 Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
Vi mødtes igen på Ib Koch-Olsens kontor. Han havde fået de=
ide, at Dreyer skulle filmatisere Johannes V. Jensens novelle -
Nåede de færgen", jeg skulle være fotograf. Det var et par år efter
besættelsen, retssagerne imod de danske landsforræddere og
nazister var endnu ikke afsluttet, nogle blev dømt til døden.
Ministeriernes Filmudvalg, som producerede filmen, hørte
under Justitsministeriet, så Dreyer havde fået den ide, at hvis man
nu kunne få en af de dødsdømte til at spille hovedrollen i filmen.
Så kunne han på motorcykel køre ind i et træ, som han skulle i føl-
ge novellen. Det kunne være han overlevede sammenstødet, så
kunne hans dødsdom blive ændret til en mildere straf.
Koch-Olsen hørte opmærksomt på forslaget, men til mig sagde
han, at det var jo ikke sikkert at den dødsdømte havde kørekort til
motorcykel, så efter nogen betænkningstid opgav han at henven-
de sig til Justitsministeriet.
Det blev i stedet den professionelle væddeløbskører Josef Koch,
som kom til at føre motorcyklen med sin kone på bagsædet.
Vi tilbragte megen tid på Nimbusværkstedet. Det kugleled man
brugte til at spænde sidevognen fast, kunne også bruges til at
spænde kameræt fast på motorcyklen. Ved hjælp af lange stålrør
kunne man få kameraet anbragt udenfor motorcyklen og lave
nærbilleder af hjulene og andre detallier mens man kørte i fuld
fart. Der var blot det kedelige ved det, at de billeder vi havde stil- let ind til når motorcyklen holdt stille blev noget helt andre, når
der var fuld fart på.
Dreyer havde den ide, at vi skulle optage alle billederne i den
rigtig@ hastighed, altså 24 billeder i sekundet. Jeg foreslog, at vi
kunne ændre hastigheden på kameraet til f. eks 18 billeder i sekun-
det og derved få den samme fartfomemmelse frem. Men det var
Dreyer aldeles imod. Selv om det var et nærbillede at speadome-
ternålen, måtte det optages i den rigtige hastighed. Så jeg var
taknemmelig for at det var en professionel væddeløbskører som
førte motorcyklen Han elskede at køre stærkt. Om aftenen kørte
vi til København for at få filmen fremkaldt, og om natten kørte
vi tilbage igen. Jeg husker engang vi drønede ned over Sjælland,
så jeg forude et hestekøretøj som var belæsset med spidse gran-
stammer, som rakte ud over vognen. Joseph Koch bremsede ikke
op, men speadede yderligere op og lagde motorcyklen ned på
siden, så vi slap forbi køretøjet i stor fart. Efter et par kilometer
standsede han cyklen og kørte ind til siden, hvor han hvilede
hovedet på styret. "Den var tæt på", sagde han, "Vi havde ikke set
godt ud, hvis vi var blevet spiddet på de granstammer, min enes-
te chance var at sætte farten op og lægge maskinen ned på siden,
jeg håber ikke du blev nervøs.".
Nej, jeg var mere nervøs for ikke at gøre mit arbejde ordentligt.
En dag skulle vi filme motorcyklen, som kørte højre om en last-
bil. Jeg skulle sidde i sidevognen på en anden motorcykel, som
overhalede venstre om.
Det gik også meget godt, bortset fra at det varede for længe
inden solo-motorcyklen kom ind i billedet. Jeg foreslog at vi prø-
vede en gang til på vejen tilbage, hvor Dreyer var gået ind for a[
bestille frokost til filmholdet.
Men da gik det galt. Solo-motorcyklen satte så meget fart på, så
lastbilchaufføren blev nervøs og trak ud til venstre, hvor vi netop
var ved at overhale. Vi blev ramt af hans bagskærm og begynd -
te at slingre.
Det endte med at vi røg ind i et vejtræ, som borede sig ind
mellem motorcykel og sidevogn. Gud ske lov sad jeg på hug i
sidevognen, så ved sammenstødet røg jeg op i luften, forbi træet
og langt ind på en mark. Jeg brækkede et par ribben og håndled-
det på venstre hånd.
Da jeg kom til mig selv liggende på marken, så jeg en taxa
ankomme, Dreyer steg ud og styrede direkte mod den havarerede motor-
cykel, hvor han studerede det fastspændte kamera, som tilsynela-
dende var uskadt.
Jeg måtte en tur på hospitalet og armen kom i gibs.
Det er ikke særlig praktisk at skifte film i en såkaldt "skifte-
pose", når den ene hånd er ude af drift. Der skete da også den
beklagelige fejl, atjeg kom til at lægge den allerede eksponerede
film i kassetten.
Dagen efter, da vi kørte prøver i en biograf i Assens fremgik
det, at den ene rulle var dobbelt-exponeret.
Dreyers kommentar var "Sådan noget må ikke ske, hr. Roos"
Nej det vidste jeg da godt.
Vejen til Etah - erindringer