|
NIMBUS OG DANSKE REKYLGEVÆRER I 30'ERNES KINATo unge danskeres
oplevelser i Nanking i Kina i 1937 og 1938.
Bragt første gang i
NT nr. 110, Februar 2000
I 2000 modtog jeg, fra Danmarks Nimbus
Tourings revisor FrølundThomsen, kopi af en side fra Aarhus Stiftstidende
af 14. Maj 2000. Det var en artikel med overskriften ”Den danske helt i
Kina-massakren er fundet”. Det var en artikel skrevet af journalisten
Peter Abildgaard og det handlede om en ung mands indsats for at redde
civile flygtninge under den Kinesisk/japanske krig i 1937. Siden modtog
jeg, fra anden side, kopi af avisudklip fra 1937, stammende fra Kolding
Folkeblad, Aarhus Stiftstidende og Aarhus Amtstidende, m.fl. Og sidst
modtog jeg fotokopi af en selvbiografi forfattet af en anden dansker,
hvori der også var beskrivelse af en del af de samme begivenheder. Som det
helt væsentlige. så var der det samme foto af en Nimbus militærcykle med
sidevogn og et Madsen Rekylgevær monteret som antiluftskyts. Det så ud til
at være interessant, og jeg begyndte derfor at grave i
sagen.
Deltagerne i dramaet mødes.
I vinteren 1937,
nærmere betegnet Marts 1937, mødte to unge danskere hinanden i Nanking.
Byen er Kinas gamle hovedstad, og det var den også fra 1928 til 1937.Begge
mænd stod uden job, og 2. sekretæren på konsulatet i Shanghai, Mogens
Melchior, gjorde en del for at hjælpe arbejdssøgende danskere til at få
job hos et af de mange danske firmaer, som dengang opererede i
Kina.
Mændene var Bernhard Sindberg (BS) fra Århus-kanten og Jørgen
Juncker-Jensen (JJJ) fra København. De var henholdsvis 26 år og 31
år.
De fik, i fællesskab, til opgave på vegne af Fisker&Nielsen og
”Riffelsyndikatet” også kendt som Dansk Industri Syndikat, at sælge en
militærudgave af en Nimbus med sidevogn, udrustet med et Madsen-rekylgevær
opsat i affutage til at beskyde luftmål. Det danske konsulat havde som
første sekretær en hr. Kaufmann. Han blev siden ambassadør i
Washington
under 2. Verdenskrig, og blev kendt som ambassadøren som
ikke ville modtage ordrer fra regeringen i det besatte Danmark.
Anden-sekretæren var Mogens Melchior. BS og JJJ blev sendt til Nanking
(også stavet Nanjing) for at bruge byen som base for deres
salgsfremstød.
Had ved første blik.
De to herrers
baggrund var, -socialt set, ikke så forskellige, men det at den ene var
jyde, og den anden var københavner, betød nok en hel del. Desuden var BS
ca 5 år yngre end JJJ. Jeg tror at det anstrengte forhold imellem jyder og
københavnere var langt mere udtalt i 1937 end det er i dag.
Det var en
fælles opgave, idet JJJ kunne køre sidevognsmotorcykle og BS havde en
militær baggrund som gjorde, at han var fortrolig med
rekylgeværet.
Desværre var de også fælles om at afsky hinanden af et
godt hjerte. Hvordan det det forløb, kommer vi ind på. Først vil jeg lige
bruge lidt plads til at opridse deres forskellige baggrunde, kort
sagt:
”Hvem var de?”
Juncker og Sindberg |
Flugten til
Hamborg.
Bernhard Sindberg var født 19/2-1911 og opvokset i Århus.
Han var søn af Johannes Sindberg, en ostegrosserer, som siden blev
redaktør af Ugeavisen for Odder, og medstifter af partiet
Retsforbundet.
Efter endt skolegang i Kirkegaards Realskole i
Grønnegade i Århus, blev BS sat i skiltemalerlære hos malermester Staalby.
Læremesteren viser sig pudsigt nok at være far til den kendte
TV-journalist Ulla Therkelsen.
Det viste sig snart, at BS ikke havde
lyst til at være skiltemaler, han var nemlig besat af en ubændig trang til
eventyr. Han løb derfor fra sin læreplads, allerede da han var 15 år. Han
nåede dog ikke længere end til Hamborg Havn. Her hentede faderen ham i
bil. Man skal nok lige stoppe op, og tænke over, at det foregik i 1926.
Kun meget få mennesker havde bil, og vejenes og bilernes tilstand var af
en sådan art, at en tur til Hamborg (dengang) skal sammenlignes med (idag)
at køre til f.eks. Moskva igennem Østlandene.
Faderen bragte ham hjem
igen, men det holdt kun i knapt 2 år, for da han var 17 år, så stak han af
igen. Denne gang lykkedes det for ham at komme helt til USA, hvor han
opsøgte familie i Californien, beretter lillesøsteren Bitten Andersen. Hun
bor i Lystrup ved Århus. BA er Sindbergs yngste søster. Da hun er 16 år
yngre end han, har hun faktisk ikke kendt BS medens hun var barn og ung, -
det kom først senere.
Desertøren.
Efter at BS havde
tilbragt 3 år i Californien, fik han dannet sig den romantiske
forestilling, at han havde en fremtid i Den Franske Fremmedlegion. Han
sejlede til Algier, og lod sig som 20-årig indrullere i legionen, det var
i 1931.
Det viste sig dog ret hurtigt, at det var så som så med
romantikken i Fremmedlegionen. Der var den værste kadaverdisciplin, dårlig
mad og ubehagelige men- nesker. De franske officerer var af den mest
stupide og brutale slags. Nytårsaften 1931/32 deserterede han, og slap af
sted med et skib til USA igen. Efter at have opholdt sig i USA
(formentligt) går Sindberg om bord på et skib, som via Osaka i Japan tager
ham til Shanghai i Kina. Der er lidt tvivl om årstallet.
I Shanghai får
han job som receptionist på et fornemt hotel, for nu kan han både engelsk,
fransk og tysk. Medens han er på hotellet betjener han bl.a. Charlie
Chaplin.
I 1935 får han et nyt job i Shanghai hos Det Danske
Mælkekompagni, som forsøgte sig i Kina med mejeridrift efter danske
metoder. På et tidspunkt, hvor BS havde ferie, og var i Europa og Danmark,
besluttede den øverste ledelse i DMK, at udskifte ledelsen i Shanghai, og
da BS efter endt ferie vendte tilbage, fandt han sit job optaget af en
anden person.
Han henvendte sig til konsulatet igen, og Melchior satte
ham derefter i forbindelse med repræsentanter for ”Riffelsyndikatet”, som
var kommet ud for at promovere salget af Madsen Rekylgeværer, monteret på
en Nimbus motorcykle. Her mødte han så, Jørgen
Juncker-Jensen.
Jørgen Juncker- Jensen.
JJJ blev født i
1906, som søn af en i Skandinavien og København kendt og respekteret
fotograf. Juncker-Jensen lærte hos faderen, og kunne sikkert have fortsat
dennes forretning. Han var imidlertid besat af ligeså megen eventyrlyst og
udlængsel som BS.
Derfor fandt man i 1925 den da 19 årige JJJ om bord
på S/S Hellig Olav med kurs mod New York.
I USA begyndte han helt fra
bunden, i perioder var han så langt ude, at han gik uden mad, og sneg sig
til at køre med undergrundsbanen, for at holde varmen og finde et sted at
sidde ned. Når man først var kommet om bord, kunne man vist være der en
halv dag.
Han havde bogstaveligt talt snesevis af jobs. Han syntes godt
om at være i USA, men det afholdt ham dog ikke fra, sam-men med en dansk
kammerat, at tage hyre på et britisk skib, som skulle til
Sydamerika.
Efter at være rømmet fra skibet i Sydamerika, drev de rundt
et stykke tid, uden arbejde og uden at kunne sproget. Han kom bort fra
kammeraten på et tidspunt, og til sidst søgte han hjælp i en sømandskirke.
Her kom han i kontakt med en dansk født landmand, som tilbød ham arbejde
på sin gård.
Det viste sige at være et enormt areal, som man skulle
bruge dage til at krydse, leveforholdene var ringe, og arbejdet tangerede
slavearbejde, men til sidst havde han da tjent nok til, at købe sig et
pænt sæt tøj, og fandt så hyre på et dansk skib, som var på vej til
USA.
Da skibet lagde til et sted i nærheden af Philadelphia, så rømte
han igen. Da han fik kontakt med sine venner, fik han brev om, at hans far
var syg, og han tog derfor tilbage til Danmark i 1929.
To standere |
Danmarks svar på Don
Juan.
Skibet han sejlede til Europa på gik til Bremen, det var
tysk, og han hadede det.
Det fremgår tydeligt, at han ikke kunne døje
tyskere. Senere, da han opholdt sig i Danmark 1938 - 1939, og arbejdede på
faderens atellier, havde han stor fornøjelse ud af, at smide
repræsentanterne fra (tyske) AGFA ud af forretningen. Han ønskede kun at
aftage (amerikanske) Kodaks og (engelske) Ilfords produkter.
Faderen
blev rask igen, men JJJ blev i Danmark indtil 1930, hvor han vendte
tilbage til USA. Her lærte han at køre bil og motorcykel.
Han turede,
sammen med en ven, rundt i Staterne i en gammel DODGE bil. I 1935 tog han
turen til Mexico på en Indian motorcykel han havde købt, det var en model
»45«. Ind imellem rejserne havde han forskellige jobs, bl.a. tog han rundt
med et hold, som tog billeder af folks børn.
JJJ’s selvbiografi er på
332 sider, og de første ca. 130 handler om tiden indtil 1936, hvor han
tager til Japan og siden Kina. Igennem hele bogen fremgår det med al
ønskelig tydelighed at han mener, at han er Danmarks svar på Don Juan og
Casanova, i én og samme person.
I Februar 1936 sejlede han til Osaka i
Japan som matros om bord på en norsk tanker, M/S Nora. Han blev syg, og
indlagt på sygehuset i Yokohama. Efter at han var udskrevet fra
hospitalet, fik han job hos en dansker, som drev en bar. Der boede han så
længe, som myndighederne ville give ham lov til. Han elskede kvinderne, og
kunne ikke udstå de japanske mænd.
Den militære
Nimbus.
Et halvt år senere beordrede myndighederne ham om bord på
det første og bedste skib, som viste sig at være M/S Empress of Russia, og
med det ankom han til Shanghai i Kina. Ligesom Sindberg fik også JJJ hjælp
på konsulatet af Mogens Melchior. Der er en bemærkelsesværdig forskel fra
dengang og til nu. Nu om stunder er det tilsyneladende Ambassadernes og
konsulaternes fornemste opgave, hurtigst muligt at blive af med besværlige
danske klienter.
Juncker-Jensen fik først arbejde som tilsynsførende på
på en spritfabrik, ejet af De Danske Spritfabriker i Shanghai. Det gik
fint en tid, men desværre sprang en del af anlægget i luften, og JJJ var
igen uden job, -i det mindste indtil fabriken var genopbygget. Konsulatet
var igen behjælpelig, denne gang arrangerede de et møde med repræsentanter
for ”Riffelsyndikatet”. De manglede en mand, som kunne køre en motorcykle,
og skyde med maskingevær. JJJ skyndte sig at sige, at det kunne han alt
sammen.
Det med motorcyklen var rigtigt, men maskingeværet kendte han
kun af udseende, for selv om han havde aftjent sin værnepligt i Den Danske
Flåde, så var det som oppasser for admiralen det meste af tiden.
Han
blev sendt til Nanking, og det var her, at han mødte
Sindberg.
Et stort, kraftfuldt, imponerende uhyre.
Det
viste sig hurtigt, at de to var helt uforenelige størrelser. Der blev
sandeligt ikke lagt fingre imellem, og 46 år senere skriver Juncker-Jensen
i sin selvbiografi: ”Jeg blev præsenteret for Bernhard Sindberg, en dum
idiot fra Århus”. Så var tonen jo ligesom lagt. De må virkeligt have
afskyet hinanden, siden at JJJ så mange år senere kan lægge så megen
følelse for dagen.
Jeg tror de begge to var meget egensindige, og at
ingen af dem i virkeligheden har været indstillet på, at være underlagt en
andens beslutninger.
De blev, til at begynde med, anbragt på Yangtsi
Hotel, indtil man fandt en passende villa til dem.
JJJ skriver: »Vi fik
stillet en 4-cylindret Nimbus til rådighed. Det var en dansk fabrikeret
motorcykle. Det var et stort, kraftfuldt, imponerende uhyre, og helt ny.
Vi havde også en sidevogn, som vi kunne spænde på.
Der var desuden
udstyr til at montere et maskingevær. Det er idag selvfølgeligt helt
forældet, men dengang var det toppen!Det var virkeligt et job for en rask
mand. Der skete hele tiden noget, og der var nye og interessante mennesker
omkring os.
Vi arrangerede store shows, hvor vi demonstrerede, hvad
vore våben kunne yde. Det skete for øjnene af dusinvis af højtstående
officerer!«
Sindberg |
Pletskud i
sengestolpen.
De kom drønende ind på demonstrationspladsen, som var
Fanden selv i hælene på dem, stoppede op i en støvsky lige foran
generalernes loge, og begyndte at skyde, som om det gjalt om, at få brugt
ammunitionen så hurtigt som muligt.
JJJ fortsætter: »Et sted var der
nogle små skure for enden af pladsen, helt ude i horizonten. Jeg kan godt
fortælle jer, at vi hellere måtte se at ramme dem, hvis vi ønskede at
fortsætte med at sælge det storslåede luftkølede Madsen-maskingevær til
Chiang Kai-Shek.
Forresten så viste Chiang sig aldrig, men det gjorde
Madame (Chiangs kone). Vi kom kørende ind på pladsen med vor 20 mm
maskinkanon* spyttende kugler ud. Vi scorede en særlig imponerende træffer
på et af skurene. Der var kun det i vejen, at det var det forkerte skur.
Ud af skuret tumlede 2 mennesker som råbte og skreg. De var for langt væk
til at høre, hvad de sagde, men det var jo ikke så svært at regne ud. Tre
af os tog hen for at undersøge sagen, og ca. 2 dusin af projektilerne var
gået lige igennem huset, inklusive sengestolperne på den seng, beboerne
havde sovet i. Det var en ret brat og noget speciel måde at blive vækket
på.
Det viste sig alligevel at være de fattige beboeres heldige dag.
For det første blev de ikke dræbt, men de fik også et nyt og bedre hus at
bo i, samt vor forsikring om, at vi nok skulle lade være med at gøre det
igen!
Ja, der kan man bare se. Det skulle ikke undre mig, om det var
dét, som overbeviste den kinesiske hær om, at de skulle købe
maskingeværet. Med andre ord: Det var også vor heldige dag!«
*) Jeg
tror at Juncker-Jensen må huske forkert, for det var et rekylgevær de
demonstrerede, det ses tydeligt på billedet. Diameteren var 8 mm. Det
våben, som havde en mundingsdiameter på 20 mm., var en kanon, og her var
der ikke blevet noget tilbage af hverken hus eller sengestolper, - endsige
beboerne.
Slagsmål og generaler til middag.
De flyttede
ud af Yangtsi Hotel, og ind i en villa på adressen 3 Canton Village i Tan
Fong Hsian, lige uden for Nanking. Det var et virkeligt dejligt sted at
bo, med 2 soveværelser og en dobbelt opholdsstue. De havde en kinesisk
kvinde til at lave mad og vaske for dem, hun var meget dygtig. De havde
desuden en tjener, som tog vare på alt, lige fra skopudsning til rengøring
i huset og servering af måltiderne. Ja, selv vækning af de unge gentlemen
om morgenen, tog han sig af, - en ikke altid let opgave, fremgår
det.
Forholdet imellem Sindberg og Juncker-Jensen blev stadigt værre.
Det nåede så vidt, at de mødte på arbjede med rifter i ansigtet og ”blå
øjne”, fordi de havde været i korporligt slagsmål. JJJ hævdede, at BS var
dominerende, men han har nok ikke været et hår bedre selv. Måske har JJJ
som den ældste og københavner, ment, at det var ham, som burde
bestemme.
Ved en lejlighed havde de inviteret 1 general og 2 oberster
til middag i villaen. Alt var parat, bordet var dækket, lysene tændt, og
cocktails rede på et lille bord. Gæsterne ville med usvigelig militærisk
præcision ankomme kl 19.00. Begge vore herrer var klædt på i deres
stiveste puds, da de kom i en voldsom diskussion, som endte i et heftigt
slagsmål. Det var den rene farce med de to, som lå og rodede rundt på
gulvet i kjole og hvidt, og de kinesiske tjenestefolk som hele tiden råbte
”Masters, Masters, please don’t” igen og igen.
JJJ skriver, at på et
tidspunkt havde BS et kvælertag på ham, så han knapt kunne ånde. Sindberg
var den største og stærkeste, men JJJ slog godt fra sig.
Hvad der fik
dem til at holde op, fortaber sig i fortidens tåger, men da de højtstående
officerer ankom, var kampen slut. Bordet var ikke helt så pænt som før, ej
heller slagsbrødrenes tøj. Og de havde vilde øjne og strittende
hår!
Der var lagt en dæmper på situationen, og alle lod som ingenting.
Aftenen blev alligevel reddet, men fra det tidspunkt gik de til selskab
hver for sig.
Det kneb også med samarbejdet på jobbet. JJJ fandt, at BS
var dominerende og savnede takt og diplomati. Man kunne betvivle, om han
selv var i besiddelse af disse dyder. BS var ærgerlig over, at han ikke
selv kunne køre sidevognsmotorcykel, og det udnyttede JJJ på den måde, at
han afslog at lære ham det. På den måde sikrede JJJ sig, at der stadigvæk
ville være brug for ham, for der var heller ikke andre, som kunne overtage
jobbet.
Det japansk-kinesiske forhold blev også mere og mere anspændt.
Formentligt derfor besluttede Jørgen Juncker-Jensen, at det var på tide at
forlade Kina. Den 2. Juni 1937 afskibede han som passager på M/S Peter
Mærsk, og forlod dermed denne historie.
MG29
|
Maskinkanon |
Hvorfor salgsfremstød i
Kina?
Det var ikke så mærkeligt, som man umiddelbart skulle tro, at
F&N og DISA forsøgte salgsfremstød i Kina.
General Chiang Kai-Shek
og hans nationalisthær frygtede, at det kun var et spørgsmål om tid, før
japanerne angreb dem igen. I 1931 havde japanerne invaderet og besat et
stort område i det Nordllige Kina. Kineserne var i 1933 nødsaget til at
indgå en ydmygende våbenhvile, idet japanerne forblev i det område, de
havde erobret.
Kinesrne manglede stort set alt moderne materiel, og
havde god brug for en Nimbus med sidevogn og Madsen rekylgevær. Det var
især modellen med affutage, beregnet på at anvende rekylgeværet imod
luftmål, som var interessant for kineserne. De havde allerede prøvet at
blive beskudt af japanske fly, og ønskede sig brændene noget effektivt at
forsvare sig med. Det var derfor meget forståeligt, at DISA forsøgte at
afsætte den tids vel nok bedste automatiske gevær. Sindberg og
Juncker-Jensen lavede deres salgsindsats fra Marts til Juni 1937, hvor JJJ
rejste bort.
Måneden efter brød fjendtlighederne ud igen, idet
japanerne 7. Juli 1937 havde benyttet et påskud til at indlede krig imod
Kina. Det kaldes i historiebøgerne for »Marco Polo Bridge
Episoden«.
Rynkede bryn i Nimbus-kredse.
Billedet med
Juncker-Jensen ved styret, Sindberg ved maskingeværet og en kinesisk
hjælper på bagsædet er taget i forbindelse med en demonstration for
potentielle købere. I Århus Stiftstidende skriver Peter Abildgaard, at det
viser Sindberg, medens han er indkaldt til borgervæbningen i Nanking. Det
kan simpelthen ikke passe, for på det tidspunkt var Juncker-jensen
forlængst rejst videre til USA. En yderligere bekræftelse herpå er, at
billedet i Bitten Andersens eje er det selv samme motiv, som findes i
Juncker-Jensens selvbiografi. Borgervæbningen kom først i stand efter at
JJJ var rejst, og derfor kan han jo ikke være med på et billede
herfra.
Det tjener til Abildgaards undskyldning, at han ikke kendte til
Jørgen Juncker-Jensens side af historien. Til gengæld er der blevet rynket
bryn i Nimbus-kredse, for han havde overhovedet ikke opdaget det vigtigste
i det hele: Nemlig at det var en Nimbus de kørte på. Han var heller ikke
bekendt med, at maskingeværet var et dansk Madsen-rekylgevær.
Det kan
sagtens være, at motorcyklen siden er blevet anvendt imod japanerne, men
det er ikke det, som
det pågældende foto illustrerer. Skal man tro JJJs
selvbiografi, så er maskinen blevet solgt til kineserne. Sindberg fik jo
også et andet job, idet han blev chauffør for den kendte britiske
krigskorrespondent Pembroke Stevens.
Sindberg |
Stevens |
Journalisten og
»Sindbad«.
Efter at Sindberg stoppede hos DISA (Eller Compagnie
Madsen A/S of Copenhagen, som den stedlige chef, Kai Suhr, havde trykt på
sit visitkort), var han en stund chauffør for Pembroke Stevens fra The
Daily Telegraph i London.Stevens og Sindberg blev gode venner, og Stevens
kaldte ham for »Min ven Sindbad«. De to blev kendte personer, fordi de
færdedes overalt i krigszonen i deres store gule topersoners
sportsvogn.
Den 11. November 1937 havde Stevens, Sindberg samt et antal
europæere, anbragt sig på toppen af et vandtårn, for derfra at følge et
japansk forsøg på at erobre en bydel i Shanghai. Stevens blev ramt af
maskingeværild fra et japansk fly og dræbt på stedet, da han var den
eneste, som ikke søgte dækning. Sindberg blev såret i benet, og var igen
uden job.
Konsulatet trådte atter hjælpende til, og denne gang fik han
så job hos F.L. Smidth 1. December 1937. Hans opgave var, at holde øje med
en stor nyopført cementfabrik ved Nanking. Den hed »Kiang Nan Cement
Works«. Fabriken havde kostet 8 millioner kr. at opføre, - en dengang
astronomisk sum - det svarer til salgssummen dengang, for 2.900 Nimbusser
(!). At den unge Sindberg fik ansvaret for fabriken, må vel især
tilskrives, at han var noget nær den eneste dansker, som var tilbage i
området.
Helten fra Nanking.
På samme tidspunkt faldt
Nanking i hænderne på den japanske hær. Over de næste par måneder begik
japanerne helt ubeskrivelige grusomheder, det var intet mindre end et
folkemord. Under dét, som siden blev kendt som »Nanking-massakren«,
myrdede japanerne 300.000 civile indbyggere og ubevæbnede kinesiske
soldater.
Man kan vist roligt sige, at japanerne ikke stod tilbage for
Nazityskland, hvad angår grusomhed.
Bitten andersen har været så
venlig, at lade mig kopiere det dokument, som bemyndiger Bernhard Sindberg
til at træffe beslutninger vedrørende cementfabriken på vegne af FLS. Det
er underskrevet på vegne af FLS af en Niels Jensen, og attesteret af den
danske generalkonsul P. Scheel. Dateringen er 1. December 1937.
Vel
ankommet til området, finder BS ud af, at der befinder sig en kolossal
mængde flygtninge. Landsbyerne er brændt af, markerne ødelagte og kvæget
er dræbt eller ført bort.
BS skrev i denne periode 3 breve hjem, og de
dannede grundlag for avisernes artikler, f.eks. overskrifter som: »Det
største Dannebrog i Kina vejer i Nanking«, eller »Bernhard Sindberg
forsyner Byens Hvide med mad«.
I forbindelse med fabriken var der et
landbrug. Her sørgede BS for, at produkterne kom flygtningene og beboerne
i området til gavn.
På cementfabrikens område husede BS ca. 6.000
flygtninge. Det var svært at finde mad til dem, men det var langt værre
for ca. 22.000 flygtninge, som opholdt sig ved et nærlliggende tempel, for
her kom japanerne hver dag.
Bernhard Sindberg var meget berørt af det
og spekulerede over hvordan han kunne hjælpe, men de 6.000 på fabriken var
da foreløbigt i sikkerhed, beskyttet af Dannebrog på flagstangen, samt af
et 1.300 m2 stort flag malet på taget af den ene af fabrikshallerne.
Vi
er nu nået et par måneder ind i 1938, og japanerne var blevet tilpas
irriterede over, at BS’s indsats ensidigt foregik på den kinesiske side.
Underligt nok, slog de ham ikke ihjel, men satte ham på et skib bort fra
Kina.
Fuldmagt |
Hædret på Kinas Delegat. i
Geneve.
Han ankom til Danmark i god behold, og blev siden indbudt
til, sammen med sin far, at komme til Geneve. Her blev han på Den
kinesiske Delegation (til Folkeforbundet), hædret for sin indsat for
flygtningene.
Efter eventyret i Kina, rejste han til USA igen, tog
styrmandseksamen, og blev siden skibskaptajn, en beskæftigelse han havde
resten af livet. Han blev 72 år gammel og døde i sin bolig i San Pedro,
Californien i USA, 1/5-1983.
Senest i sommeren 2000 efterlyste den
kinesiske ambassade slægtninge til Sindberg. Det førte til, at ambassaden
besøgte Bitten Andersen. Den Kinesiske Folkerepublik ønskede oplysninger i
forbindelse med en mindeudstilling for ofrene fra Nanking-massakren.
Desværre var Bernhard Sindberg, på det tidspunkt, død.
Den kinesiske
Ambassade i København havde kun haft ganske få oplysninger at gå efter, da
de begyndte at lede efter familie til Bernhard Sindberg. På et mindesmærke
i Nanking findes der indskriften: »Tak til Sindberg, Danmark« Det var
derfor man henvendte sig til Dagspressen. Det gav jo også
resultat.
Officerer |
Stort
Detektivarbejde.
Det har været et stort detektivarbejde at få kædet
oplysningerne sammen i den forhåbentligt rigtige
rækkefølge.
Oplysningerne om Jørgen Juncker-Jensen stammer fra hans
selvbiografi »Facts and Episodes« (of my life). Bogen er skrevet på
engelsk, og dedikeret til hans børn, venner og bekendte. Den udkom i 1983
i 150 eksemplarer.
Tak til fru Bitten Andersen for lån af dokumenter og
fotos, samt timelange telefonsamtaler.
Tak til Carsten Nielsen fra
Århus Nimbus for lån af Juncker-Jensens selvbiografi,
Avisudklip fra
1937 og 1938 stammer både fra avisernes arkiver, bl.a. Kolding Folkeblad,
og F&Ns scrapbøger.
Desuden har jeg fået nogen hjælp fra Kay Søren
Nielsen fra Tøjhusmuseet, og Jesper Larsen fra FLS industries.
Der skal
lige tilføjes den sidste lille detalje i historien, nemlig hvordan det går
til, at jeg kan citere fra JJJ’s selvbiografi. Det skyldes, at Carsten fra
Århus Nimbus var kommet i besiddelse af en kopi af bogen. Kopien er lavet
fra et originalt eksemplar, som tilhører en bekendt af Carsten. Manden
hedder Guldager, og er bosat i Århus.
Visitkort | I1994 eller 1995 var Guldagers på
ferie i Tyrkiet, og her mødte de et ældre ægtepar, som tydeligvis var
dansk-amerikanere. De kom i snak, og Juncker-Jensen, som det viste sig at
være, kom bl.a. til at berette, at han havde kørt militær-Nimbus med
maskingevær i Kina.
Guldager har nok set lidt tvivlende ud for JJJ
sagde: »Jeg har skrevet en bog om det, og der er også et billede, så kan
du se, at det er rigtigt!« Sommeren efter kom JJJ på besøg i Århus og
medbragte bogen. Sådan hænger dét
sammen.
Efterskrift.
Artiklen står, i det store hele, som
da den blev bragt første gang i Nimbus Tidende, men diverse trykfejl, som
siden blev opdaget, er blevet rettede.
Desuden er der indføjet enkelte
oplysninger som fremkom efter at artiklen blev bragt, f.eks. billederne af
Kai Suhr der skyder med 20 mm. maskinkanon, og opstillingen af
medarbejdere, som findes på denne side. Suhrs visitkort er også kommet
med.
|
|
Nimbus og danske rekylgeværer i 30'ernes Kina
