Grenå - Grenen - og på Nimbus Grete Povlsen Strandboulevarden - 1978:01 - side 37 - 39 Om en sommerferietur med forhindringer til Skagen med hele familien i en Nimbus med sidevogn EMNER: Rejser og ture, sidevogn, Skagen, PERSONER: Grete Povlsen, Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre

GRENÅ- GRENEN - OG PÅ NIMBUS Grete Povlse n

De fleste andre ager sydpå til 4O grader i skyggen og cementkantede strande med servering. Spanien, Lidoen og Cannes frem for Kandestederne. Sydfra invaderes vi af de vandløse til gengæld. D-vognene florerer i højsæsonen. Nogen MÅ altså blive hjemme og vise hvem der bor her.

Og en aften opdager vi, at ingen af os minsandten har været i Skagen, eller stået oppe på Grene« på Danmarks yderste spids. Vi må omgående derop. Fra fjern og nær lyder hånsord, uanmeldt, midt i ferietiden få plads i Skagen, og med to rejsetrætte børn. Kommer utvivlsomt til at stå på gaden. Og færgereservation har de heller ikke. De kommer slet ikke derover.

Ingenting er mere inciterende end andres sunde skepsis. De to sagesløse men på ingen måde kødløse børn stoppes i sidevognen som fars i pølseskind, sidevognen som de allerede sidste sommer forsvor nogensinde at ville klemmes samtidig ned i mere. Som en Cosper-tegning vender kaptajnen på skuden sit barske fjæs mod passagererne, mens han med et drøn startet miraklet Hvad i alverden skulle vi dog med en bil.

Hundested 9,00: Et vemodigt og betagende syn at se bagenden af færgen stå ud i morgentågen. Vi mente vi kom i fantastisk god tid og alligevel holdt ventende køretøjer i lange rækker, måske havde de overnattet på kajen. Frelste og ikke frelste, godtfolk med billet og skarnsfolk med foruden. Vi skuttede os. Forsynede ungdommen med frugtgummi til de lignede kaniner.

Hundested 12,00: De frelstes rækker er forlænget, tømmer- og kølebiler som må tynge færgen til havsens bund, har sluttet op, men mirakuløst kalder en vinkende finger os frem i rækken, ind i hvalfiskens gab glider Nimbus med far, mor og børn. Knud Rasmussens klinter sakker agterud, vi er ude i rum sø og med grønt kølvands­-prøjt på vej til Jylland, undervejs til Grenen.

Grenå kl. 15,00: Vi er ved at lægge til kaj. En modtagelsesdame råber op mod rælingen - jeg har jaarbær hjemme - I say potatoes and you say poTAtoes.

-            Taler de dansk her - spørger drengen, der er 8 og aldrig har været uden For Sjællands sletter.

Over det blomstrede Mols farer Nimmeren afsted, fra bagsædet, der ikke er affjedret, og den sammen­pressede sidevogn ser vi kun de grønne store strøg og skiltene vi passerer i et sus. Vi kører over 100. GUG -RAMTEN - NØRAGER. Ungerne hyler begejstret. Det sidste hedder vor gode nabo derhjemme. Forbi GI. Etrups røde gamle mure, gennem Auning i sidevind. Surheden synes at brede sig i sidevognen, hvor de som to C -æg sidder og klinker hinanden i svingene. Jeg råber og forsøger at overtalé A-ægget foran mig til at standse ed en slikbod.

Rold skov. Efter tedrikning i tykningen besøg i bregnerne - Hundested - Kandested - Vandested - vrøvler pigebarnet og ser efter botanisk interesserede bilister, der dukker frem, synligt lettede, af den grønne uderskov med nålestik og nælder. En extra glæde at gøre det i det grønne, både det ene og det andet og det tredje med. Fri os fra autostradaens lokumsventende køer, desuden gøder det vel.

Solen står nu betagende, men betænkeligt lavt mellem stammerne. Nå frem inden mørkets frembrud. Ordet ene gør mørket kriminelt. Hurtig afgang. Som sædvanlig vælter min håndtaske og hælder indholdet - som er ke så lidt - ud over skråningen, ned i grøften. A- og C-æg venter allerede deroppe. Planløst propper jeg indholdet ned, og opdager først i Ålborg, at røverne fra Rold har familiens betroede kasse, min slidte tegnebog, :zeres vold. Intetanende fræser vor fader efter en SF/Suomi-Finland vogn foran os. Drengen tror, det er Aksel Larsen

Gennem Ålborgs gader over toppede brosten klinkes der en del i sidevognen. En uheldsvarslende kombination af sult, søvnighed og stivhed i lemmerne. Et skilt på et torv med Cafeteria/KFUM ser tillidsvækkende ud rent prismæssigt, familjevenligt ligefrem. Vi bestemmer os for hakkebøffer. Store drivende hakkedrenge over hele tallerkenen. Til og med er der springvang udenfor. Desværre blir ungerne utroligt tørs tige af at betragte det.

Findes der mon et missionshotel i Skagen? Vi diskuterer det med damen, der er i sort men ellers ikke spor KFUM-noget somhelst.

Dér vil JEG altså bo - råber drengen - på motionshotel. Han har lige fået privatfodbold hjemme.

Alt optaget på både KFUM og motionshotel viser det sig i den lille telefonbox. Try again. Denne gang forsøger jeg. Kommer henrykt ud af boxen lidt efter. Et lille, meget lille og et lidt større værelse ledigt på et godt hotel i selve Skagen by. Billigt, tilføjer den kære mand ovenikøbet. Uvilkårligt søger min hånd familieformuen nede i rodetasken. Roder forgæves og forsvinder ud på toilettet. Altid være alene med en forskrækkelse - eller en glæde. Denne gang forskrækkelsen. Endevendt. vrangvendt viser den sig ikke, tegnebogen. Ligger altså på den lede skråning i skoven. Røverne fra Rold's skov.

Slynge dem sandheden i de trætte ansigter. Sløvheden har bredt sig derinde med mætheden, det vil lige være sagen. Vende om? Som en magnet drages jeg mod vort bestemmelsessted, mod Skagen og Grenen. Mod en ventende hvid seng. Jeg lader ham lumskeligt starte og mens halvmørket sænker sig allerede, kravler vi opad, stadig opad, når omsider de høje skrænter omkring Fladstrand, Bangsbostrand, ser skiltet med Hulda Lutkens navn. Helt kulturfjendske kan de da ikke være i det byråd ialtfald.

Rystende af kulde og træthed tromler vi kl. 23,30 op foran det oplyste fine hotel. Vi ER her.

Morgen i Skagen - Sådan efter morgenmaden at slentre en tur gennem en ny by. Se biblioteket, der ligger smukt i en have, en hyggelig lang længe, indsuge atmosfæren, selv ny og veloplagt efter en god nats søvn, med både potte og bibel i natskabet. De røds tagsten med hvide striber, de mange roser, lunheden i luften, og lyset -uden at vælte sig i halvfemsernes romantiske fortabelse, må man indrømme, at her er til at være. Til at ånde. En atmosfære af levet liv og stadigt eksisterende liv, ikke en museumskulisse, en by med både fortid og fremtid. Vi går forbi en af landets ældste latinskoler fra 1550. Hvem kan forklare beliggenheden. Norge og Kristiern den Anden. Eller-? På Danmarks yderste pynt. Hvorfor ikke lægge et nyt universitet her idag?

I Skagen er der noget for både romantikere og realister. De sidste kan gå på havnen, til fiskeauktion i årle morgen. Tæt ligger de, bådene, ræling ved ræling, mast ved mast, et gyngende gulv. De spidsgavlede små rødmalede huse ligner Bergens. Her overnatter de i travle tider, både unge og gamle, lever deres liv på havnen. Knokler - stadig en gåde for hvorfor fisk er så dyre i København, når man får så lidt for dem her.

Grenen, den yderste spids af Danmark - det er som at bestige en liggende bjergtop. Op skal man, ud skal man, helt ud. Nordligst er det ikke, får vi at vide, den nordligste del af landet ligger lidt tilvenstre for selve Grenen.

Fra Drachmanns grav - som var et værdigt sted at placere sine bene i sin tid - har man nu udsigt til souvenirs­boder med kunstige søstjerner og meget andet skidt, selv fidusbilleder, som nok ville ha ærgret den gamle digtermaler, og til den udanske traktorbus SANDORMEN, der transporterer de ugidelige fra parkerings­pladsen til spidsen af Danmark. Direkte ved Grenens spids losses de ud, stivbenede og forkrøllede, et par kroner fattigere. Hvorfor ikke føje en Vandrutschebane til, så de direkte fra SANDORMEN losses i de to have. - Som iøvrigt er salte og dejlige hvor de mødes. Underligt at så få badede. Vi var de eneste, og fattede det først, da vi så skiltet omdasket af plasticposer. BADNING FORBUDT. Lebens-Gefirlich.

Vi               tørrede os i den danske blæst. Ukrudt forgår ikke så let.

Tværs over hovedgaden i Skagen, lige ved hotellet, kører Skagens tog. Det lyder som et FDF-orkester. Musik er der ihvertfald i det, og det ender i en tilsyneladende privat have oppe i gaden.

Inden vi skal spise sidder vi lidt foran Drachmanns hus, kigger på hans vilde roser, hans bænk og hans lokum.

Sjælen får ikke ro, før jeg får talt med inspektøren. Nogen respektabel hotelrotte blitjeg næppe nogensinde. Maden smager mig overhovedet ikke, før jeg ved, om den blir betalt. Endnu har jeg ikke betroet resten af familjen fadæsen i Rold skov. Jeg svor, at vi skulle se Grenen. Men vor trivsel tre dage her hænger i en stærkt frønnet gren. Endnu har jeg ikke mødet stedets inspektør. Alt afhænger af, hvordan han er.

Areyou honest, spørger Hamlet. Ubevidst spørger man om det samme, hvergang man ser et nyt menneske. Ser på øjnene. Der må godt være lidt filur i det. Ærlig på en særlig måde, behøver ikke være helt klerikalt. Denne gang må det være den andens tur til at spørge. Are you honest? Inspektøren lægger bogen af Nabokov fra sig. Gode tegn at han tyr til læsning i ledige stunder. Han har en hurtig opfattelsesevne, ser på mig mens jeg ridser tragedien op i al dens elende. Jeg forsøger den lette tone, rystende indvendig. AlI right, siger han bare. Ikke andet. Send dem, når de kommer over.

Jeg måber. Over, det betyder hjem, hjem til København. - Men - men - stammer jeg -jeg har sletikke fået talt om min pant, min ring -jeg klemmer min gamle rubin af fingeren, der er tyk af varmen - De kan da ikke vide, om jeg er bedrager -

- Allright, siger han igen. - Som De vil - De kan gi mig den, når De rejser - så sender jeg den til Dem - bagefter -Ikke et ord mere. Han læser videre. Mit hjerte slåt dobbeltslag. Jeg springer hen af plysløberen. Mine to prøvede børn følger mine krumspring med forfærdelse. Hvis nogen ser det. Og ånej, la vær at synge, mor. Utroligt så børnene er bornerte. Selv vores. Trodsigt og uhæmmet skråler jeg løs mens jeg vasker hænder inden middagen med de opsatte servietter. Selv vældig opsat.

Tilbagetoget. De fire dage fløj som to. Vi kommer tilbage. Men ikke i det køretøj, ikke med de børn, ikke i den størrelse. Det gør ondt at forlade Skagen. Igen de høje skrænter, igen Hulda Lütken-skiltet, en vej mod havet. En Tove Meyer-vej i Virum, vel utænkeligt, selv til venstre for Virum.

Vi               oser videre, tilfredse som bestigere af Mount Everest, nu på vej ned af bjerget. Vi nåede målet. Vi har badet fra Grenen, vi har set det hele, ialtfald været der - og den bare plet på fingeren blir snart dækket igen af den røde rubin. Jeg sender fra mit gungrende bagsæde en kærlig næsten forelsket tanke til den jyske generøsitet når den er bedst. De bundhæderlige lysegrå øjne, havblikket. Havets drenge er ikke bondesmålige.

Forbi skiltet med Brønderslev 27 km, igen de skæve træer, som magre drenge, der hælder sig væk for lærerens lussinger, blæstenvinden.

Vi drejer filmen baglæns. Sæby - Nørre Sundby - Ålborg - snart Rold Skov. Jeg hiver føreren i vindjakken, da vi når rastestedet.Jeg har et kendetegn på det, et skævt træ. I den almindelige forvirring smutter jeg over vejen. Fuldstændig forrykt at tro det, men - der - der under et skræppeblad ligger den, den flade brune. Selvfølgelig tom.

Jeg tør ikke se efter. Kniber et øje i og skæver. Der ligger den, den kære blå seddel, godt sammenlagt. Urørt har den camperet her i fire døgn. I løftet stemning danser jeg over til æggehovederne derovre.

-            Ih hvor er du altså tosset - siger pigen med overbevisning og ved heller ikke hvorfor.

Høje lige fyrrestammer, mast ved mast som Skagens skibe i havn. Her kunne vi forsåvidt godt gå rundt i dagevis, kilometer af lyng- og fyrrebakker. Titusindvis gran- og fyrrestammer. Danmark er et lidet, fattigt land. Er det?

Hjemme igen.

Et bump fra brevsprækken. Hvornår holder man op at tro, det er noget glædeligt der kommer. Vitterligt er dog to tredjedele mindst ærgrelser, rykkere og reklamer. Men poststemplet her er Skagen. Og den er tyk at føle på, brevpakken. Inspektørens store skrift, et rigtigt brev, og indeni ligger ringen, indsvøbt i de syv slags silkepapir. Rubinen sidder igen hvor den skal. Stråler endnu mere end før. Bringer den med sig noget af lyset fra Skagen?