 Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
Min fader, P.A. FiskerInterview med Karen Fisker Knudsen og Peder Fisker KnudsenBragt første gang i Nimbus Tidende # 105, Feb. 2000. Når snakken er kommet ind på Nimbus motorcyklen og folkene bag den, er navnene P.A. Fisker, Anders Fisker og Erik Fisker naturligvis dukket op. Men selvom der er gjort forsøg på en levnedsbeskrivelse i forskellige bøger, har PA og hans familie stået meget uklart for mig. Mit Levnedsløb Det var mig ganske vist bekendt, at PA havde skrevet bogen ”Mit Levnedsløb”, og at klubben gemte et eksemplar heraf i pengeskabet. Det var imidlertid først i November 1998, da jeg interviewede Vagn Gjerlang, at jeg fik lov til at se og røre ved et eksemplar. Da Vagn i September 1999 havde ladet reproducere nogle eksemplarer, var han så venlig at forære mig et af dem. I mellemtiden er jeg jo blevet ”arkivbestyrer” og har haft lejlighed til at se på klubbens eksemplar, som er ét af de oprindelige ca. 40 stk., som PA lod fremstille. Det som gør bogen til noget unikt er bl.a. at alle 178 A4-sider er skrevet af PA selv i hånden,- med blæk! Bogen blev trykt med det formål at blive foræret til familie og venner i forbindelse med P.A. Fiskers 100-års fødselsdag. Det sidste kapitel skrev han da han var 99 år, men hovedparten skrev han da ”...jeg var i 8o’erne, og ikke rigtigt havde noget at lave”. Dvs. mellem 1955 og 1965,- en skelsættende periode for Nimbus Motorcyklen. Bogen indeholder en stamtavle, både for den slægt PA kommer fra, og slægten efter ham, så langt som den nu var nået i 1975. Ansvarsfølelsen Peder Andersen Fisker var født 18/8/ 1875 i landsbyen Skalmstrup i Jylland og blev 18/10/1907 gift med bogtrykkerdatteren Astrid Petersen (født 8/11/1885) fra Odense. De to blev meget gamle. PA døde kort efter at have fejret sin 100års fødselsdag. Fru Astrid, som var 10 år yngre end han, overlevede ham nogle få år. De fik børnene Anders (1908), Erik (1911), Karen (1912) og Kirsten (1919). Kirsten var født med et handicap, og forældrene tog vare på hende i hjemmet indtil PA døde. Herefter var Fru Astrid nødt til at lade Kirsten bo på et plejehjem. Det viser noget om kærlighed og ansvarsfølelse. Ansvarlighed er også noget, jeg synes lyser ud af det man finder berettet om P.A. Fisker. Den eneste tilbageværende af børnene er fru Karen Fisker Knudsen, 90 år gammel (den 10/2-2002) men vital og rask og rørig. Høj alder er åbentbart kendetegnende for den slægt. Det var først, da jeg i stamtavlen så fru Karen var gift Fisker Knudsen, at det gik op for mig at hun var moder til Peder Fisker Knudsen. Han er jo den sidste administrerende direktør fra Fisker familien, og sad i stolen dengang man solgte til NKT. Karen Fisker blev gift med Lars Knudsen fra Odense i 1937. Da fru Astrid Fisker stammede fra Odense, og bedsteforældre boede dér, var det naturligt at bevare kontakten til byen. Peder Fisker Knudsen bor jo også nu i Odense.
Jens Bisbjerg Andersen (formand for DNT) og jeg besluttede, at vi ville bede om lov til at komme på besøg og interviewe fru Karen Fisker Knudsen. Vi skrev til hende og fik svar via hendes søn Peder Fisker Knudsen, at vi var velkomne, men at hans moder helst så, at han var til stede under samtalen. Det passede os fint, for så kunne vi jo benytte lejligheden til også at stille spørgsmål til ham. Fru Fisker Knudsen bor på 1. sal i en smuk lejlighed i en mindre boligejendom. Ejendommen ligger på Jagtvej i Odense, som er en del af et kvarter med store, ældre, velplejede villaer. Fru Karen er en nydelig velklædt dame. Hun bød os velkommen og vi var snart bænkede i en rar og smukt møbleret stue. Jens og jeg forklarede, at vi begge havde læst »Mit Levnedsløb«, men vi kunne godt tænke os at få at vide, hvordan det havde været som barn og ungt menneske, og måske især for en pige, at være medlem af PA Fiskers familie. Vi mente begge, at PA havde udeladt en masse af privat eller familiemæssig karakter. Det havde han måske gjort fordi det ikke forekom ham vigtigt,- eller fordi »det skrev man ikke om«. »Ja det er rigtigt«, siger KFK »man talte overhovedet ikke om privatliv. Ikke i mit hjem!« KFK fortsætter: »Da min lillesøster Kirsten blev født, var jeg inde i mine forældres soveværelse, for at se min søster. Det var det første, jeg hørte til, at jeg skulle have en søster. Da jeg fortalte historien til et lille barnebarn, så spurgte barnet snusfornuftigt; »jamen farmor, kunne du da ikke se at hun blev tyk?« Det var ikke gået op for mig, for det vidste jeg ingenting om dengang,- jeg må vel have været 7 år.« P.A. Fisker møder fru Astrid. AKN: »Hvordan traf Deres fader så Deres moder?« »Min moder kom fra et bogtrykkerhjem i Odense, og hun kom tidligt ud at tjene. Som 14-årrig kom hun i huset i København, og har mødt min fader, når hun gik tur på Værnedamsvej, Frederiksberg Allé og Frederiksberg Have. PA Fisker havde dengang værksted på Vesterbrogade. Min moder var en meget køn og flot pige, som man lagde mærke til, og det gjorde min fader altså.« Her bryder Peder Fisker Knudsen ind og spørger om det er den officielle version eller den rigtige version KFK er igang med. Så ser fru Karen bestemt på ham og siger, at det er den historie hendes moder har fortalt hende. Vi spurgte så, hvorledes rollefordelingen havde været i hjemmet, - havde PA villet bestemme hjemme også? Hertil siger KFK: »Min fader var ikke blevet til den han var, hvis min moder ikke havde været der. Hun var en kolossal støtte. Hun styrede et hus med 4 børn og tjenestefolk, og hvad angår husførelsen, så fik han ikke et ben til jorden. Min fader kunne ikke koge en kedel vand, for slet ikke at tale om at støvsuge. Jeg ved godt at han opfandt en støvsuger, men jeg tror ikke at han anede hvad han skulle bruge den til. Han deltog ikke i noget som helst af den slags. Men han lavede aldrig vrøvl, hun kunne lave om, hun kunne invitere gæster og vi kunne have liggende gæster. Hun var meget gæstfri. Hun passede sit og han passede sit. Omvendt så slæbte han heller ikke virksomhedens problemer med hjem. Men han levede sit eget liv.Han var glad for sin familie, og at vi var der, men hans interesse var kun firmaet.« AKN: »Man får det indtryk at han har villet bestemme det meste.« KFK: »Det vil jeg nu ikke sige; kun på sit felt. Hjemme bestemte min moder som sagt. Og maden stod der til tiden. Han trak sit dobbeltkapslede guldlommeur frem, men han behøvede ikke at sige at vi skulle spise kl. 6, for vi spiste kl. 6. Det føltes ikke som noget pres, tiden var sådan, det var bare noget man gjorde.« JBA: »Men på fabriken var der vist ikke nogen tvivl hvem der bestemte?« »Nej!« kom det inderligt fra Peder Fisker Knudsen. At være barn i Fiskers familie »Men vi har spekuleret over, hvordan det var at være barn i Fisker familien«, siger jeg. »Nu husker jeg ikke så meget af barndommen. Vi boede dengang i en meget stor lejlighed, og jeg gik i privatskole, hvad jeg var meget ked af. Det var dengang min fader gik ned, og jeg blev meget drillet fordi jeg ikke var så fint klædt, eller kunne holde så flotte fødselsdage. Det var meget hårdt, og jeg kan huske min moder syede poser til støvsugerne«. AKN: »Nu siger De at Deres fader gik ned, mener De at han gik fallit? Det er første gang jeg hører det. Fra hans bog og andre kilder får man det indtryk, at det var hårdt, men at det gik.« Fru Karen nikker og siger: »Ja, han gik altså ned, men det slog ham ikke ud« Peder Fisker Knudsen indskyder: »Jo, men det var jo lige omkring 1920, og det var her at Landmandsbanken krakkede. Banken havde jo lovet ham et lån, men kunne så ikke fordi de selv kom i vanskeligheder, og Staten måtte træde til og redde stumperne. Det var gevaldigt magre år, og han var jo også begyndt på »Kakkelovnsrøret«, og det var her at han svor, at han aldrig nogen sinde skulle låne penge i en bank mere, eller skylde penge væk.« Fru Karen ler, og jeg tror det skyldes at PFK har fanget den samme stil, som blev anvendt af PA. PFK fortsætter med at sige at for PA var det den største begivenhed i firmaets historie, da den sidste krone blev betalt tilbage, og siden har man ikke skyldt noget væk. AKN: »Det er jo også heromkring at Aktieselskabet blev dannet. Det er måske ligefrem derfor, at han gør det?« PFK: »Det er det, og der var aldrig nogen sinde blevet et A/S hvis ikke han havde været nødt til det for at skaffe financiering. Han havde aldrig nogensinde lukket fremmede aktionærer ind, hvis banken havde villet låne ham penge. Nå, men han skaffede de private investorer, og de er fulgt med hele vejen som bestyrelsesmedlemmer: Lunn, Messerschmidt, HelwegLarsen og Valdemar Hansen. Nogle af dem er efterfulgt af sønner og nevøer, der har oven i købet været to der hed Valdemar Hansen.« JBA: »Var de venner af familien?« KFK: »Nej det var de ikke, det var folk som fader ikke kendte på forhånd, folk han respekterede, men de var ikke venner. De kom til middag hjemme een gang om året. Det var min moder som stod for arrangementet, men fader var dog kommet så vidt at han stod for vinen.« JBA: »Var han vinkender?« »Han kendte ikke et klap til vin«, sagde PFK, »han vidste at der var rød- og hvidvin, men han var jo begyndt at komme de fine steder, som i Industriforeningen hvor de til de store sammenkomster lagde menukort ved hver kuvert, og dem tog han med hjem og lurede sig til vinenes navne på den måde!« Fru Karen lo, og sagde at det nok var helt rigtigt. AKN: »Vi har tænkt på, om han ikke i virkeligheden gik og spekulerede på nye opfindelser?« »Han tænkte ikke på andet«, siger PFK. AKN: »Vi kom lidt væk fra det med at være barn og ung i den familie. Hvordan var det, kunne De f.eks. få lov at køre motorcykle?« »En pige og en motorcykle? Det var helt umuligt! Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Drengene fik kørekort og motorcykler, men ikke jeg. Her var det faders mening som gjaldt i hjemmet, i alle tilfælde i den slags spørgsmål. Jeg så i øvrigt ikke så meget til mine brødre da vi voksede lidt op, for Anders var altid med fader i fritiden, og min anden broder, Erik, så vi ikke så meget til, han var ikke så meget hjemme (der var smil i stemmen). Men jeg har været med på motorcykle, på det første Kakkelovnsrør. Anders sad bag på, og Erik og jeg sad i sidevognen sammen med moder. Sådan kørte vi søndagstur. Fader havde bygget et træskur hvor motorcyklen blev opbevaret.« Social Status AKN: »Jeg ville gerne samle op på spørgsmålet om social status. Problemet med drilleriet i privatskolen, som fandt sted fordi Deres fader en overgang havde stram økonomi, må da have rettet sig efterhånden som det gik bedre og bedre for firmaet? Deres fader blev jo forholdsvist hurtigt en holden mand«. Fru Karen svarer: »Jo, men der gik alligevel lang tid, og jeg blev aldrig rigtigt glad for at gå der. Da vi så senere flyttede i villa først på Moltkesvej i 1924 og senere på C.F. Richsvej i 1928, så blev den sociale status naturligvis højnet. Vi fik kokkepige og stuepige osv. Men jeg tiggede og bad min fader om at få lov at skifte skole, for nu havde jeg desuden 45 minutters gang frem og tilbage, men intet hjalp. Jeg skulle blive ved at gå der. Villaen på C.F. Richsvej var en ganske dejlig villa. Moder og fader boede der indtil kort efter guldbrylluppet, så flyttede de ud i huset i Skodsborg. Guldfiskedammen kan jeg godt huske, der er et billede af Anders, som er fotograferet ved siden af den.« AKN: »Det var vist i Skodsborg, at Palle Huld kom på besøg på Nimbus med sidevogn og leopardhoved?« KFK: »Ja, det var til 100-års dagen.« AKN: »Er det rigtigt at PA Fisker udbrød: Jammen det er jo Palle, hvor er De blevet gammel!« »Ja, det er rigtigt nok, det lo vi alle meget af, at den 100-årige fandt på at sige dét til én på 60 år. Men det er jo nok dét at Palle Huld i mange år så meget drenget ud, og så pludseligt skiftede han udseende. Men Palle Huld, han er god.« Hobby og fritidsinteresser JBA: »Havde han fritidsinteresser ved siden af fabriken?« »Han lagde kabale, vistnok én som kaldtes Diplomaten. Han førte regnskab med om de gik op. Det gjorde de næsten altid.« JBA: »Jo, men en decideret hobby,- en hobby fortæller jo tit noget om folk?« Fru Karen smiler og siger: »Bortset fra kabale, så foretog han sig ikke andet, når han var hjemme, end at tegne og stå i kælderen«. AKN: »Det med kælderen får mig til at spørge, om den historie, som fortælles om at PA Fisker og Anders Fisker skruede den første model C sammen i kælderen på C.F. Richsvej, er rigtig?« »Ja det er det. Når han havde spist færdig, så rejste han sig op og sagde: »Tak for mad, lille Astrid«, og så forsvandt han og Anders ned i kælderen. Min fader havde et stort værksted under huset. På væggen var der en stor værktøjstavle. Alt havde sin plads, han kunne finde det i blinde. Han havde et stort arbejdsbord, der var kokustæppe på gulvet og hans khakifarvede kittel hang på en knage. Nedenfor stod hans sutsko.« Da PA blev vred »Jeg har set min fader vred to gange i mit liv«, siger KFK »den ene gang var jeg skyld i det. Det var fordi han havde været bortrejst i et stykke tid, og rodet i kælderen var blevet min moder for meget, så hun havde sat mig til at rydde op. Jeg synes selv at det blev gjort godt. Alle skruer af samme slags i en kasse for sig selv, værktøjet hængt på plads og afklippet ledning for sig. Jeg tror at jeg gik der en hel dag. Da min fader kom hjem og gik i kælderen, så kom han hurtigt op og sagde: »Hvem har lavet det?« og det måtte jeg jo indrømme, at det havde jeg. »Du har ødelagt det hele, jeg kan intet finde« Jeg sagde at ledningen f.eks lå og flød, hvortil han sagde: »Jeg kan huske den blev klippet af dér, og så skal den også ligge der!«. Forholdet til børnene JBA: »Børnene havde ikke meget kontakt med ham?« KFK: »Ikke som børn, han talte ikke med os, og jeg tror faktisk ikke at han anede hvad han skulle sige til os. Jeg lover jer for, at han ikke vidste om jeg gik til spil, syning eller om jeg var hjemme om natten.« Vi spurgte: »Gik han ikke ind i spørgsmålene om børnenes skolegang, for han var jo uddannet seminarielærer«. Fru Karen tænkte lidt og svarede: »Det gjorde han ikke, det interesserede ham ikke, og jeg tror ærligt talt heller ikke at han kunne rumme det, sammen med alt det andet. F.eks. har jeg prøvet at gå ind til ham med en regneopgave, for at få hjælp. »Den stiller du op som en ligning. Ja, men det må jeg ikke. Så kan jeg ikke hjælpe dig.« Han så sådan på det, at ville folk ikke være fornuftige, så kunne de ikke hjælpes. Efterhånden som vi blev ældre, var vi nok mere interessante for ham, især fik han et meget nært forhold til Anders, de lignede hinanden i deres interesse for mekanik. Erik derimod fik ikke så nært et forhold til sin fader. Han blev handelsuddannet, og sagde desuden sin mening,- og det var jo ikke så godt. Anders fik eksamen som Civilingeniør, og Erik startede på fabriken som læredreng. Men det viste sig hurtigt at maskinarbejder, det blev han ikke. Han blev så antaget i lære hos firmaet Løwener og blev udlært i handel derfra. Siden kom han til England og Tyskland.« AKN: »Jeg har på en eller anden måde fået det indtryk, at han var en slags levemand?« »Ja, måske« (et privat smil blev udvekslet imellem mor og søn). Familiemedlemmers chancer for ansættelse hos Fisker & Nielsen JBA spurgte om det ikke var således at P.A. Fisker sørgede godt for sin familie, ved at lade dem ansætte på fabriken? PFK: »Nej, snarere tværtimod. Anders Fisker blev selvfølgeligt ansat, men det ville han være blevet uanset. Erik fik læreplads hos Løwener. Og da jeg ansøgte på en ledig stilling fortalte personalechefen mig, at jeg havde bedre chancer hvis jeg ville undlade at kalde mig Fisker og nøjes med Knudsen. Så man blev absolut ikke bare ansat fordi man hed Fisker. Anders Fiskers sønner, Søren og Jens, ville gerne ansættes, men det var kun Søren som blev ansat. Jens som var ingeniør fik ikke ansættelse.« AKN: »Men du blev da ansat, hvis jeg ikke husker helt galt!« »Jo, men ikke før jeg havde været igennem hele møllen sammen med de øvrige 200 ansøgere. Jeg er sikker på at hvis man havde bedømt en anden som bedre, så havde han fået jobbet! Det gik meget korrekt for sig alt sammen.«
AKN: »Det er ofte blevet sagt, at P.A. Fisker var et meget sparsommeligt menneske. Faktisk går der flere morsomme historier om det, og jeg har da også i Nimbus Tidende været med til at bringe nogle af dem til torvs. F.eks. husker jeg en anekdote som er blevet bragt af en engelsk journalist i et Britisk MC-magasin: P.A. Fisker skulle i en alder af 90 være kørt med S-banen ind til fabriken, og da han skal hjem tilbyder Erik Fisker at tage ham med i bilen. Men det gik ikke for: »Jeg har jo min returbillet, lille Erik.« »Jo«, bekræfter mor og søn, »det har sin rigtighed. Man gav ikke penge ud til noget som ikke var nødvendigt, og man levede ikke i sus og dus.« Fru Karen husker, at han havde en lædermappe som havde hul i bunden, og en meget slidt pengepung, men så længe det kunne bruges blev det ikke kasseret. Hvad angik børnene, så skulle tøj bruges så længe det kunne passe. Han skrev også altid på begge sider af papiret, og han fyldte det helt ud,- ikke noget med store ubrugte felter. Derfor var han også så glad for at få breve, for så kunne han sprætte konvolutterne op, folde dem og bruge dem som notesblokke. Det nyttede heller ikke at forære ham noget, hvis han havde noget i forvejen af samme slags, som kunne bruges, for så ville genstanden blot blive lagt på lager. November 2002 har jeg haft lejlighed, til at se en del private breve, som PA skrev til sin søster m.fl. Det er Per Alleslev, som har fået disse dokumenter overdraget, og jeg synes, at en enkelt sjov ting falder godt ind her: Sparsommeligheden udstrakte sig nemlig også til en ting, som deltagelse i hans søsters bryllup 31/7 1909. P.A. Fisker har så travlt, at han lader sin kone, Astrid, skrive således: »Kære Elin og Rasmus. Tak for Indbydelsen til Eders Bryllup, men da baade Tid og Penge ikke denne Gang er dertil, maa vi paa saadan en 100års fødselsdagen. Fødselsdagsfesten blev holdt for familien og nogle få venner på Marina Park Hotellet. Og det var ved denne lejlighed at bogen »Mit Levnedsløb« blev uddelt. P.A. Fisker holdt en flot tale, uden manuskript. Han nævnte med navn og i rækkefølge hvert enkelt familiemedlem, hvad der var noget af en bedrift, for de var over 30 mennesker. Bagefter fulgte Karen Fisker Knudsen sine forældre hjem, for hun skulle hjælpe sin moder af med smykkerne, og lægge dem på plads. »Min fader syntes, at det var noget pjat, og det syntes jeg vel også dengang, - men idag forstår jeg hende. Da vi var kommet hjem, sagde min fader: »Nu kan dét være nok!« og kort tid efter døde han.« Sådan gik Nimbussens fader bort, til det sidste dén som bestemte retningen. |
Min fader, P. A. Fisker
