|
ØrkenmekanikernePå sporet af Huld og Foss
Når man,
som jeg, i de sidste 8 år har tilbragt en masse tid i fly på langdistance
flyvninger, så bliver man efter hånden træt af at se de film de viser, og
man gider heller ikke at sidde med noget arbejde. Når jeg ikke arbejder på
rejsen, så skyldes det dels at man ikke må bruge bærbare PC-er hvis der er
CD-ROM drev i dem, og dels at batteri kapaciteten som regel er 25% af det
som producenterne lover.
Jeg er derfor begyndt at læse bøger på turen,
og en gang havde jeg medbragt mit dengang nyanskaffede eksemplar af bogen
“Med Palle og Foss i Orienten”, samt en bog som jeg på vejen købte i
Gatwick- lufthavnen ved London. Titlen på denne sidste bog er “Beyond the
Blue Horizon”, det bliver på dansk noget i retning af “Bag den blå
Horisont”.
Palle Huld og Elith Foss farer vild.
Jeg kan
huske, at jeg blandt andet sad, og hyggede mig svært over at Huld og Foss,
på deres tur fra Damascus til Baghdad i Irak, var faret vild i ørkenen.
Den ørken har jeg nemlig et specielt forhold til, idet jeg i 1980 krydsede
den i bil, men i modsat retning. Dog skal det jo indrømmes, at på de 43 år
der var gået siden 1937, da var det blevet til en rigtig landevej, med
noget som lignede en asfaltbelægning.
Selv om det foregik i en bil med
air condition, så kunne jeg dog godt forestille mig, at det måtte have
været en meget barsk omgang.
Landskabet veksler med sletter, hvor der
er grimme, sorte, håndstore sten spredt over det hele, og sandlandskaber
hvor sandet ligger i klitter. Man må endnu engang forundres over, hvad en
Nimbus kan holde til.
Det må heller ikke glemmes, at der på det sted
let bliver 45 graders Celsius, eller mere. Tænk bare på hvad det gør ved
olien, foruden det forbandede støv, som er så fint, at det føles som vand
at gå i.
Man skal altså virkeligt have lyst til det, hvis man
begiver sig ud i det landskab, uden vej. Jeg erindrer mig at der var
arbejdskolleger som fornøjede sig med, i weekenden , at køre ud i
sandklitterne med en af vore 4-hjulstrækkere. For det meste kom vor
mekaniker på arbejde, med at trække dem ud igen!
Når man har sagt det
med heldet og en vis type mennesker, så må man altså også tage hatten af
for de to unge herrer Huld og Foss.
Huld
|
Plovfuren.
Bogen om Den blå
Horisont, som jeg nævnte tidligere, handler om den første rute fra London
til Brisbane i Australien, som blev befløjet af forgængeren for British
Airways. Da man dengang i 1929 ikke havde noget pålideligt system til at
kende sin position, og da ørkener især er vanskelige at navigere over, så
besluttede flyselskabet, sammen med RAF, at pløje en meget kraftig og dyb
fure i jorden fra både Amman i Jordan og Damascus i Syrien.
Fugen var
så dyb, at man fra luften så den som en streg, som piloterne kunne flyve
efter. Det kaldtes at “flyve i Plovfuren”.
Der blev også anlagt
nøddepoter for benzin og vand samt landingsbaner for hver 25
miles.
Ruten gik over ørkenfortet El Rutbah, som ligger placeret
omkring 1/3 af distancen fra Damascus til Baghdad. Det er her man siger,
at Saddam Hussein gemmer kemiske våben i underjordiske huler.
Men i
1930-erne var der hotel og lufthavn. Det var også her, at Palle og Foss
måtte af med 4£ for aftensmad. Det svarer til en ugeløn i vore
dage.
Ifølge bogen vidste vore venner, at det var en mellemstation på
flyruten til Baghdad. Det er derfor underligt, at de ikke vidste noget om
det system med plovfuren, for de kunne jo bare have fulgt den. Det ville
have været skæbnens ironi, hvis de havde udåndet lige ved siden af et
depot!
Det er pudsigt, som det kan gå: jeg tager en bog med
hjemmefra om Palle og Foss, køber en anden bog, der bl.a. viser sig at
handle om det samme område. Og kronen på værket er, at jeg selv har kørt
turen!
De var ikke de første i Den Syriske Ørken.
Indtil
for nyligt havde jeg den opfattelse, at Huld og Foss var de første
motorcyklister som krydsede Den Syriske Ørken, men jeg er nu blevet
opmærksom på en amerikaner, som i 1932 tog den samme rute. Det var på en
Douglas 600ccm solocykle, model T6 fore- and aft boxer, ført af den 23
årige arkitektstuderende Robert Edison Fulton jr. Han skildrer sin
jordomrejse på motorcykle fra 1932 til 1933.
Han var oprindeligt
startet fra England med sidevogn på, men den blev smadret ved et uheld i
Belgien, og han fortsatte derfor uden.
Maskinen var udlånt af Douglas
fabriken, og specielt udstyret til rejsen, bl.a. havde den fælge, som
gjorde at cyklen passede dæk med gængse bilmærker. Det betød at han, hvis
det står til troende, gennemførte turen med kun 6 punkteringer!
Det
fremgår af hans bog “One man Caravan”, at han kendte til “plovfuren”. Han
besøgte Mr. Naiern som drev en busrute fra Damascus til Baghdad. Palle og
Foss var også i forbindelse med denne herre, som i begge tilfældene
forsøgte at få globetrotterne til at undlade, at gøre turen på motorcykle.
Den rute han tog, er næsten nøjagtigt den samme, som Palle og Foss
fulgte.
Robert Edison Fulton Jr. skulle stadigvæk være at tælle imellem
de levende, og han fyldte 90 år i 1999.
Brevene til P.A.
Fisker.
Nu vil jeg så forlade den tur, som vore venner skildrede i
“Med Palle og Huld i Orienten”, og vende tilbage til den første rejse, som
blev beskrevet i “Vor NIMBUS-færd”. For nogen tid siden var jeg en tur på
NIMBUS-museet der ligger hos NKT. Her faldt jeg over nogle breve og
telegrammer, som de to håbefulde unge globetrottere havde skrevet hjem til
P.A. Fisker.
Brevene er håndskrevne, med blyant eller blækstift, og der
har været sparet på papiret, for der er skrevet på begge sider. Man kan
rigtigt se forskel på stilen hos Huld og Foss, idet der på forsiden findes
Palles beretning om hvor de nu er, og hvor de skal hen og hvornår. På
bagsiden har vi Foss’ kommentarer, for han var åbenbart mekanikeren. Denne
del af brevet er underskrevet Elith Foss, ØRKENMEKANIKER.
Noget kan
tyde på, ud fra disse breve, at turen ikke er gået så mekanisk gnidnings-
løst som den officielle beretning vil lade vide. Foss skriver fra Suez den
6.Juli 1935 følgende:
Hr. Direktør Fisker!
Ja vi ligger altsaa
i Øjeblikket stille med Motorskade, men er nu atter Klar og fortsætter mod
Jerusalem. Fejlen var Dynamoen, nu efter at have renset Lamellerne og sat
nyt Kul i, lader den igen. Ankeret var ogsaa løbet fuld af Olie, men er
atter klar.
Saa er der Sidevognen - vor Pind til vor Ligkiste -
Fjedrene er atter knækket, og jeg beder Direktøren sende nye (2
stk)
med Plader - Bolte og Bespændinger til Adressen i Jerusalem!
Endvidere bedes De sende 4 stk. Kul for Dynamo -/ nyt dæk -/Relais med 3
bøjler! Direktøren er jo ligesaa interesseret i at få Maskinen pæn og hel
Hjem, som vi er og nu sætter vi Fart paa Hjemturen. Aldrig har nogen
“Nimbus” sikker været ude for lignende Strabadser, men vi haaber at klare
Skærene.
Mange Hilsener fra
Deres hengivne
Elith Foss
(Ørkenmekaniker)
Det er altså ikke kun i vore dage, at der kan være
problemer med dynamoen, og olieudsivning.
Sidevognen.
Sidevognen var jo også en kilde til
problemer, faktisk stammede de fleste problemer fra sidevognen.
Jeg
havde derfor forestillet mig, at det var den oprindelige type fra 1934 med
rørstel men ved at studere filmene fra dengang, kan jeg se, at det var en
sidevogn med fladjernsstel. Det har nu nok været en fordel for dem med
fladjerns stel, for det ville ikke knække. Det kunne bøje, tabe nitter og
skruer, men det var noget man kunne lave med enkle midler i en smedie,
eller med det der var for hånden.
Det skal da også lige siges, at
grunden til, at Foss i brevet bestiller et dæk, var dén at det medbragte
reservedæk var af en forkert dimension.
Det sidste minder mig om mine
egne oplevelser på projekter i Langtbortistan: det er en fast regel, at de
reservedele man har fået et specialfirma til at pakke hjemmefra, enten
ikke passer til de maskiner de er medbragt til, eller også bliver der ikke
brug for dem. Derimod bliver der brug for reservedele, som der slet ikke
har været tænkt på.
Telegrammerne.
Ud over brevene så
var der, som tidligere nævnt, også telegrammer.
Globetrotterne må have
haft særdeles småt med kontanter, eller også var det rasende dyrt at
telegrafere, for ordlyden er f.eks. 24 Juni 1935: ANKOMMET TRIPOLI, eller
13 Juli 1935: ANK STAMBUL, og 15 Juli 1935: MIDTTYRKIET.
Man må sige,
at af skuespillere at være, var de ved de lejligheder af meget få ord. Det
må have glædet gamle P.A. Fisker, som jo også var en sparsommelig
herre.
Konstruktionsændringer.
En af de ændringer, som
med rimelig sikkerhed kan tilskrives erfaringerne fra Nimbus-færden, var
ændringen af bøjlen som “dåse-relæet” sidder på. Da man i 1935 indførte
spændingsrelæet, blev det anbragt på en bøjle af fjederstål af samme
materiale, som det vi kender. Men bøjlen havde et skarpt knæk dér, hvor
den senere, nu anvendte type, er bukket rundt i en bue.
I
ørkenmekaniker-brevet udbeder Foss sig hele 3 ekstra bøjler, så der må
have været et stort forbrug af dem!
Nimbus Museet.
Jeg
nævnte tidligere, at det var på Nimbus Museet , jeg havde fundet disse
breve
og telegrammer. Det var i Oktober, at jeg have den fornøjelse at
være inviteret til at bese museet og fik lov at gå igennem arkiverne i to
dage. Jens Bisbjerg Andersen
og jeg havde været i kontakt med Torben
Fog Reerslev fra NILFISK. Han var så elskværdig at vise os rundt i alle
samlingerne, både dem for NIMBUS og NILFISK, men også dem for de øvrige
firmaer i NKT koncernen.
Det var meget, meget interessant, og det vil
jeg gerne benytte lejligheden til at sige Fog-Reerslev tak
for.
Besøg hos Palle Huld og frue.
Jeg havde også været
så heldig, at det var muligt, at kombinere mit besøg på Nimbus Museet med
et besøg hos Palle Huld og Fru Edith. Det var blevet aftalt nogen tid i
forvejen, og da Palle Huld spurgte, om jeg vidste hvor han boede, så sagde
jeg: “ ja det er i Skuespiller Foreningens æresbolig”. Hvortil Huld tørt
bemærkede: “Skal vi sige det er en bolig!”
Nå, men det blev sidst på
eftermiddagen efter den første dag på museet, at vi ankom til Peter
Rørdamsvej nr. 24.
Vi ankom præcist på slaget, og Palle Huld
ventede på os ved havelågen.
Det var mærkeligt for mig at møde mit
ungdoms idol i lys live.
Til forskel fra mange andre i klubben, så har
jeg, på grund af de mange år i udlandet, aldrig været til
filmforevisninger eller foredrag med Palle Huld.
Selv DNT er jeg først
blevet medlem af inden for de sidste 6 - 7 år, selv om jeg har haft Nimbus
siden 1965. Den samme maskine vel at mærke. Siden er der jo kommet flere
maskiner til.
Men i 1965 skulle en knægt på 18 år have hår på brystet,
for at køre Nimbus, på grund af de hånlige bemærkninger fra kammeraterne.
Meget tidligt fik jeg fat i “Vor Nimbusfærd”, og Huld og Foss blev til
mine guruer, som de andre blev viftet om næsen med, når de hævdede, at der
var noget, som en Nimbus ikke kunne!
Meningen med besøget var at
interviewe Palle Huld omkring de mekaniske genvordigheder som fremgik af
brevene, men aldrig var blevet refereret i bøgerne.
Indholdet af
brevene viste yderligere, at der var noget at gå efter. Men som Palle Huld
sagde, så var det jo Foss, som havde været det mekaniske unikum. Så han
kunne ikke tilføje så meget mere til sagen. Han var derimod glad for at få
kopi af de breve han og Foss havde skrevet for 64 år
siden.
Grædemur og lappegrejer.
En anekdote, som jeg ikke
kendte, fortalte Palle dog.
Det var under den første tur i 1935, hvor
de var kommet til Jerusalem. Palle var gået ned til Grædemuren og Jesu
Grav. Han var meget berørt over at være på det sted, hvor der var foregået
så meget historisk, sagde han.
Som en god skuespiller byggede Palle
Huld op til klimakset, hvor Foss pludseligt stikker hovedet rundt om et
hjørne, og råber: “Palle, hvor er lappegrejerne?”
Foss var den
prosaiske mekaniker, der hurtigt kunne få romantikeren Palle ned på gulvet
igen.
Reklamens magt.
Så fortalte Palle Huld desuden, at
dengang de skulle overtale P.A.Fisker til at låne dem en motorcykle med
sidevogn, og desuden skyde 1.500 kr. i foretagenet, så var han noget
forbeholden. Han var jo en forsigtig jyde, som Palle Huld siger, men der
var to ting, som overtalte ham: den ene er den, vi kender fra bogen, at
Foss havde lavet et detaljeret kort med ankomsttider osv. , det andet var
Prokurist Pedersen som efter at Huld og Foss havde præsenteret deres
projekt bøjede sig ned og hviskede til P.A. :”Hr. fabrikant, det skal vi
gøre. Det er god reklame!”
Palle og P.A.
Palle Huld
bestemte sig en sommerdag for at låne en Nimbus med sidevogn, og køre ud
til PA’s villa og hilse på ham. De havde ikke set hinanden en del år, og
PA var vel ca 90 år dengang og Palle altså midt i 50-erne. Palle Huld
kørte helt op til græsplænen, hvor PA sad i en havestol og nød vejret. Han
udbrød med det samme: “Ja men det er jo Palle, hvor er du blevet
gammel”.
Eventyrernes Klub.
Under vores snak, og det var
jo især Palle Huld, som snakkede, kom jeg til at nævne det, jeg har
berettet foran i artiklen om min fortid i Irak og i det fjerne udland, og
Palle Huld inviterede mig til at komme ind til en aften i Eventyrernes
Klub og fortælle en hårrejsende historie. Det sagde jeg ja tak til. Palle
Huld har været medlem siden en gang i 1940-erne.
Klubbens lokaler
ligger i Nyhavn.
Tak Palle Huld, for en hyggelig
eftermiddag.
Ørkenrotter
|
|
|
Ørkenmekanikerne - På sporet af Huld og Foss
