 Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
I 1929 præsenterede den engelske mc-fabrik Ascot-Pullin et køretøj, der på en lang række punkter brød med al tradition, for hvordan man normalt konstruerede motorcykler. Modellen havde ikke færre end 52 nye eller unikke idéer: Et pladestel, der helt indkapslede motoren, hydrauliske bremser for og bag, en vindskærm der kunne hæves og sænkes automatisk, samt andre avancerede ting.
Mange af disse idéer er siden set på motorcykler i serieproduktion, men som regel først mange årtier senere. Hydrauliske bremser har været almindelige siden 1970’erne, automatisk vindskærm bruges på moderne touringslagskibe, og den glimrende idé med kæde eller tandremstræk bruges både på BMW’s encylindrede 6½’ere og de nyeste fartuhyrer fra Honda og Ducati.
Selv om Ascot-Pullin sikkert var en glimrende maskine, blev den ikke nogen kommerciel succes. Det var hverken prisen, eller ydelsen fra dens encylindrede 500 cc unit-construction motor, der afskrækkede. Men det købende publikum har altid været ret konservativt, når det gælder motorcyklers udseende. Kun 4-500 eksemplarer menes at være bygget, før fabrikken gik ned.
En af de nævnte fremsynede idéer var et pladestyr, hvori alle instrumenter var samlet. Speedometer, ampéremeter, oliestandsmåler, og endda et ur, havde fundet plads i et styr, der minder betænkelig meget om det på den tidlige type C – i ydre form endnu mere om styret på det encylindrede tegnebordsprojekt fra før krigen.
Da Anders Fisker i begyndelsen af 1930’erne ville designe en ny Nimbus, kiggede han utvivlsomt godt og grundigt på resten af markedet, før han satte pen til papiret. Ascot-Pullins styr må have tiltalt ham, både som en praktisk løsning, men sikkert også fordi den kunne være med til at gøre Nimbus til en motorcykel, der ikke lige var som de andre på markedet.
Inspirationen til Nimbussen pladestyr