 Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
| På befrielsesdagen var der megen forvirring i Korsør. Ikke alle tyskere var helt klare over situationen. jeg modtog ordre om at møde med hjelm i kælderen under rådhuset. Min hjelm lå gemt i et depot på Byskolen, jeg kunne ikke gå åbenlyst med den gennem gaderne på grund af tyskerne, derfor styrtede jeg op til skoleforstanderens kone og bad om en stor potteplante. Den placerede jeg i hjelmen, lidt papir uden om, og så kom jeg frelst til rådhus- I rådhuskælderen var det alligevel ved at gå galt: en ung mand stod og fingererede ved et halvautomatisk gevær, der pludselig gik af. En kugle gik gennem hovedet på manden ved min side og så lavt gennem mit hår, at jeg fik en skramme. Hjernemasse og blod fra sidemanden sprøjtede over mig og over det brev, jeg var ved at skrive til mine forældre. - De fik det først nogle år efter krigen. De mange tyskere, som kom til Korsør efter overgivelsen, fik alle våben konfiskeret, inden de fik lov at komme videre med færgen. Det var ikke så lidt, vi snuppede: cykler, motorcykler, biler og bjerge af geværer, pistoler og ammuntion. Vi frihedskæmpere tog, hvad vi kunne bruge, jeg fik fyldt et helt klædeskab med våben (som min moder desværre skilte sig af med, mens jeg var på min motorcykelfærd til Kapstaden). Desuden neglede jeg en motorcykel, som jeg gjorde omegnen usikker med - uden kørekort! Arene efter krigen var en dejlig og hektisk tid! Ungerne i skolen kaldte mig for løvetæmmeren, det var enten fordi, jeg var god til at fortælle historier, eller fordi jeg var god til at tæmme "løveungeme" i skolen. jeg blev privatlærer og havde næsten lige så mange timer med privatelever som i skolen. Desuden fik jeg udgivet endnu en børnebog og blev konsulent for et forlag. For børnene i skolen blev jeg lidt af en helt, fordi jeg vandt førstepræmie i skiløb og i talrige motorløb. Men heltens glorie falmede en dag: Storebælt frøs til, og en flyrute skulle oprettes mellem Korsør Nor og Nyborg af den fandenivoldske Morian Hansen. Ham havde jeg gået til flyveundervisning hos, og da han kom til Korsør, blev jeg inviteret til at deltage i en prøveflyvning. Borgmesteren og mange andre honoratiores samt en mængde skolebørn var mødt op på isen. Vi startede og fløj stilfuldt højt over noret, da Morian pludselig skød styrepinden frem og sagde: Hov! Det lille fly satte næsen .nedad og hvirvlede rundt med kurs imod forsamlingen på isen. Mange anede en fare og faldt på den glatte is, da de ville flygte, men i sidste øjeblik rettede Morian op og landede tæt ved. Skolebørnene sagde, at de havde aldrig set et menneske så grøn i ansigtet, som jeg var, da jeg kravlede ud af maskinen. Efterhånden blev jeg lidt for dygtig til at køre på motorcykel. Jeg fik en gevaldig bøde for at have kørt fra Korsør til Slagelse på Nimbus med sidevognen oppe i luften. Det nyttede ikke, at fortalte, at den var punkteret, og at der ikke stod noget i Færdselsloven om, at en motorcykel ikke måtte køre på to hjul. 22 Jeg var så lærer i ca. 2 år, og det var egentlig en dejlig tid. Jeg kom godt ud det med ungerne, men syntes egentlig, at det var synd for dem - og for mig. For jeg havde en plan. En journalist og en fotograf kom til mig og fortalte, at de skulle verden rundt - lave reportager, men de manglede en chauffør til at køre motorcykel for dem. Jeg slog til, men nogle måneder efter bakkede de ud af foretagendet. Jeg bestemte mig da til at køre alene, og ruten blev Copenhagen - Cape Town. Det var meget begrænset, hvad jeg kendte til Afrika, og de oplysninger, jeg hentede, var i reglen modstridende. Det var også overordentlig besværligt med kørselstilladelser og visa til de forskellige lande. Jeg havde en gammel NIMBUS. Den blev gratis sat nødtørftigt i stand hos Fisker & Nielsen. Jeg startede med en oval krumtap, og det har jeg svært ved tilgive dem. En dag kom min gode ven Jørgen Wolfram, hørte om planerne, og efter et øjebliks betænkning sagde han på sin rolige måde: Du må hellere få mig med som mekaniker Det blev sagt på samme måde, som han ville sige, du skal nu have lidt mere luft' det baghjul! Sidevognen fik forstærkede fjedre, karburatoren fik et stort sandfilter, motoren panserplader under bunden, og al bagagen blev pakket i sidevognen, fire jerrycans til ekstra benzin blev monteret bag på og fire reservedæk oven på. Endelig blev der installeret et elektrisk hegn i køretøjet. Det gav senere nogle pilfingrede arabere deres livs chok. Jeg fortrød ikke, at jeg havde opsagt min stilling ved skolevæsnet i Korsør, 23 da jeg ikke kunne få orlov, og mens skolemyndigheder og det halve Danmark rystede på hovedet, kørte vi af sted. De første store problemer mødte vi i Algeriet, hvor vi blev arresteret på vej til Sahara og ført tilbage til hovedstaden. Det blev regnet for selvmord og var forbudt at køre gennem ørkenen på motorcykel. Da vi slipper fri, forsøger vi den vestlige rute over Colomb-Béchar, men der bliver vi igen arresteret og i n stor lastvogn, så en vældig, konvoj ført tilbage til hovedstaden. Forrest en støvsky, derefter Wolfram og jeg på motorcykel, efter os igen en vældig støvsky, og derefter en jeep med soldater til at passe på os og vor støvsky. På et tidspunkt, da støvet var særligt kvælende, kørte vi fra vejen og ind bag nogle klipper. Derfra var en dejlig udsigt: Forrest stadig lastbilen, så støvskyen og bagerst jeepen med soldater, der passede på støvskyen. Ved nattetid nåede vi tilbage til Colomb-Béchar, og i nattens mulm og mørke fik vi benzin og rullede så mod syd. Der var ca. 4.000 km til den nærmeste større by. Vi har kun penge til benzin samt 10 øre om dagen til mad og andre udgifter. Derfor har vi købt havregryn ikke de lækre, man får her i landet, men dem man bl.a. bruger til at fodre kameler med. De er fyldt med biller og mider, og Gud ske lov for det, for man kan ikke leve udelukkende af havregryn, men miderne gav det nødvendige proteintilskud og holdt os i live, indtil vi 8 måneder senere ankom til Cape Town. I Tanezrouft, i ,Tørstens og frygtens land", kunne vi ikke finde brændsel. Benzinen var for kostbar, og vi måtte derfor spise havregrynene rå – miderne svømmede ovenpå. De sidste dage i ørkenen havde vi meget lidt vand. Vore negle sprang som glas. Om aftenen lod vi os glide ned af motorcyklen og sov, hvor vi faldt. Næste morgen var vi så stive i kroppen, at det var et stort problem at komme op på cyklen igen. En dag, da tørsten var uudholdelig, og vi havde drukket vort sidste drikkevand, kørte vi over en høj sandklit og så pludselig Nigerfloden neden for os. Vi kravlede på alle fire ud i vandet og drak og drak. Det var så snavset, at man ikke ville drømme om at vaske sig i det, - men hvem tænker også på at vaske sig i den situation? Vi drak, siede det værste mudder og de værste mikrober bort med tænderne og syntes det var den bedste drik, vi nogensinde havde fået. 3 måneder senere efter et utal af punkteringer og mange reparationer af motorcyklen var vi nået til pygmæerne i Congo. Det var en stor, men desværre 24 alt for kort oplevelse. jeg nåede dog at lære de små mennesker at gå på hænder (som kompensation for, at jeg ikke var så god til at svinge mig i lianerne på Tarzanmaner, som de var). De kaldte mig, "Hvide mand med de lange ben", fordi jeg tog et skridt, hver gang de tog to. Jeg gav dem salt, som de spiste som sukkergodt, og jeg lovede at komme igen anden gang. 25 Yderligere strabadser og yderligere 3 mdr. senere nåede vi vort mål: Cape Town. Wolfram havde penge til en skibsbillet hjem. jeg havde kun I 0 kr. tilbage og måtte blive. jeg fik forskellige jobs bl.a. som mekaniker og kørelærer, og til sidst startede jeg et skrædderfirma. Det sidste var alle tiders fidus, for det var netop på det tidspunkt, da de norske hvalskibe lagde til i Cape Towns havn efter at have været 1/2 år i Antarktis, og nu skulle alle have nyt tøj Jeg arrangerede gratis taxa til byen for de mange søfolk. Taxaen stoppede foran en dyr forretning, men på 3. sal holdt mine skræddere og ]jeg til, og vi kunne levere et sæt tøj efter mål fra dag til dag. Jeg havde ansat 20 indere til at sy, de medbragte deres familie som hjælpere, så det betød ca. 60 mennesker - og det gav kasse. Efter 112 år havde eg penge til hjemturen, og jeg kunne starte Nimbussen med kurs mod nord. Kong Cyprian Bbekz In Nyangayezizwe ka Solomon, Cyprian, zuluernes hersker og nationens hjerte, søn af kong Solomon, er den højtidelige betegnelse for kongen af Zululand, som jeg havde besluttet at aflægge en visit. Efter en del besvær er det lykkedes for mig at lære alle hans navne, og ved at spørge flittigt om vej, når jeg efter en uges søgen frem til egnen, hvor kongen bor. Når det tager så lang tid at finde frem, skyldes det til dels, at de sorte hellere siger forkert besked end indrømmer, at de ikke kan svare rigtigt på et spørgsmål - og kun de færreste ved, hvor deres konge bor. Det sidste stykke kører jeg ad smalle spor og kreaturstier op ad bakke og ned ad bakke og får så endelig øje på den kongelige kraal, der er omgivet af en slags palisader. Høns og snavsede unger farer skræmte til side, da jeg kører ind i kraalen, og der finder jeg midt mellem den sædvanlige slags runde, stråtækte zuluhytter en stor murstensbygning i en temmelig miserabel stand. Dette er uden tvivl kongens ,slot". jeg beder et par høje krigere om at hente kongen, men i stedet for introducerer de mig for en fed zulupræst, hofpræsten Simelane, og efter en længere diplomatisk fægtning indvilger han i at arrangere et møde for mig med nationens hjerte. Den sorte præst, Simelane, konverserer mig høfligt og formelt, men da jeg efter en halv times forløb endnu ikke har set noget til ,hjertet", spørger jeg, hvordan det går med audiensen. - Sir, svarer præsten, kongen vasker sig! Efter endnu en halv times venten forhører jeg igen, hvordan det går. - Sir, svarer præsten, kongen vasker sig! Han må have været meget snavset, tænker jeg ,men siger ikke noget. Nu bliver jeg ført ind i en temmelig ramponeret dagligstue, og få minutter efter kommer den renvaskede konge ind med et genert smil; men hofpræsten, der virker som ceremonimester, vinker ham tilbage og forkynder, at han bør være 'form. Kort tid efter kommer kongen ind igen, denne gang i bordeauxfarvet uniform 26 præsten springer op og svæver rundt på tæerne, mens han i en ærbødigt hviskende tone præsenterer Cyprian og alle hans brødre for mig. Kongen kan tale lidt engelsk, men hver gang, han har sagt en sætning på et ligefremt og tit lidt hakkende engelsk, gentager præsten den og omskriver den samtidig til de mest snørklede, klerikale vendinger, som sikkert ikke nogen bisp kan gøre bedre. Cyprian er nu påfaldende tavs. Præsten får sin fortrolige tone på og betror at kongen i almindelighed ikke bryder sig om hvide mænd, og at jeg, hvis jeg synes, at det er passende, godt kan trække mig tilbage nu. Jeg giver ham og hofpræsten hånden, vinker farvel til alle kongens brødre og begiver mig hen til motorcyklen - men kongen følger med! Nu er hans tværhed forsvundet, og efter at han har stillet et par spørgsmål om hjulenes styrke, spørger han, om han må få en tur. Vor konge udtrykker, siger præsten nu i en højtidelig tone, at hans forskertrang har overvundet frygten for, at hans -uniform skal blive snavset, og derfor tager han gerne mod en invitation til en lille motorcykeltur, dersom det er helt sikkert, at hjulene kan bære! Da jeg er kommet mig lidt af min overraskelse, beder jeg kongen stige op på bagagen, og snart tøffer vi rundt mellem hytterne, mens undersåtterne måbende ser til. 27 Efter køreturen er kongen en helt anden, snakkende og elskværdig. Nu bliver jeg inviteret ind igen og anmodes om venligst at tage plads i den trebenede plyssofa med det molesterede betræk. - Nu kommer rådet, hvisker den sorte præst! Og ind kommer ærbødigt kravlende en flok lasede fyre - medlemmer af hoffet. Én er iført en flænget regnfrakke, en anden en lang skjorte, der engang har været hvid; men det mest fremtrædende rådsmedlem er iført blød hat og gummistøvler og har en rød tandbørste stukket gennem den hullede øreflip - men så har han heller ikke mere på. De fleste er iført en kohud, der hænger løst ned over den ene skulder. Alle anbringer sig ærbødigt på gulvet foran kongens fødder. Kongen, der stadig er noget genert, fortæller, at han lige har været i den hvide mands store by, Johannesburg; men han foretrækker at være i sin kraal. - Så var rejsen spildt? spørger jeg - Ih, nej', svarer kongen, for jeg fandt to elskerinder, og nu vil vi danse for Dem, Sir! Hofpræsten får en betænkelig mine på, men kongen er ivrig og bryder sig nu pokker om ceremonier. Han giver ordre til, at konerne og elskerinderne skal tilkaldes - selvfølgelig ikke dem alle, for han har over hundrede, og dem er der jo ikke plads til på én gang, men et udvalg på en snes stykker. Hoffet, der stadig ligger og flyder på gulvet, får ordre til at træ e benene til sig, og en af kongens utallige brødre griber med fast hånd et lille bordorgel og begynder at mishandle det på det frygteligste. Imens svinger kongen sig på det knirkende gulv sammen med en af sine elskerinder. Konverserende bemærker jeg til den sorte præst ved min side, at det er et bemærkelsesværdigt antal brødre kongen har. - Betænk dog, kære, svarer præsten med paternal overbærenhed i stemmen, hans fader Solomon havde 150 koner og ligeså mange elskerinder! Et par mere nærgående spørgsmål kommenterer Simelane slet ikke, han rømmer sig blot og stirrer interesseret på dansen og lader derved forstå det upassende i min opførsel. Dansen, der er en slags hopsa, går såmænd helt godt til orgelmusikken, bortset fra et par mindre fejltrin og et lille uheld, hvor zuluernes bevogter og elskerinden falder over ham med gummistøvlerne. Pastoren rømmer sig, sender Cyprian et ildevarslende blik og begynder en forceret konversation for at bortlede opmærksomheden fra styrtet Nu træder premierministeren Richard ind, lidt forsinket, men, som præsten hviskende forklarer, Richard har altid meget besvær med at komme i søofficersuniformen, for han har fået den foræret af en lille mand, og Richard selv er en velvoksen zulu. Flere medlemmer af rådet kommer kravlende, og dansen må opgives af mangel på gulvplads. Af de sidst ankomne medlemmer af hoffet er der især én, der udmærker sig. Han er iført lange underbenklæder og røde sokkeholdere men ingen sokker! 28 Zuluøllet bliver bragt ind. Det serveres i en stor lerkrukke, så tung, at jeg næppe kan løfte den. Den går på omgang fra mand til mand, fra mund til mund. Selve væsken er lidt forskellig fra, hvad man her i landet forstår ved øl, den minder nærmest om en kraftig og tyk øllebrød, hvori der er kommet en snes tuber tandpasta og noget koncentreret saltsyre. Da jeg tager skålen, bliver der tavshed; alle lytter, for når man drikker, hører det sig til, at det siger ”kluk" i én. Alle drikker så sveden springer frem på panden. Zuluøllet kradser halsen, og det er meget svært at få det til at sige ,kluk", fordi det er så tyktflydende men jeg gør i hvert tilfælde, hvad jeg kan. På kongens venlige mine, forstår jeg, at mine anstrengelser bliver gouteret. Præsten bevæger sig stadig rundt på tæer, hver gang han rejser sig, men nu glemmer han efterhånden at oversætte kongens jævne engelsk til de blomstrende vendinger; den tjenstlige, hviskende og ærbødige stemme er blevet noget lallende og sløret af øllet. Han falder helt ud af rollen som hofpræst, puffer mig i siden med albuen og begynder at betro mig intime detaljer om kongens elskerinder. Derefter beder han mig om at sende ham en præstejakke når jeg kommer hjem til mit land, og en rød skjorte nummer 44. Jeg finder, at det er på tide, jeg trækker mig tilbage, men først anmoder kongen mig om at tage et billede af ham, siddende på motorcyklen - til gengæld jeg lov til at campere på den kongelige græsplæne om natten. Den er noget ujævn da jeg næste dag skal af sted, kommer kongen hen til mig og siger ubehjælpsomt: - Nu får du min bedste ridehest, så får jeg din motorcykel, og så får du 10 af de fedeste zulupiger! Det er vanskeligt, men jeg må afslå dette generøse tilbud og forklare, at man i Danmark kun kan eksportere mod hård valuta Med fem ridende zuluhøvdinge som førere begiver jeg mig af sted gennem terrænet, der fører til min videre vej. Hvor en hest kan komme frem, er det ikke altid, at en motorcykel kan klare sig; men hver gang, jeg kommer i vanskellighed i det ufarbare terræn, giver høvdingene et signal, straks strømmer kraftige, hjælpsomme zulukrigere til, og jeg bliver sammen med motorcyklen nærmest båret i guldstol over åer og andre forhindringer. På turen videre mod nord nåede jeg Victoriasøen, hvor jeg blev guldgraver og forstærket min slunkne pengebeholdning. Derefter gik rejsen til Mombassa, og der mødte jeg et svensk skib, SPICA, der skulle til Marseille. Jeg fik lob som matros, og motorcyklen kom ombord. PICA var som en slags bumletog, der gjorde holdt i mange havne og tog andre forsendelser med. I Mogadishu var det to strudse, som vi havde en del besvær med. Skibstømreren byggede en kasse til dem med tremmelåg, som de stak hoved og hals op af. Men da en af matroserne kom med en lang vandslange for at spule dækket, gik der panik i dyrene, de troede vel, det var en 29 pytonslange og sparkede løs på kassens sider, der splintredes. Men de dumme dyr forstod ikke at trække hoved og hals tilbage gennem tremmelåget og var derfor stadig fanget. Hurtigt fik tømreren lagt presenninger om, hvad der tilbage af kassen, og flikket forstærkning er på. Strudsene var en gave fra en fyrste i Somalia til sultanen af Mukallah i Arabien. Med noget besvær fik vi fundet byen, hvor strudsene skulle landsættes. Da jeg talte lidt arabisk og swahili, fik jeg jobbet som tolk og skulle gå i spidsen for optoget, bagved kom så strudsene med to stærke sømænd på hver side. De holdt lange halsliner, så strudsene ikke kunne nå at sparke dem. Bagerst kom kaptajnen og nogle af skibets officerer. På kajen var der et vældigt opbud. Der var den gamle sultan og hans søn og sønnesøn, og talrige hoffolk i fornemme klæder. Op til deres balkon var udbredt en rød løber, og den betrådte jeg som en selvfølge, men jeg blev verfet bort. Den røde løber var til strudsene, vi andre måtte gå ved siden af]. Den gamle sultan blev lykkelig. Han havde en haremsbygning til et par hundrede damer, men dem havde han sendt væk og indrettet en zoologisk have i bygningen, - mente åbenbart, at det var fredeligere med vilde dyr end med kvinder. Sultanen var glad for gaverne, og den lille prins Ahmed morede sig med at fodre dem med hele appelsiner; det var så morsomt at se, når de som en tyk perlekæde gled ned gennem de lange halse. jeg blev helt gode venner med sultanen, og han indbød mig til at kigge ind, når jeg næste gang kom forbi. Så med SPICA til Marseille. Den gang kunne man kun købe benzin på sortbørs, så det svandt i min lille pengebeholdning, jeg måtte igen bo i telt. Morgenmaden måtte jeg stryge, fordi vandet i min vandbeholder var frosset. Efter nogle få andre genvordigheder kom jeg til Danmark 20 måneder efter min udrejse. Der var stort opløb ved havnen i Korsør, da jeg kørte i land fra færgen. Mindst halvdelen af alle skolebørn var mødt op. Også direktør Fisker fra Nimbusfabrikken var kommet sammen med mine forældre. De fulgte i bil med til København - det kneb lidt for mig at holde farten op ad Vårby bakke. Jeg sluttede ved O-stenen på Rådhuspladsen, hvor jeg fik overrakt en laurbærkrans. Kransen fik en plads i udhuset ved vor bolig i Vemmetofte. Hvor mange gange har jeg ikke set min praktiske moder stikke over til kransen og snuppe et par laurbærblade til madlavningen. 30 |
Eventyr over alle grænser - på eventyr i jordens ukendte egne