MIT LIV SOM MOTORCYKLIST
For overhovedet at være i stand til at køre på motorcykel, var det nødvendigt for mig at blive født, hvilket jeg blev d. 19. november 1937. I 1958 tog jeg motorcykelkørekort på afbetaling, det kostede dengang 100 kr. + 15 kr. for kortet. Jeg havde sparet 20 kr. sammen til udbetalingen, og så kørte jeg ellers nogle timer, når jeg havde sparet en tier sammen, og endelig trekvart år efter, gik jeg op til køreprøven. Det foregik ude på Østerbro ved en rundkørsel med 4 veje. Vi var 5, der gik op samtidigt, og vi skulle så køre rundt i rundkørslen, ned ad den ene vej, vende på vejen og køre tilbage mod rundkørslen, dreje til højre, her holdt den motorsagkyndiges bil parkeret; han gik hen mod rundkørslen, mens vi kørte rundt i den, da vi var drejet ned ad vejen, hvor vi skulle vende rundt, var den motorsagkyndige allerede vendt om og på vej tilbage til bilen, mens vi fem vendte, den ene måtte sætte foden på jorden (forbudt), og kørte hen for at parkere ved bilen. Mens den motorsagkyndige udfyldte papirerne, stillede han to simple trafik-spørgsmål, og så var papirerne klar, og jeg kunne hente mit midlertidige kørekort hos Københavns Politi, det hele havde taget en halv time, hvor der for øvrigt ingen anden trafik var i området...
Da min far i foråret 1959 skiftede knallerten, en Stafette, ud med en brugt Ford Popular, arvede jeg den. Min kammerat, Jørgen, købte en NSU Super Lux, men hans forældre måtte ikke vide noget om det, så han parkerede på en sidegade lige i nærheden. Jeg sad altid bagpå, og vi kørte en masse ture sammen. Flere af vennerne havde motorcykler, og en af dem havde ikke kørekort, han havde en lille NSU Fox, så af og til kørte vi så en halv snes motorcykler ud ad den dengang nye Hørsholmvej til Helsingør og tilbage ad Strandvejen, så kørte jeg Fox'en med ejeren som passager. Det var især en stor spøg at køre ad Nørrevold, Vester Voldgade, til højre på Rådhuspladsen og igen til højre ad H.C. Andersens Boulevard, det måtte man dengang, og vi kørte så op på siden af hverandre, så vi spærrede hele vejbanen, og så gik det ellers derudad for fulde gardiner, dengang var der jo ikke noget, der hed hastighedsgrænser.
Som sagt havde jeg overtaget min fars Stafette knallert, men samtidig havde jeg sparet lidt sammen af mine lommepenge, så da jeg et sted fandt en Java motorcykel på 250 kubik, gav jeg Stafetten som delvis udbetaling og fik tre veksler på restbeløbet, så var jeg endelig selv rigtigt kørende, det var i sommeren 1959. Den motorcykel havde jeg megen glæde af, især var det lækkert at kunne suse af sted op til sommerhuset, der var jo stadig ikke ret mange steder med hastighedsgrænser; her skal lige nævnes, at jeg i flere år havde cyklet op til sommerhuset hver weekend, 55 km hver vej i sol, regn og blæst... Javaen, jeg husker ikke modellen, var eencylindret, og så havde den en halvautomatisk kobling, der virkede på den måde, at når man holdt stille ved en lyskurv i første gear, pressede man bare gearpedalen nedad, så kobledes ud, og når man skulle køre, slap man bare pedalen langsomt. I det hele taget var det kun nødvendigt at bruge koblingen ved start, men hvis koblingskablet knækkede, kunne man da bare løbe maskinen igang. Denne kobling mener jeg stadig benyttes af Java/CZ-modellerne.
Den 9. september 1959 blev jeg indkaldt til Livgarden. Det var ikke fordi jeg havde den store lyst til at være soldat, men det ville unægteligt hjælpe lidt på det, hvis jeg kunne få militært kørekort til motorcykel. En af soldaterkammeraterne fortalte, at når vi skulle lave vor levnedsbeskrivelse: Skolegang, interesser etc., var det bare om at smøre tykt på, der var jo ingen, som kontrollerede noget. Som sagt så gjort, jeg skrev om min store lidenskab at køre på motorcykel, og at jeg havde deltaget i flere løb. Resultatet udeblev ikke, en dag blev seks soldater råbt op, vi skulle henvende os i motorgården, hvor vi hver fik udlevet et stk. Nimbus, fem solomaskiner og en sidevognsmaskine. Mens de andre rekrutter sloges på feltbanen, kørte vi af sted på disse herlige maskiner, de er jo ret tunge, og da jeg første gang skulle vende på en mindre sidevej, tabte jeg Nimbussen, men fik den da op igen. Da vi alle havde civilt kørekort, havde vi ingen teori, kun praksis, og en skønne dag var vi klar til den militære køreprøve. Jeg fik tildelt sidevognsmaskinen og havde den motorsagkyndige bagpå. Vi kørte ind til Hillerød, og selvfølgelig skulle vi gennem de smalleste gyder, og da jeg skulle passere en trækvogn, ramte jeg den med sidevognshjulet. Hold op, der blev jeg forskrækket og bange for ikke at få kortet, især blev jeg nervøs, da den motorsagkyndige, i det øjeblik vi indhentede solocyklerne, sprang af med ordene: "Lad mig komme over på en anden motorcykel", da troede jeg helt bestemt, at jeg i hvert fald ville dumpe. Men vi bestod alle!!!
Efter rekruttiden og to måneders vagttjeneste på Amalienborg, kom vi til Sandholmlejren, hvor jeg blev placeret i Stabskompagniet, stabsdelingen, og fik tildelt en Nimbus. Nu begyndte så en herlig tid, selvfølgelig var der en masse andre ting, vi skulle, men når vi var i motorgården for at passe vore Busser, var vi alle meget tilfredse. Vi var jo en hel lille flok af Nimbus-folk og motorvognsførere, og en gang om måneden skulle vi alle stille med vore køretøjer rengjorte og køreklare. Det var den rene svir for os motorordonnanser, tiden, der var sat af, var baseret på de store lastbiler, så vi var ret hurtigt færdige og kunne hygge os med andre ting... Nummer et var det dog, når vi kørte på øvelse. Først kørte en jeep med de høje herrer, efter denne jeep kom stabskompagniets jeep med vore ledere, og efter den kørte vi så seks ordonnanser, to og to ved siden af hinanden. Når vi nærmede os et større vejkryds, stak løjtnanten to fingre ud ad jeepens vindue, og de to første ordonnanser kørte ud og frem til krydset for at stoppe trafikken. Løjtnanten og jeg havde udviklet en hel speciel teknik, når han ville tilbage for at se, om alle var med i kolonnen, vinkede han mig frem, og mens vi kørte, steg han fra jeepen over på mit bagsæde. Det foregik ved, at jeg jo i forvejen havde slået fodhvileren ned, og når han forsigtigt havde kontakt med fodhvileren, begyndte jeg at lægge vægten mod højre, og mens løjtnanten gradvist øgede sin vægt og til sidst svang benet over, rettede jeg Nimbussen op; så vendte vi, og det gik for fulde gardiner ned til enden af kolonnen og tilbage igen, vi oplevede aldrig at nogen var sakket agterud, men vi havde det dejligt. Vel tilbage ved jeepen kørte vi samme procedure i omvendt rækkefølge.
At være motorordonnans i stabsdelingen medførte mange forskelligartede pligter og goder, når vi var til skydning i Jægerspris, var vi to ordonnanser knyttet til officersmessen, og det var mig, der kørte til byen og handlede for messen om dagen, og om aftenen og natten serverede vi drikkevarer for befalingsmændene i messeteltet. Efterhånden lærte man jo de forskellige herrer ret godt at kende, og de os, så efterhånden lød det ofte, når de bestilte f.eks. en snaps, "... og tag bare en på min regning..." Vi havde ofte tømmermænd næste morgen...
Når vi kørte langt i kolonne, havde ordonnanserne det ofte svært, da vi kunne risikere at køre i timevis med en hastighed af 20-40 km i timen. Så lavede vi gymnastiske øvelser på motorcyklen, sad med benene oppe på bagsædet eller på samme side, somme tider tog jeg en rask lille løbetur, godt trukket af Bussen. Også her tog jeg nogle ture tilbage langs kolonnen, sådan helt for mig selv, og der var ingen, som kommenterede min selvbestaltede kontrolkørsel... Den længste tur, jeg var med på, var efterårsmanøvren, hvor vi kørte til Nordtyskland. Igennem mange af de små landsbyer var der brostensbelagte veje, som blev uhyre glatte i regnvejr. Det var også hundekoldt, men det meste af tiden kørte jeg rundt med en halv flaske rom i den ene u-taske, i den anden havde jeg min pistol...
Jeg har altid godt kunnet lide at køre stærkt, og selv om vi kun måtte køre max 80 km/t, var det ikke noget, vi overholdt, når vi var på egen hånd. En gang skulle jeg transportere en løjtnant, vores tidligere stuekommandør fra rekruttiden i Sjælsmark kasserne. Det var på efterårsmanøvren, og jeg spurgte, om han havde travlt... ...om vi skulle se at komme afsted? Han nikkede, og den fik ikke for lidt, pludselig prikkede han mig på skulderen og råbte et eller andet, jeg troede, vi skulle køre hurtigere og satte håndtaget i bund. Da vi nærmede os en langsomtkørende jeep, måtte jeg desværre sætte farten ned, men så hørte jeg, hvad løjtnanten råbte: “Vend om, jeg har tabt min hjelm...” En anden gang, et andet sted i Nordtyskland, kom jeg kørende helt alene i mine egne tanker, pludselig blev jeg beskudt (løst krudt) fra højre, det lød højt, og jeg blev så forskrækket, at jeg kørte lige i grøften, mens Nimbussen vendte hjulene opad, sprang jeg over den og op på marken bagved, hvor jeg gik i flyverskjul af frygt for evt. eksplosion, da der stod røg op fra motoren. Det viste sig kun at være lidt olie, der var rendt ud, og da nogle soldater en halv times tid senere kom forbi, fik vi rejst dyret op igen, og jeg kunne køre videre, der var intet sket med Nimbussen. I det hele taget var det nogle robuste motorcykler, disse her Nimbusser. De blev af og til mishandlede, så man skulle tro, de ville gå i stykker for alvor. Somme tider, når det ikke var muligt at komme til at ryge, når vi kørte, var det bare at køre i 2. gear et stykke tid, så brændte den 3. cylinder varm, og man kunne så tage en smøg, mens motoren kølede af og kunne køre igen. En gang prøvede vi at se, hvor hurtigt man kunne køre i 1. gear: 70 km/t, men så summede den også som en “støvsuger” - men skade tog den ikke. Vi skulle også springe af i farten, når vi blev beskudt, heller ikke her skete der noget ud over en bøjet fodhviler... Men én gang havde jeg det svært, og her var Nimbussen uden værdi; idet jeg skulle gennem et sumpet område sammen med alt folket, men bundkarret ligger alt, alt for lavt, og kun med hjælp fra de andre soldater fik jeg skubbet og maset den 185 kilo tunge Nimbus gennem moradset.
Efter hjemsendelsen, 31. december 1960, blev jeg året efter genindkaldt. Dette foregik som en mobilisering, og jeg fik ordre til at tage af sted en bestemt dag og bestemt tidspunkt med nærmeste offentlige transportmiddel til en S-station i nærheden af Blovstrød. Dette gjorde jeg, her blev vi hentet, bragt til et depot, hvor jeg bl.a. fik udleveret en Nimbus, der ikke kunne køre... Det var hårdt at skubbe op ad bakke, let at køre ned ad bakke, men alt i alt lidt uhyggeligt, da det begyndte at blive mørkt, men til sidst mødte jeg svedende og prustende et opsamlingssted, hvor jeg fik plads på ladet af en Bedford. Senere fik jeg en bedre motorcykel og blev tildelt et let kompagni. De lette kompagnier havde ikke haft motorordonnanser før, så de mishandlede os på det groveste. Vi skulle til Næstved på Kafok-øvelse, men vi havde øvelser hele vejen derned, hvilket bevirkede, at vi motorordonnanser måtte køre hele tiden. Én væltede og brækkede benet. På et tidspunkt, da vi bare kørte derudad i mørket, begyndte jeg at se syner: Jeg kørte uden om parkerede biler, som ikke viste sig at være der, når jeg kom frem, jeg kørte efter en jeep og holdt øje med baklyset, lige pludseligt var det langt, langt forud, jeg satte farten lidt op for i næste øjeblik at bremse vildt og inderligt for ikke at køre ind i jeepen. Pludselig væltede det ned med soldater fra en skrænt på min højre side, der var bare ingen, da det kom til stykket. Det lykkedes mig at komme frem til Næstved kaserne uden uheld, men jeg havde forstuvet en finger på højre hånd, det var garanteret overanstrengelse, vi kørte i hvert fald i otte timer næsten uden pauser. Jeg blev så fritaget for at køre motorcykel, og resten af øvelsen foregik for mit vedkommende med en kæp i venstre hånd, da jeg heller ikke måtte bære våben.
- Det var mine sidste oplevelser med Nimbus inden for militæret - men da jeg i 1963 skulle flytte fra Tølløse til Ringsted og skulle søge værelse, stod der en Nimbus med sidevogn uden for adressen, jeg havde fået, og da vi var færdige med at aftale pris og tid for leje af værelset, spurgte jeg værten, om det var hans motorcykel, der stod udenfor. Det var det, sagde han, og spurgte om jeg ville købe den, 150 kr. skulle han have, og jeg slog til efter at have taget en kort tur på den. En mekaniker tilbød at gøre den klar til syn og syne den, det kostede mig 350 kr., og så var jeg kørende igen. Det var en 1937-model med håndgear og foldkobling, vi var begge 25 år. Jeg solgte sidevognen for 20 kr. Da speedometeret ikke virkede, fik jeg en kammerat til at køre foran ud ad landevejen, og når han ikke kunne køre hurtigere, skulle han bremse let så jeg kunne se bremselyset, da han gjordet det, overhalede jeg ham, han kørte 130 km/t. Det var nu skægt at køre på sådan en ældre model, engang var jeg sent på den og kørte fra Ringsted til Københavns Hovedbanegård på 45 minutter i myldretiden - jeg har tidligere sagt, at jeg godt kan lide at køre stærkt. En gang havde jeg været til roadracing i Roskilde, der var en hulens masse motorcykler, og da jeg kørte hjem, overhalede jeg en stor BSA, men det skulle ikke overgå ham, et kort øjeblik efter for han forbi mig og forsvandt i det fjerne...
Desværre havde jeg ikke den store erfaring med gamle motorcykler, og da jeg skulle have olie på, mente jeg, at motoren var så gammel, at den måtte have tyk olie på, men det skulle jeg aldrig have gjort, for selvfølgelig jo tyndere olien er, jo hurtigere komme den rundt i systemet. Nimbussen havde været til reparation på et værksted uden for byen, og da min kammerat, der havde kørt mig derud, hurtigt kørte hjem, skyndte jeg mig efter ham for fulde gardiner, men så var det altså at olien ikke var tynd nok og motoren ikke varm nok, plejlstængerne gik, den larmede som et helt tærskeværk, så i Ringsted vendte jeg og kørte tilbage til værkstedet og solgte Nimmeren for 90 kr.
Nu var det slut... Jeg har aldrig haft en Nimbus siden… |
Mit liv som motorcyklist
