SKRUETUR TIL TATRABJERGENE

Hver gang endnu en Nimbus rykker ind på vores fælles mc-værksted, reagerer HP som en gammel kat, når den efter otte år i fred introduceres for familiens nye hundehvalp. HP kører BSA og andet udansk, og lader kun sjældent en chance for at mobbe os kardantrækkerdrenge gå fra sig. Da vi en lørdag eftermiddag står ved færgen til Polen, og Peters Nimbus må blive hjemme, fordi dens helt essentielle registreringsattest er fortabt i flytterod et sted, konstaterer HP tilfreds: ”Så fik vi ram på én af dem”.

Vi bliver så fem mand på fire motorcykler. Jeg på Nimbus og Torben på en peppet BSA B50. Jeppe og HP (kort for Hans Peter) har hver sin 500 cc BSA B33 med plungerstel. Det er tæt på at blive fire mand, men DFDS holder færgen tilbage et kvarters tid, så Peter kan nå frem i taxi, efter først at have kørt Nimbussen tilbage til Vanløse.

Det er flot gjort af selskabet, omend lidt af den goodwill sættes over styr henover midnat, da natklubbens orkester spiller – jeg sværger det er sandt, og der er vidner – Gary Moores ”Still Got The Shoes For You”.

De første pitstop

I Gdansk når vi et par hundrede meter fra færgen, før der skal skrues på begge B33’ernes elsystem en times tid. Så fortsætter vi på mindre veje sydover, time efter time gennem bøhlandet. Selv har jeg rejst for meget i det gamle Østeuropa til rigtig at tænde på grå huse og hestetrukne landbrugsredskaber, men for de andre er det her nyt og spændende. Det er også årevis siden nogen af BSA-drengene har holdt rigtig mc-ferie.

En ventil har sat sig, en stødstang er hoppet af. Igen.

Selv om udstødningsventilen på HP’s BSA sætter sig et par gange, og dens stødstang derfor ryger af knastfølgeren, kommer vi rimeligt hurtigt frem. Én af gangene kombineres reparationen med en overdådig frokost i vejkanten, og straks standser en polak på en stor, slidt militærgrøn Dnjepr for at se hvad vi har gang i. Først da han dundrer videre, tænker jeg at vi burde have slået ham ihjel, så Peter kunne få sin egen maskine at køre på. Sådan er det altid; de gode idéer får man først bagefter.

I dagens sidste sollys leder en af de allestedsnærværende Polski Fiat 126 os frem til en campingplads, hvor vi testsmager endnu flere af de eksotiske øl og krakowska pikantna (krydrede pølser). Samtidig bruger en million myg os som ugens festmåltid.

Mandag morgen kigger jeg ud af teltet, og ser to mere eller mindre adskilte BSA’er. Jeppe skifter forbremsebakker, mens HP har kastet sig over dynamo, tændingsmagnet og et par andre ting. Han mener at det er meget sjovere at skrue når man er i udlandet, hvilket vel forklarer hvorfor han gør det hele tiden. Der er først afgang kl. elleve.

Landskabet er stadig monotont fladt, men så er der ting som f.eks. kirkegårde med fantastiske blomsterdekorationer at se på. Eller de mange storke, flyvende og på rede. Polakkerne er flinke nok, vejene stort set ikke værre end i København, vejret skønt og proviantering rørende billig. Det sidste var én af grundene til at køre i bjerge sydpå, i stedet for at tage til Norge. Tanken om norsk øl til 50 kr. dåsen, eller hvad det nu koster, var for skræmmende.

Dagens dramatiske højdepunkt kommer, da Torben overser et lag grus, som fylder hele svinget ud et sted. Han går ned i en støvsky, lige foran mig, men mokker sig bandende ud under BSA’en, før vi andre når af maskinerne. En bøjet fodhviler, et ditto styr og en øm albue er de eneste skader. ”Nu er det prøvet, så behøver vi ikke at gøre det mere på den her tur”, siger han. Fem minutter efter uheldet er vi på vej igen.

I Betchatow vinder luksus-fraktionen (mig og HP) den ofte tilbagevendende kamp om hvor der skal overnattes, så vi tjekker ind på et gammelt, halvstalinistisk apparatnik-hotel. Her slår den kombinerede sprog- og kulturbarriere for alvor igennem: Kun få af de lokale taler et brugbart engelsk eller tysk, og polsk er lige så besværligt for os, da hvert ord synes at have otte konsonanter for hver vokal.

Når de lokale kommer hen til os og kommenterer maskinerne, eller hvad det nu er de kommenterer, bekymrer det dem sjældent, at vi ikke forstår et pluk af hvad de siger. Men de får udførligt svar på dansk, så egentlig går det meget godt. Bedst går det da Jeppe med fagter, grynt og lydstyrken i det røde felt forklarer hotellets receptionist, at vores værelse lugter af bræk, og at vi vil have et andet.

Ud på natten får jeg en rigtig god lang snak med Bartosz, en skovarbejder, hvis engelske er næsten perfekt. En stor ting på hans hjerte er, om man i udlandet ser polakker som tyvagtige, tilbagestående og fordrukne. Den er ikke helt nem at svare på, for dels har vi lige strittet en af hans seriøst hjernedøde kolleger ud af værelset, dels har vi denne hverdag set flere gedigne branderter ude på vejene, end jeg plejer at se på en hel weekend derhjemme. Og jeg bor endda på Vesterbro.

Jeg beroliger ham lidt, for når der er polsk studiebesøg på min arbejdsplads, går de værste jokes kun på, om de mon vil veksle penge. Nå, det er til at leve med. Hvad synes jeg så om hans skønne polske landskab? ”Det er røvkedeligt”, svarer det inkarnerede bymenneske, ”men de fire naturbørn jeg rejser med, elsker det tilsyneladende.”

En ung polak prøvesidder Nimbussen.

En del af aftenen og mere end næste formiddag bruges på at få HP’s tændingsmagnet til at fungere ordentligt. Locktite, pakningspapir og de medbragte seks kilo værktøj klarer problemet, i hvert fald for en tid.

Da vi langt om længe bryder op, går det videre sydpå mod det nationale flymuseum i Krakow. Tændingsmagneten Fra Helvede skal lige justeres ind et par gange undervejs, og mens vi alligevel holder pause et sted, får strålenålen på Nimbussens karburator en omgang med en fil. Teorien er, at motoren skal have mere benzin for ikke at løbe så varm.

Vi når ind i Polens gamle hovedstad hen på eftermiddagen, og standser på en tankstation, hvor man forklarer os vejen ud til flyene. Det er ti km derfra, siger de. Da vi når derud, viser det sig at være byens lufthavn, og at museet lå en halv km fra tanken. Der er ikke en chance for at nå tilbage før lukketid. Jeg må have set ud som en hund man lige har taget kødbenet fra, så over fem portioner gullasch foreslår de andre, at vi først besøger nogle mc-forhandlere, og siden tager en øl inde i centrum og afgør de videre planer dér.

Vi bliver i Krakow natten over, og især natten igennem, på Roentgen Bar. Den ligger dybt nede i en oldgammel kælder, og det er bare stedet man havner efter midnat, hvis man er til syret high-tech indretning, skrigende silkesild på coke, og høj musik der ligger et sted mellem heavy og techno. Roentgen kan virkelig anbefales, hvis nogen ellers har behov for at få hjernen sandblæst en nats tid.

Torben og HP på Roentgen Bar.

Ved tre-tiden begynder mine relæer at slå fra ét ad gangen, og de mindst udholdende af os tager en vogn ud til campingpladsen. Torben og Jeppe slipper først derfra klokken seks om morgenen, og går hele vejen hjem. Det forhindrer dog ikke sidstnævnte i at tage med på flymuseet efter bare én times søvn. Hård mand, eller i hvert fald mere robust end jeg føler mig, her hvor jeg står og uddeler panodiler, nærmest som når en præst giver nadver.

”Nie fotografia!” vrisser damen i billetsalget, da hun aner Jeppes kamera bag skjorten, så vi må være diskrete. Det er svært, for på græsplænen udenfor ses dusinvis af spændende fly og helikoptere. Langs ydervolden står 12-13 let anløbne MiG jetjagere i forskellige udgaver, hvilket giver mig rig anledning til at øse af 40 års opsparet nørd-viden om den slags isenkram.

En Mielec M-15 ”Belphegor”, verdens eneste serieproducerede biplan med jetmotor. Den er specielt udviklet til sprøjtning af afgrøder.

Flyene i den store hangar skinner til gengæld om kap med hinanden, og man ser mystiske ting, som f.eks. et primitivt tørrestativ af en énmands helikopter, der har to små ramjet motorer for enden af sine korte rotorblade. En engelsk Spitfire står midt i det hele, som en hyldest til de mange polske piloter i Royal Air Force, der angiveligt gjorde en særlig indsats både under Slaget om England og i Nordafrika.

I en lille hangar for sig er der kun fly fra Første Verdenskrig, og den sidste bygning huser samlingen med flymotorer. Der er 40-50 stykker,- små, primitive totakts boksere til ultralette fly, 7-cylindrede stjernemotorer fra første verdenskrig, enorme 18-cylindrede turboladede ditto fra 1950’erne, og 12- eller 24-cylindrede motorer i V, W eller andre mulige og umulige konfigurationer. Dette er kunst på et højt, omend hundrede procent funktionelt plan. Der er også en mindre afdeling med jet- og raketmotorer, men de har slet ikke den kombination af teknisk finesse og brutal elegance, som stempelmotorerne udstråler.

Jeppe forundres over den lille helikopters ramjetmotor.

Netop som vi har pakket og skal af sted, knækker HP benzinhanen på sin tank, så benzinen fosser ud over dynamo, magnet og ham selv. Der er ingen videre panik (”Er der noget vi kan hjælpe med?” HP, tørt: ”Ja, lad være med at ryge.”), de ti liter benzin tappes hurtigt af i diverse plastikflasker og fordeles på de andre maskiner. Derefter er det er bare at mingelere den knækkede studs ud af tanken, klemme resterne af hanen i med Locktite og lægge delene til at hærde i solen.

Det er helt ok, alle har virkelig brug for endnu et par timer på langs. Jeppe gør også et sidste, forgæves forsøg på at få sin forbremse til at virke bare en lille smule, og Nimbussen får skyllet koblingen med benzin. Først omkring kl. 18 startes der op, og dagsmarchen bliver således på beskedne 75 km. Der er ingen storke at se denne dag, kun en enkelt rovfugl, som HP identificerer som en kongeørn.

Nær Lubomierz finder vi i tusmørket en rigtig lækker campingplads, for enden af halvanden km af den garanteret værste vej i hele Polen. Der er alle nødvendige faciliteter: Et overdækket træbord, to faste bænke, bålplads, tykt græs at sove på, og rindende vand i bækken ved siden af. Selv om jeg foretrækker det menneskeskabte, og dybest set er imod natur, synes stedet smukt og ideelt.

Et par lokale knægte møder op på en afdanket MZ 250, og undrer sig sikkert over hvilket østland vi er fra, siden vi gider køre på 50 år gammelt materiel. De ser i hvert fald ikke særligt imponerede ud.

Næste morgen krydser vi ind i Slovakiet, og kaster os nu over de allermindste og mest snoede veje. Det er jo især det de andre kom herned for. Torben på den hurtige BSA fører som regel an, thi han har både landkortene og en udmærket stedsans. De få gange jeg ligger forrest, går der kun et par minutter, før de andre overhaler mig én ad gangen. Det er dels fordi jeg kører på en meget pænt, lånt Nimbus (tak Klaus), og derfor tager den med ro, men nok lige så meget fordi hele bundtet er aktive i klassisk race. Desuden har BSA’erne firetrins gearkasser og affjedring i begge ender.

Det er fint nok at danne bagtrop, for jeg er nemlig lidt forlegen over alle de gange de ser mig tage en håbløs linie gennem et sving. Eller når hvid olierøg fra udstødningen afslører, at der gasses ned før sving, som enhver racerkører kan tage for fuld skrue. De er nu flinke til lige at se tilbage efter svingene, om gruset har taget mig….

På hele turen skiftes vi til at sidde bag på HP, så Peter også kan få høvlet nogle kilometer af. Det er én af de gange jeg er mindre tryg ved situationen. Vist kører HP (relativt) pænt, men vejene er som de er, så når vi ligger i et hårnålesving og forhjulet skrider sideværts endnu en gang, kan jeg næsten smage hospitalsmaden.

Bjergvejene findes i tre kategorier: De gode, de onde og de grusomme. Der er desværre ikke ret mange af de gode. Selvfølgelig er vejene smukke og alt det dér, men grus, buler, og elendig asfalt gør at det bliver meget småt med sight-seeing, hvis BSA-drengene ikke skal vente på mig alt for tit. Den bedste taktik er faktisk at ligge 10-15 meter bag Jeppe eller Torben. Når de forsvinder i et uoverskueligt vejsving, kan jeg tydeligt høre på deres larmende udstødning, om jeg også skal holde farten.

Jack Okholm, en Nimbuskører som p.t. bor i Warszawa, har tidligere advaret mig om begrebet ”polske overhalinger”. Dem har vi fået rigeligt demonstreret lige siden vi kørte fra borde i Gdansk, men slovakkerne kan skam også være med: Det værste eksempel denne dag er en klovn lige foran os, der absolut skal forbi en lang lastvogn på den smalle tosporede vej. Pludselig katastrofebremser han og ender med at holde stille, køler til køler, og med hornet i bund, mod en modkørende bil, i hvilken der sikkert heller ikke har duftet af violer.

I Brezno spiser vi ude, ligesom i Polen til en femtedel af prisen herhjemme. Benzin koster som i Danmark, olie og logi en tredjedel, mens resten er til foræringspriser. En af de lokale fortæller, at hotellerne har forskellige satser for almindelige slovakker og vesterlændinge, men vi piver ikke.

Promillegrænsen i Slovakiet er nul, hvorfor maskinerne i god ro og orden trækkes over til et hotel i nærheden, hvor de atter bliver parkeret i en aflåst gård. Over flere slovakiske øl, og til tonerne af slovakisk countrymusik, diskuteres næste dags rute: Naturligvis stadig de mest udfordrende veje der er angivet på kortet. Jo flere bjergpas des bedre, er holdningen. Jeg prøver at få flettet en tur omkring Tatra bilmuseet eller Macocha-grotterne nord for Brno ind. Helt forgæves. Dette er og bliver en køreferie.

Næste dag finder vi rent tilfældigt en KTM-forhandler i Banská Bystrica. Vi ser om ikke han har en bagkæde til Torbens BSA, eller om der er nogle gode tilbud på mc-udstyr. Tingene er for dyre, beslutter vi, kun HP finder et nyt styr til sin BSA. Torben får dog lige lånt et stort jernrør til at rette sin bøjede fodhviler ud igen.

Her i bytrafikken går det op for mig, hvorfor det går så nemt med at følges ad. Skal vi f.eks. ud på en befærdet vej, og der er et hul med plads til en enkelt Skoda, kører alle ud i perfekt firkløverformation, og skaber derefter plads til de omkringkørende. Det virker hverken hasarderet eller blot i nærheden af det uforsigtige, bare hurtigt og effektivt. Det må være al deres banekørsel der gør det.

Tjekkiske Supermotards (lavbudgetudgaverne).

På et tidspunkt bytter Torben og jeg mc, og for første gang i sit liv skal han så køre Nimbus. Bare han husker hvor let lædertaskerne går i jorden, og at bagenden sejler rundt som en småpløret mavedanserinde i svingene. Og bare jeg kan huske at BSA’ens bremsepedal sidder i venstre side, og at første gear er op og resten ned.

Da vi ti kilometer længere fremme når frem til en af de rigtig grusomme, tænker jeg, at nu skulle der være en chance. BSA’en er 30-40 kg lettere, har 1½ gang flere kræfter, plus ordentlige køreegenskaber. Men jeg har ikke skyggen af en chance. Den nordiske mester i klassisk race forsvinder i det første hullede, grusbelagte sving, uden at bremselyset så meget som glimter. Vi ser ham igen 10 minutter senere, hvor han holder og venter på os nede i dalen.

I en af landsbyerne, eller rettere lidt udenfor, møder vi de første roma eller sinti (sigøjnere), der tydeligt er mørkere i huden end resten af befolkningen. Og snart efter, i en af de næste landsbyer, er der pludselig en kvinde der råber meget højt ad mig. De andre, der kører 20-30 meter foran og bag mig, hører det også. Stemmen kommer fra højttalere, som dem vi med nogen undren har set tidligere i et par af byerne.

Det minder om scenen i Chaplins ”Diktatoren”, hvor Hynkels stemme fra byens højttalere næsten skræmmer livet af hovedpersonen. Det er nok et levn fra det tidligere styre, ligesom de få kommunistiske monumenter, der får lov at stå og forfalde i fred.

Hvor flymuseet i Krakow var mit hovedmål, har Torben en gammel aftale med det højeste bjerg i Tatraområdet. Ærgerligt nok kommer vi for sent til at nå svævebanen helt til toppen, og må derfor betragte bjergtinden fra det næstøverste trin derop. Flot er det nu. Bekymrede blikke kastes dog den anden vej, ned på alle regnskyerne under os, som har kurs mod motorcyklernes uafdækkede bagage.

Havde jeg blot kørt på en vis 6-benet Honda i stedet for Nimbus. Ikke alene kunne både mine og Peters ting ligge tørt i dens mange bagagerum. Den ville tilmed have været så stor en udfordring på de her veje, at ingen i seskabet kunne håne mig for at køre på en moderne maskine. Uheldigvis koster den ti gange så meget som en ’bus, så jeg må leve med at være en Gold Wing-kører fanget i en Nimbuskørers krop.

Vi når ned fra bjerget i tide, men efter at have beundret en meget specielt designet tankstation i nærheden, som Torben synes vi skal se, indhenter regnen os alligevel. Gennemsnitsfarten går marginalt ned de næste par timer, så stilner uvejret af, det damper fra vejene og asfalten er snart tør. Nimbussen ser ud som om den har været gennem et mudderbad, mens BSA’erne af en eller anden grund stadig ligner sig selv.

Ikke alt fra de gamle tider blev bygget i socialrealistisk stil. Stenvæggene på hver side af denne tankstation var spækket med fodboldstore blå glasklumper.

Straks efter paskontrollen i Tjekkiet går den vilde jagt igen, sving efter sving efter sving. Dagens mål er en campingplads i Budisov n. Budisovkou, men lidt før vi når dertil, begynder motoren på HP’s B33 at lyde helt forkert. Så Nimbussen må tage den på slæb de sidste 5-6 km, op og ned ad bakker, gennem tåge og sving. Jeg har det helt store smil på, for jeg ved at HP ved, at jeg vil hovere over det her de næste to år. Mindst.

Hævnens time, HP’s BSA spændt efter Nimbussen med bagagestropper.

Mens Jeppe griller store, lækre bøffer og andelår (to år i kokkelære), åbner HP ind til BSA’ens motor. Der er røget et par tænder af udstødningsknastens tandhjul, og en knast er blandt de få reservedele de ikke tog med. Vi har købt en slags lokal blå avis, og ser i stearinlysenes skær, at der annonceres både af en veteranforhandler, og af et par BSA-folk, hvis vores tolkning af sproget er korrekt.

7-8 opringninger lørdag morgen til annoncørerne - der åbenbart kun taler oldbøhmisk - og til en af mine tjekkiske forbindelser, fremtryller ingen brugbare stumper. HP kaster håndklædet i ringen, kontakter først SOS International, og derefter en fra værkstedet, som var børneramt og ikke kunne køre med os. Kan den ekstra knast hjemme på hylden sendes hurtigt derned, vil HP og Peter strække ferien og bruge lidt ekstra tid i området. Vi andre tager hjem som planlagt, for Torben skal køre race i Norge, og har brug for et par dage til at klargøre sin Ducati.

Henover middag strammer vi endnu en gang vores nyrebælter, maskinerne varmes op, og snart efter kan vi nyde en fem kilometer lang, smuk og lys brostensbelagt vej, der følger en højderyg helt til byen Dvorce. Dette er virkelig motorcyklisternes svar på Yellow Brick Road.

Længere mod nordvest, efter timer på naturskønne veje og en dukkert i en flod, når vi turens første moderne, gode

bjergvej. Den er befriende nok helt uden grus, bred og med så god belægning, at Nimbussen kan klare både sving og stigninger i tredje gear helt op til toppen. Nedad går det endnu bedre, og for første gang på turen med over 80 i timen.

Det går nu stadig ikke bedre, end at en flok velhavende tjekker på moderne sportsmaskiner vræler forbi os i svingene, med vilde nedlægningsvinkler og knæbeskytterne i asfalten. Det ligesom sætter tingene lidt i perspektiv.

Vi er snart tilbage i Polen, og når ned på højsletten lige da solen går til ro. Det er definitivt slut med bjergkørsel for denne gang. Her fejrer man stadig Store Kirkegårdsdag, for udover blomsterdekorationerne ses masser af lys inde på gravstederne. Nattens logi bliver Hotel Bomabol i Lubin. På turens første hotel var det vinduerne, der røg af rammerne,- denne gang er det døren som kan åbnes alternativt.

Søndag byder på mere kedelig hovedvej, og på 40 graders varme. Det passer overhovedet ikke Nimbussen, som begynder at sætte ud. Well, hellere nu end på udturen. Fire koldere tændrør afhjælper problemet lidt, men marchfarten holdes for en sikkerheds skyld på 70 km/t. Så er dem på BSA’erne til gengæld ved at kede sig ihjel, da vi når ex-DDR og en ny, praktisk taget trafikfri Autobahn.

Skægt, for 24 timer siden kunne 70 være direkte skræmmende.

Et eksempel på hvorfor polsk kunne være lidt svært at forstå.

Det synes umuligt at reservere pladser på Rostock-Gedser over mobilen, så Torben bliver nervøs for om vi overhovedet kan komme med. Hvis ikke, skal han en omvej på 250 km over Puttgarden og Rødby. Vi skynder os derfor alt hvad ’bussen kan holde, og når færgeterminalen i selvsamme øjeblik et skybrud af bibelske dimensioner starter.

Der holder allerede en masse svenske Harley’er, som er på vej hjem fra H-D Superrally i Prag. Fra vores læ under billetkontrollens halvtag ser vi nu, med en blanding af fornøjelse (70%) og medfølelse (30%), nye flokke af Harleykørere ankomme gennem syndfloden. Bare to minutters forsinkelse et sted, og vi ville også være blevet gennemblødte ude på det sidste stykke Autobahn.

Der er selvfølgelig ingen problemer med at løse billetter til færgen kl. 22, faktisk er der kun seks motorcykler med mod Gedser. Der er plads til 2-300 mere på vogndækket, for alle de store svenskere med rygmærker og oversavede wranglerjakker skal med den til Trelleborg.

Jeppes dynamo nedlagde arbejdet et sted i Polen, så op til København ligger han gemt mellem mig og Torben, kun med positionslys. HP får sin knast allerede søndag, kørt direkte derned af SOS International, som alligevel skal have flere biler til Tjekkiet. Dér var nemlig det førnævnte Superrally, hvor en masse v-twins var brudt sammen. Det må være den nye generation af Harley-ejere, siden så mange af dem hellere vil hjem på fire hjul. Generationen, der ikke skruer selv.

Søndag formiddag havde vi i fortroppen bemærket en skrotplads langs hovedvejen, hvor der bl.a. stod en russisk helikopter. På hegnet udenfor hang et stort skilt med ”ophørsudsalg”. HP og Peter kommer forbi i åbningstiden, og får lov at starte piskerisets motor. Den er egentlig billig nok, men der står allerede alt for mange mærkelige ting hjemme foran værkstedet. Så godt tilbud eller ej, en anden må få chancen.

Bortset fra en enkelt tur i grøften (grus i et sving, hvad ellers?), rumler deres BSA uden yderligere problemer hele vejen op til natfærgen i Swinoujscie.

PS. Der gik næsten 4 måneder før HP igen begyndte at sige onde ting om Nimbusser.

Denne turberetning har også været bragt i Touring Nyt nr. 2, 2005