 Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
| Palle Huld GENNEM NORDAFRIKAS ØRKEN På NIMBUS Palle Huld. Fhv. skuespiller ved Det Kgl. Teater født 1912 og optaget i Eventyrernes Klub i 1945. Jorden rundt i 1928 som 15-årigg uden brug af fly på 44 dage i anledning af Jules Vernes 100 års dag; turen finansieret af Dagbladet Politiken og Stockholm Tidningen. Bogen om turen udkom på 11 sprog, herunder japansk. 1928-31 ansat ved Canadian Pacific i MontreaL På motorcykel sammen med Elith Foss tværs gennem Nordafrika og Libyske Ørken i 1935 og gennem Syriske Ørken til Iran i 1937. Leder af Det Kgl. Teaters første turné til Grønland i 1969. har skrevet to rejsebøger (sammen med Elith Foss) og en erindringsbog. Vi gjorde klar til start næste morgen ved solopgang. Først fyldte vi al den benzin, vi overhovedet kunne have, i hoved- og reservetank og købte yderligere to 16 liter dunke, som blev anbragt i sidevognen - en mellem knæene på den der sad i vognen, og en blev bundet helt foran. Dernæst købte vi proviant til fire dage - kødpølsen har vi jo heldigvis endnu, og dåsemaden fra Olsen i Sfax har vi også lidt tilbage af. Da alt var i orden, indlogerede vi os på det stedlige hotel, hvor vi tog det bedste værelse for rigtigt at hvile ud. Vi var forbavsede over at der i en lille afsides by som Sierte fandtes et så nyt og moderne hotel, men vi fik forklaringen af værtinden. Hun fortalte, at den italienske regering for tre år siden havde vedtaget at lave vej tværs igennem Den libyske Ørken, og da hun så mente, at der kunne ventes mange rejsende, både fra Tripolis og Bengasi, havde hun bygget dette hotel. Men spekulationen havde hidtil ikke svaret regning - vejen er endnu ikke påbegyndt, og det har vist lange udsigter under den nuværende situation. At hun også på det kraftigste frarådede os at tage gennem ørknen, men hellere vente de fire dage på hotellet, lagde vi do mindre vægt på; det kunne jo have sine årsager - forretning er jo forretning. Vi blev efter ønske vækket klokken 5, og skønt vi var de eneste gæster, var hele hotelpersonalet oppe for at se os starte. Værtinden så meget betænkelig på os, men da hun blev klar over at det 66 virkelig var vor hensigt at køre, blev hun yderst elskværdig og forærede os hver en sodavand. For som hun sagde: - »De kunne måske blive lidt tørstige på vejen.« Kort uden for byen holdt vejen op; forude lå en mægtig flade af sand. Tak skæbne, det begyndte godt. Vi spurgte en araber, der kom ridende på en kamel, om retningen mod Bengasi. Han pegede mod øst, og da vi så i denne retning, opdagede vi, at der ragede nogle jernstænger op med ca. 500 meters afstand mellem hver; dem skulle vi følge, de angav retningen mod Bengasi. Men vi måtte jo se at få begyndt; vi satte derfor gas på, og forsøgte at forcere den første sandstrækning. Vi nåede dog ikke mere end en halv kilometer frem, før vi sad fast i sandet - altså af og skubbe, mase og slæbe. Maskinen hamrede og sled, den ene af os skubbede bagpå, mens den anden gik ved siden af og styrede og regulerede maskinen; den kunne umuligt trække, hvis vi satte os op. Det tog os en time at køre de første 3 kilometer, skønt vi arbejdede, så det tindrede for øjnene. Omsider blev sandet mere fast, og der begyndte en lav lyngvegetation. Som følge heraf stod maskinen bedre fast, så vi kunne sætte os op og opnå en fart af små 30 kilometer i timen. Det var jo ikke så galt, og snart mødte vi to dybe hjulspor, der måtte stamme fra en specielt bygget militær truckvogn med larvefødder; vi var altså på rette vej mod fortet. Hjulsporene var så dybe, at sandet mellem sporene skurede mod bunden af sidevognen; ofte blev det ene spor dybere end det andet, sidevognen tippede helt over, så vi var nær ved at vælte, og vi havde det største besvær med at holde os på ret køl. Det endte også med at vi krængede helt over på den ene side, så fodhvileren brækkede. Ellers skete der ikke noget, da farten jo var ganske minimal. Langsomt og besværligt gik det, men vi nåede dog i løbet af 34 timer en 50 kilometer frem. Men så var den gal igen; sporene var nu atter sandede til, og hvert øjeblik sad maskinen begravet i sand til krumtaphuset. Tårerne stod os i øjnene af anstrengelse og arrigskab over de rædsomme forhold. Vi begyndte bitterligt at 67 fortryde, at vi havde været så kække og ikke afventet skibslejlighed Bliver det ved med det løse sand, når vi ikke Bengasi før om en uge. Men vi har jo »frivilligt« sagt A, altså må vi jo også sige B; det nytter jo ikke at lægge hænderne i skødet. Så længe vi kommer fremad, er der håb. Efterhånden blev vi også mere durkdrevne: når vi øjnede en slem sandstrækning forude, kørte vi maskinen tilbage og drejede ind, hvor der var lyngagtige tuer og lave tornebuske. Sandet var her mere hårdt, og faren for at køre fast var mindre. Men det var et sejt arbejde at køre mellem disse tuer og sandbanker - vi duvede som et skib i høj søgang, og sidevognshjulet hang hvert øjeblik og dinglede i luften. Men disse afstikkere havde til følge, at vi ofte tabte mærkepælene af syne, og vi havde det største besvær med at finde dem igen i det ensformige landskab. Denne køretur i Den libyske Ørken vil vi aldrig nogensinde glemme. Ofte borede maskinen sig fast i en tue, så vi ligefrem måtte løfte den 270 kilo tunge maskine fri, og alt dette i fyrretyve graders varme, uden anelse af skygge nogetsteds. Vort benzinforråd havde lagt så meget beslag på pladsen i sidevognen, at vor vandbeholdning var ret begrænset; yderligere fordampede en mængde af det, så vi måtte økonomisere med det. Vi turde derfor kun væde vore efterhånden helt sprukne læber, og tog den ene endelig en mundfuld - hvilket kun skete under stærk kontrol af den anden - beholdt han vandet længe i munden, før han sank det,. Men tørsten var voldsom, og hen under aften slap vandet helt op. Et håb om at der skulle vise sig en karavane, hvor vi muligvis kunne tigge nogle få dråber, viste sig desværre ved nærmere overvejelse at være så optimistisk, at vi ikke med rimelighed kunne vente at få det opfyldt. Da tørsten var helt uudholdelig, åbnede vi en dåse kondenseret mælk, men da dette først skal opløses i vand, som vi ikke havde, fik vi blot kvalme af det tykke, slimede stads, der smagte som sveden vælling. Med den »fart«, vi for øjeblikket skød, var der mindst seks timers kørsel til fortet, og da det nu blev mørkt var det umuligt at finde mærkepælen, så der var ikke an- 68 det for os at gøre end at slå lejr og vente til det atter blev lyst. Vi slog ikke teltet op. Dels var det et ret stort arbejde, og det havde vi haft nok af i dagens løb, og dels var det denne aften så lunt, at vi mente at kunne klare os foruden. Sand har jo en fordel - det er dejlig blødt at ligge i. Vi kravlede ned i vore soveposer, og rullede os ind i presenningen - derved mente vi at være garderet mod eventuelt kryb. Men hvor var det svært at falde i søvn den aften, trods trætheden. Foss var villig til på stedet at give en tre måneders gageanvisning for en enkelt appelsin. Og hvor er det egentlig besynderligt, at skønt vi begge forsøger at tvinge tankerne bort fra tørsten ved at tale om alt muligt andet, så slutter vor samtale dog altid med at vi kommer til at nævne noget drikkeligt. Det endte med at Foss ville have noget at drikke, hvad det så end var, så han gik hen til maskinen og skruede den ene benzinreservetank af, og drak begærligt en mægtig slurk af det ildelugtende fluidum. Godt smagte det ikke, det var fedt og brændte nederdrægtigt i halsen, men giftigt var det jo heller ikke, og det ligesom løsnede den opsvulmede tunge fra ganen. Det hjalp ikke synderligt på tørsten, men nu varjo denne sidste udvej prøvet - desværre uden godt resultat. jeg var helt hudløs af at slikke mine læber med den tørre, ru tunge, og en hel uge efter havde jeg store sår om munden af den frygtelige omgang - tørstens mærke. Endelig kræver naturen sin ret - trætheden overvælder os, og vi falder i en tung søvn. Da vi vågnede, havde vi det største besvær med at sige godmorgen til hinanden; læber og tunge var sprukne og opsvulmede, så det gjorde ondt at tale. Vi pakkede i tavslied og startede. Men tørsten må have sløvet vor opmærksomhed og iagttagelsesevne, for vi kunne efter nogen tids kørsel ikke finde retningspælene. I en times tid kørte vi på lykke og fromme og må også være kørt i ring, for pludselig opdager vi en af vore tomme cigaretpakker. Forskellige mærker i sandet bekræftede, at vi var kommet tilbage til nattens lejrplads. Den var jo ikke så gunstig, så vi kørte derfor tilbage ad sporet fra i går, indtil vi fandt den sidst passerede retningspæl. 69 Vi vidste så, at den næste pæl skulle komme ca. 500 meter derfra lige mod solen. jeg sad i sidevognen, holdt skarpt øje til alle sider og opdagede nu et mørkt punkt forude. Vi kørte derhen, og forstod nu grunden til at vi ikke havde kunnet finde pælen. Den var nemlig væltet og lå halvt begravet i sandet; men nu havde vi retningen igen og fortsatte vor kamp med sandet. Vi øjnede snart en sandstrækning forude, så stor som vi aldrig før havde set - ikke en eneste tue eller anden vegetation var at se på deri - kun en endeløs sandflade. Her kommer vi aldrig igennem, tænkte vi, vi synker i til halsen Men da vi nåede helt derhen, mærkede vi til vor usigelige glæde, at sandet var hårdt som asfalt. Det var en udtørret sø, og vi kørte på bunden. Det har været en saltsø, forstod vi, for sandet var dækket af et lag hvidt salt. Men der ventede os endnu en glædelig overraskelse - langt ude i horisonten opdagede vi havet. Dette kunne vi egentlig ikke forstå, da vi i følge kortet skulle befinde os liundrede kilometer inde i landet. Nå, vi var måske kørt galt. I livert fald skulle det gøre godt at komme i vandet, om ikke for andet, så for at væde læberne. Vi satte fart på, og det gik stærkt i det hårde sand, og Foss, der nu sad i sidevognen, forberedte sig allerede på badet ved at begynde at klæde sig af. Efter en snes minutters kørsel gik det pludselig op for os, at vi ikke kom nærmere vandet - det var stadig lige langt borte. Skulle vi have fået solstik, eller var det hallucinationer af tørst? Men så kom vi i tanker om at vi i skolen havde lært noget om luftspejlinger eller fatamorganaer. Vi forstod nu, at det var et af disse fænomener vi stod overfor. Havet hundrede kilometer foran os afspejlede sig i luften - det var besynderligt. Og skuffelsen var stor. Da vi havde passeret den store sandstrækning, kom vi til en slags vej. Der var hældt skærver på sandet, og vi forstod heraf, at vi måtte nærme os det omtalte fort. Det var også på høje tid, for vor tørst var ubeskrivelig. En halv time efter øjnede vi en stor hvid bygning, omgivet af en mur - det kan nok være der var to der blev glade. Til trods for den dårlige »vej« og de knækkede fjedre kørte vi med en fart af 80 70 kilometer i timen, så støvet og skærverne stod os om ørerne. Vand - vand - vand! På fortet vakte vi stor forundring, det var ikke hver dag de fik gæster, men vi ville overhovedet ikke tale med dem eller vise pas, før vi havde fået vand. En soldat blev sendt af sted og kom tilbage med to lerkrukker, som vi øjeblikkelig satte for munden, revnende ligeglade, om vandet var destilleret eller ej -ja, om der så havde været 114 millioner tyfusbaciller deri - vi havde drukket det med største velbehag. Vi er enige om, at vi for resten af vort liv vil nære stor ærbødighed for vand. Dette forhindrede dog ikke, at vi, da vi senere kom ned i militærmarketenderiet, øjeblikkelig bestilte fire flasker øl. Vi kunne også få noget at spise - dåsemiddag bestående af sardiner, corned beef og kogte æbler. Men sikken pris de tog - det er den dyreste middag, vi endnu har indtaget på turen. Men det er forståeligt, da transporten af levnedsmidler herud til fortet er uhyre vanskelig og kostbar. En officer fortalte os, at der fra Bengasi hver fjortende dag bliver udsendt en specielt bygget, meget kraftig lastvogn med vand og levnedsmidler. På fortet ligger et halvt hundrede mand, der efter tur har orlov og kommer med vognen ind. Ellers ligger fortet helt afsondret fra omverdenen kvinder er her naturligvis heller ikke. I øjeblikket er vognen pa vej, så vi møder den sikkert på ruten. Efter denne opmuntrende underretning fik vi også noget mindre hyggeligt at vide. For godt fjorten dage siden var to ministerielle embedsmænd taget ud fra Bengasi for at inspicere fortet, fortalte officeren. For fire dage siden havde man telegrafisk forespurgt fortet, om de var ankomne, men da dette ikke var tilfældet, havde man fået ordre til at eftersøge dem. Man sendte en hjælpeekspedition ud og fandt automobilen forladt og med motorskade. Efter yderligere søgen fandt man, 20-30 kilometer derfra, de to mænd som lig. De havde gjort det eneste forkerte, forladt vognen og begivet sig på vej til fods i stedet for at lægge sig i skyggen af vognen og afvente hjælpen, der utvivlsomt ville komme, da man jo vidste, at de var kørt til Fort Nafilia. Det gav 71 stof til eftertanke, og vi sendte et bønfaldende blik mod »bussen«. Men den trehjulede lod ganske uanfægtet af de sidste dages anstrengelser og stod dér på eksercerpladsen og så storsnudet ud, som ville den sige: »Jeg kan vel nok!« Vi har for øvrigt døbt den om til »sandpumperen«, med henblik på de sidste dages begivenheder. Klokken 2 startede vi atter - parat til at køre hele natten, om det så skulle være. Tanken om de sidste dages tørstkvaler fik os til at anmode om at få en større forsyning vand med os, men her fik vi et blankt afslag. Vand er her så dyrebar en vare, at de højst ville gå med til - foruden vore feltflasker - at give os to store vinflasker fyldte med vand. Derfor gik vi i marketenderiet og købte fire flasker øl, som vi også fik lov at betale - nå, de var nu meget flinke. Nu kunne vi altså ikke tørste, når vi blot økonomiserede med væsken - af tørst bliver man klog. Atter vældige sandstrækninger at forcere og gentagelse af hele rumlen - køre og skubbe og skubbe og køre og løfte sidevognen op l luften for at lette maskinen for vægt. En overgang tænkte vi på at skrue sidevognen af og »ofre« den, men hvor skulle vi så have benzin, reservedele og bagage? Nej, bare hænge i og hænge på. Sent på dagen holdt sandet omsider op, men nu kom der noget, der efter omstændighederne var værre - stenørken. Store kampesten og klippestykker overalt. Vi sad i evig rædsel for at dækkene skulle skæres i stykker, eller at den anden sidevognsfjeder også skulle knække. Da vi havde kørt en halv time over stok og sten, ønskede vi næsten sandet tilbage igen. Naturligvis måtte vi køre meget forsigtigt - 5-6 kilometer i timen, men blev det sådan ved, ville det tage lang tid, før vi nåede næste fort, El Aghelia. Selve maskinen er jo allright, men vi har aldrig haft fidus til sidevognsfjedrene i det terræn vi kommer ud for, og vor bekymring var heller ikke uden grund - for: Bang - der gik den anden fieder, og sidevognen hvilede nu på selve stellet. Det var umuligt at sidde i den - alt ville blive rystet løs inden i os, så vi ville få en større udgift med at lade os sortere, når vi engang kom hjem. 72 Der er tre fjedre under sidevognen, og den hvilede nu kun pa den forreste, så der var ikke andet at gøre end at sætte sig overskrævs på »næsen« og så håbe, at den sidste fjeder ville holde. Det blev en skrap gang ridning - ingen araberhingst kunde té sig værre end sidevognen nu gjorde. Her sad vi skiftevis i syv timer og klamrede os fast - nej, hvor fik vi ondt bagi. Ved titiden undte vi os et lille pust, og da så vi forude en flok geder - troede vi da - men da vi kom nærmere, så vi til vor skræk, at det var en flok vilde ørkenhunde - en slags sjakaler, der stod og så på os. De kan være meget farlige, når de er mange og er sultne. Og disse her lod ikke til at være bange for os, så vi benyttede os atter af det eneste våben, vi ejer mod vilde dyr - nemlig at starte motoren og give den benzin, så den laver et øredøvende spektakel, sætte fuldt blus på alle lygter, og så brase frem. Dette hvæsende uhyre med ildøjnene kunne de ikke lide, men satte i vild flugt ind i ørknen. Da mørket faldt på, var vi kun nået halvvejen til Fort Aghelia, og den ensformige, øde ørken var begyndt at gå os på nerverne. Vi ville ikke overnatte i ørkenen mere, hvis vi da på nogen måde kunne undgå det. Det var jo også lettere at køre nu, da solen ikke brændte over hovederne på os, og vi havde jo vore skarpe lygter og den kraftige projektør, så vi mente nok, at vi kunne finde frem. Vi løsnede projektøren fra styret, og den der sad i sidevognen, havde nu den opgave at afsøge terrænet og holde øje med mærkepælene. Det vil altså sige, at »observatøren« sad på næsen« af sidevognen med projektøren i hånden, og selv om farten,jo på grund af det stenfyldte terræn var minimal, skulle der ikke så lidt balancekunst til for at holde både sig selv og projektøren i stilling. Det var så trættende, at vi måtte skifte hver halve time. Men føringen af maskinen var heller ikke nogen hvile, man skulle jo helst undgå kollision med de fleste af de store stenblokke. Det var i høj grad zig-zagkørsel, og trods al forsigtighed knaldede vi alligevel krumtaphuset mod klippestykkerne, så gnisterne sprang. Det gav et gib 73 i os hver gang det hændte og vi sagde tit til hinanden under kørslen: Går dette her godt, så går alting godt.« Da vi passerede midnat, mente vi, at vi snart måtte nærme os fortet, i følge kilometertælleren burde det snart vise sig. Vi spejdede begge længselsfuldt efter det mindste lysglimt, men der var kun mørke og øde i alle verdenshjørner. Ingen af os mente at have svage nerver, men vi kunne ikke denne aften frigøre os for en underlig utryg følelse; det var som der lurede noget på os derude i mørket. Det var ikke egentlig angst, men en mærkelig knugende fornemmelse; vi følte, at vi måtte ud af denne både døde og alligevel levende ørken i nat, og tanken om at vi for hver stempelom(li-(-jning kom mennesker nærmere, gjorde at vi blev ved at køre og køre, skønt vi var segnefærdige af overanstrengelse. Og endelig - ved totiden mødte vi noget, der mindede om vej - rigtig vej. En halv time senere ramte projektørkeglen et skilt, livor der stod: Grænsen til Syrenaica. Nu kunne vi ogsa skimte lys forude. Straks efter passerede vi et lille hus, hvor en søvndrukken soldat kom tumlende ud, og med en skingrende fløjten betydede os, at vi skulle standse. Dette var ganske unødvendigt, da vi allerede var standset op af os selv - fuldkommen udmattede, men glade over at vi var kommet frem. Vi blev meget forbavsede, da grænsesoldaten fortalte os, at de ikke havde ventet os før i morgen eftermiddag. »Ventet os?« Vi så på hinanden. »Hvor i alverden vidste de, at vi overhovedet skulle komme?« Forklaringen var den, at officeren på Fort Nofilia telegrafisk havde givet fortet besked om vor afrejse fra hans fort og anmodet om at de, i tilfælde af at vi ikke var nået hertil inden tre dage, ville foranstalte en eftersøgiiing. Der har været våget over os, uden at vi anede det - man har åbenbart ikke ønsket, at vi skulle dele skæbne med de to italienske embedsmænd. Tak kammerat! Vi blev nu ført over i det militære kvarter, og til trods for vor træthed kunne vi ikke lade være at more os over at hele vagtmandskabet forlod deres poster, lod grænse være grænse og gik seks 74 mand høj ud i køkkenet og gav sig til at stege og brase for vores skyld. Senere kom kommandanten ind, i underbukser, og stak os hver et ølglas fyldt med cognac. Det havde vi fortjent, sagde han. Det gamle ord - »mange kokke fordærver maden« - må nu alligevel være en overtro, for de seks soldater stablede en dejlig konservesmiddag på benene og satte sig rundt om os og så på at vi spiste. De stillede os en mængde spørgsmål - om vorr rejse, om Danmark som de knapt kendte, og om hvad vi i Danmark mente om »il Grande Signor Mussolini.« Men da de ikke kunne undgå at mærke, at vi var alt for trætte og udmattede til at give svar på disse problemer, lod de os i fred, førte os over i sovesalen og anviste os to feltsenge. Vi havde taget resten af cognacen med over og drak nu den sidste slurk, smed os på sengen med alt tøjet på, og faldt straks i søvn. Solen stod højt på himlen, da vi vågnede, og da vi kikkede ud af vinduet, så vi, at fortet lå helt ude ved kysten. Nu var vi atter ved havet, og denne gang var det ikke luftspejling men realitet. Vi tog det meste af tøjet af, og løb alt hvad vi kunne - lige ud i Middelhavet. Åh hvor var det dejligt - og så op i sandet, hvor vi lå og strakte vore møre lemmer. Her blev vi liggende, indtil en soldat kom og meldte, at der var serveret, og et øjeblik efter sad vi sammen med hele regimentet og slubrede spaghetti i os, så det gav genlyd i hele spisesalen. Fortet her var noget større end det forrige. Her var ca. 200 soldater, og uden for fortet, i en halv snes huse, boede nogle få araberfamilier. Vi fik ikke indtryk af at soldaterne her havde noget at bestille; de lå rundt omkring i sandet og røg cigaretter eller sang, tilsyneladende mindre artige viser at dømme efter de latterbrøl hvert vers vakte. Officeren fra i går, der nu havde fået bukser på, gik rundt i en kæfert og sludrede kammeratligt med soldaterne. Det var åbenbart et lille paradis, vi var kommet til, men det lå jo også en 300 kilometer fra den nærmeste by. Bortset fra nogle araberkoner var her ingen kvinder, så opholdet her var nærmest 75 at betragte som en behagelig koncentrationslejr. Efter middagen gik Foss ned i byen for at købe cigaretter, men kom af en fejltagelse ind i den lokale moské - hvad der jo er strengt forbudt for hvide vantro. Man tør rigtignok også antyde, at han kom ud igen, I'orfulgt af en gestikulerende araber. »Det gør du vist aldrig mere,« sagde jeg. »Moske - moske ikke,« svarede han med et skuldertræk. Inden vi atter startede, skulle vi, jo have vor sidevogns fjedre repareret, men da der overhovedet ikke fandtes noget som helst materiale at reparere med på fortet, ofrede vi to reserveslanger, Kom vi fastgjorde i bagskærmen, således at sidevognen hang i dem - a la hængekøjesystem. Vi håbede så, at det ville holde, til vi nåede Bengasi. I øvrigt var »bussen« kommet forbavsende godt over strabadserne - kun havde klippestykkerne slået hele småfliser ud af krumtaphuset, så det var ikke sært det havde gnistret, når vi kørte over stenene den foregående aften. Efter så til slut at have renset motoren for sand, var vi klar til start mod Bengasi. Ca. 50 kilometer fra fortet mødte vi igen vej - ih, hvor var det en lettelse ikke mere at skulle sidde og passe på de forbistrede mærkepæle. Og da vi 100 kilometer før Bengasi kørte ind på asfalt, kan det nok være vi gassede os. I begyndelsen kørte vi ganske langsomt for rigtig at nyde den gode vej, men snart sattes farten op, og da der ikke var videre færdsel på vejen - vi mødte én bil på tre timer - fik »bussen« atter lov til at strække ud. 10 kilometer fra Bengasi faldt »hængekøjen« atter sammen, dvs. gummislangerne var gnavet over af skærmene, og sidevognen lagde sig atter på understellet. Men vi var ligeglade, for vejen var jo fin, og vi nærmede os en stor by, hvor vi kunne få rigtigt repareret. Lige førend vi nåede ind i Bengasi, viste kilometertælleren 10.000 kilometer - vi var med andre ord nået over halvdelen af vor rute. Nu dages det, broder! Indkørslen til byen skete gennem araberkvarteret, og her fandt vi mærkværdigvis et pænt lille hotel, hvor vi fik et værelse til seks lire, og til vor glæde opdagede vi, at der vrimlede med fanta- 76 stisk store kakerlakker - på størrelse med jomfruhummere for ikke at lyve - så vidste vi, at her fik vi ikke brug for vor »bamber oil«, for her var væggetøj udelukket. Næppe var vi vågnet næste morgen, før det bankede på døren. En stor arabisk politikonstabel med et vældigt overskæg stod udenfor og bad os følge med på stationen. Vi var arresterede, da vi ikke havde anmeldt vor ankomst i går. Da vi var i bar skjorte, bad vi ham vente udenfor, til vi var påklædt. Da vor samvittighed jo var så nogenlunde ren, besluttede vi at drille ham og gav os mægtig god tid med påklædningen, medens betjenten stod udenfor og trampede i gulvet af arrigskab. På politistationen blev vi krydsforhørt på alle leder og kanter, men da vore papirer var i orden, kunne de jo desværre ikke beskylde os for spionage for Abessinien, så vi blev hurtigt »frikendt«. Det er os en gåde, hvordan politiet har fået at vide, at vi var ankommet til byen, men vi er klar over at der bliver holdt skarp opsigt med alle fremmede i Syrenaica, der vel også bliver brændpunktet i en eventuel nordafrikansk krig. De er åbenbart forberedt på det værste - store troppemasser, flyvere og alt muligt krigsmateriel bliver afskibet her, folk snakker og diskuterer Abessinien-emnet alle vegne, og man debatterer Mussolinis forskellige træk på skakbrættet. Bengasi er en forholdsvis lille by, men har en stor havn, en del store, officielle bygninger og en stor og bred hovedgade. Det øvrige er altsammen araberkvarter, men dette har også en anselig udstrækning. Vi boede midt i virvaret, vort arabiske hotel lå i en gade ved navn Shaliajupa eller noget i den retning, og vi turde sjældent gå ret langt fra hotellet, af skræk for ikke at finde tilbage, da vi ikke kunne udtale navnet. Ved siden af lå et lille arabisk spisehus, hvor folk sad på gulvet og spiste, og her fik vi serveret en arabisk dinér, der bestod af frisk rå fisk, fårekød og vandmelon, og til sidst kaffe i bittesmå kopper. Vi satte os på hug ligesom araberne, men det varede ikke længe, før vore ben begyndte at sove, så vi måtte gå en lille spadseretur 77 Mellem retterne. Araberne grinede godt af os. Vi blev i Bengasi middagsvarmen over og satte så kurs mod Egypten. Først skulle vi dog passere Tobruk ca. 400 kilometer fra Bengasi, men da vejen efter sigende skulle være god, besluttede vi at tage endnu en nattørn. Når bare der er vej, er det,jo langt behageligere at køre om natten end om dagen. Rygtet havde for en gangs skyld ikke løjet, og det gik rask fremad - udhvilede som vi,jo nu var. Og så havde vi en fordel til - nu var vi i træning, og vi syntes, at vi kunne blive ved i det uendelige. Visheden om at vi havde ørknen bag os, gjorde os helt kry, og bortrtset fra enkelte drikkepauser og for at fylde flaskerne på ny, kørte vi uafbrudt lige til solnedgang, hvor vi standsede for at indtage benzin og købe proviant til aftensmaden. Men næppe havde vi gjort holdt, før to gendarmer som sædvanlig kom farende og forlangte at se vore papirer. Det er en kilde til daglig ærgrelse, at vi næppe kan passere en landsby, før vi må frem med papirerne og skal indføres i lange protokoller - det sinker utroligt, og derfor standser vi kun, når det er nødvendigt, og hvor der er noget særlig interessant at se. Efter at have provianteret kørte vi lidt uden for byen for ikke at have en flok måbende indfødte til at stå og glo på os, og lagde os l i en grøftekant. Medens solen nu langsomt gik ned, og mørket faldt over ørkenen, spiste vi vore selvlavede klemmer, og startede så natmanøvren. Ved titiden var vi i Tocra, en ubetydelig by, men dog stor nok til at kunne præstere en kop kaffe. Mærkværdigvis boede her en ung italiener, der havde en motorcykel - kan man godt kalde det - den eneste der fandtes i byen. Han blev helt ude af flippen over de uventede »kolleger« og tilbød at hjælpe og vejlede os på alle måder. Man må sige, at Tocra er et ideelt sted for motorcyklister - vejene er gode, færdslen let at overse og nummerplader unødvendige. Og da han tilbød at følge os ud af byen og vise os vej fremefter, så vi til vor forundring, at lygter havde han heller ikke på. Han stod med andre ord lige 78 til 12 års tugthus og livsvarig fratagelse af kørekortet - som han i øvrigt heller ikke havde. Omkring midnat øjnede vi mørke konturer forude, og lidt efter var vi på vej over bjerge. Nu begyndte det at blive koldt, vi tog frakkerne på, men det syntes ikke at hjælpe, det blev - hvor mærkeligt det end lyder - så isnende bidende koldt, at det gik gennem marv og ben. Vi svøbte os ind i presenninger og tæpper, men lige meget hjalp det. Vi havde en følelse af at temperaturen måtte være under frysepunktet og besluttede at tage ind på et hotel i den første lille by vi nåede. Det blev El Faida, men byen lå mørk og stille hen - alle sov. Og de må have sovet meget hårdt, for til trods for at alle byens hunde halsede efter os, og vi dundrede på dørene flere steder for at få husly, viste der sig ikke en sjæl. Man skulle tro, at nogen havde underrettet dem om vor ankomst, og de så havde garderet sig mod alle eventualiteter. Vi harjo nu snart huseret i Afrika en månedstid, så man ved aldrig. Ergo var der ikke andet at gøre end at køre ud til kystbyen Cirene og forsøge om de ville have os dér. |
Jorden rundt - 18 fortællinger fra Eventyrernes Klub