede heste, forsynes med et nummereret diagnosekort, der fæstnes til hestens man.

Kilde 2 anfører, at man under øvelser gjorde den erfaring, at nabohestene bed de anvendte diagnosekort itu, og at disse i øvrigt blev ulæselige i regnvejr. Der indførtes derfor nummererede messingskilte til fæstnelse på hestenes maner. Nummeret var så også anført på et diagnosekort, som - pakket i en kuvert - fulgte hesten.

En syg hest udlades fra en hestetransportvogn.
Fra Kilde 3.

Syge og sårede heste, der ikke selv kan gå, afhentes i hestetransportvogne fra samlestederne.

Heste, der selv kan gå, sendes tilbage i hold, ledsaget af 1 mand pr. 4 heste.

Dyrlægemedicinudstyr

Dyrlægens nærmeste hjælper - saccocheføreren - bar dyrlægens instrumenter mv. i to lædertasker - saccocher - som var anbragt bag sadelen.

En saccoche. Fra Kilde 2.

Saccocheføreren var normalt kun bevæbnet med karabin. Billedet viser derfor formentlig opsadlingen af en underdyrlæges hest, idet underdyrlæger under uddannelse selv førte saccocherne.

Transporterede dyrlægen sig på motorcykel, fulgte saccocheføreren med, med saccocherne over skulderen.

Periodens dyrlægemedicinkister var designet i 1870 på baggrund af erfaringer fra krigen i 1864.

Dyrlægemedicinkiste. Fra Kilde 2.

Indholdet var dog absolut tidssvarende. Interesserede kan finde inventarfortegnelser for saccocher og dyrlægemedicinkister i Kilde 2.

Et af de nyeste elementer, der blev indført i midten af perioden var forbindskasser til hestene i fodfolksbataljonernes skytskompagnier (1 kasse pr. deling).

Kassen var en ammunitionskasse til 81 mm morterammunition, der passede til skytskompagniernes karremateriel.

Dyrlægerne

Det nærmeste jeg kan komme billeder af periodens dyrlæger er et par lidt tidligere billeder i Kilde 2, men der er dog næppe sket det helt store rent uniformsmæssigt.

Til den gulbrune uniform M.1923 bar dyrlægerne korpsmærket (se Indledningen) - i gult messing - som kravemærke.

Ved sygestalden. Fra Kilde 2.

Billedet er sandsynligvis taget på det kasserneetablissement på Kong Georgsvej (på Frederiksberg), der indtil 1932, hvor det blev solgt til det daværende bryggeri Stjernen, var Dyrlægekorpsets hjemsted.

Fra Instruktionskursus for Dyrlæger, april 1930. Fra Kilde 2.

Billedet viser hærens fastansatte dyrlæger, som under kursus havde besøg af den svenske fáltveterinár A. Morén (nr. 4 fra venstre).

Nr. 3 fra venstre er overdyrlæge Gotfred Gautier, der fra 1933 til 1946 - som stabsdyrlæge (ligestillet med oberst) - var chef for Dyrlægekorpset og øverste leder af veterinærtjenesten ved Hæren.

Stabsdyrlæge Gautier foranstaltede tidligt i sin tjeneste feltøvelser, herunder en opstilling af en veterinærsektion.

Det skal nævnes, at dyrlæger og øvrigt veterinærpersonel - trods deres arbejde inden for sygeplejen - ikke var omfattet Geneve konventionerne, og således ikke udrustet med armbind med Genferkors.

Hestetransportvogn (ældre model). Fra Kilde 2.

I 1930 foranledigede Dyrlægekorpset, at Hæren anskaffede 3 motordrevne hestetransportvogne (se tidligere billeder), hvorved de hestetrukne udgaver, som stammede fra Sikringsstyrkens tid, overgik til tjeneste i garnisonerne.

Remonterne

Remontekommissionen indkøber heste. Fra Kilde 3.

Her til sidst må et par ord om hærens heste må være på sin plads, nu emnet er veterinærtjeneste.

I perioden blev hestene primært tilvejebragt ved indkøb i Danmark (bl.a. artilleriets trækheste) og suppleret ved indkøb i England og Irland (bl.a. officersheste).

Indkøbene blev foretaget af Remontekommissionen, hvis chef kom fra Rytteriet.

Kommissionen førte også tilsyn med de af hærens heste (= mobiliseringsberedskabet), som var udstationeret hos civile, såkaldte foderværter.

Afslutning

Sammenlignet med beskrivelser af veterinærtjenesten i f.eks. Tyskland og England, så forekommer periodens Dyrlægekorps at være fuldt på højde med tidens krav og den nyeste udvikling inden for veterinærmedicinen, om end forholdene i Danmark var præget af en særdeles knap økonomi.

Kilder

1. Huskebog til brug i felten, ved øvelser og krigsspil af H.H. Jørgensen, N. Olaf Møllers Forlag, København 1936.
2. Den danske Hærs Veterinærtjeneste gennem Tiderne af Philip Hansen og Helge Sass, Dansk veterinærhistorisk Samfund, København 1961.
3. Forsvarsbogen af oberst T. Andersen, Gyldendal, København 1941.
4. Gardehusarkasernen den 29. august 1943 af Anders D. Henriksen, Forlaget Devantier, Næstved 1993, ISBN 87-984530-0-9.

Per Finsted