Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre |
Kritik af kritik
(John de Summer-Brason svarer igen på Leif Linds kritik i TN 9/02)
Jeg skal ikke være ham, der protesterer, når Leif Lind i Touring Nyt 9/02 blamerer sig med påstande om, at MZ 150 fra 1970 "giver langt mere køreglæde end Nimbus". Jeg har selv haft den tvivlsomme fornøjelse af at eje en MZ TS 150
og er bestemt ikke enig! Det er ikke uden grund, at brugtpriserne er 10-20 gange højere for Nimbus end for MZ, 150. Men hvis Leif Lind har det herligt på den mest primitive totakter af alle totaktere, som er fremstillet efter at japanerne gik ind på markedet
så fred være med det. Motorcykler opleves nu engang meget forskelligt. Og forholdet mellem mand og maskine kendes bedst af manden selv.
Da Leif Lind i resten af sit indlæg
med udgangspunkt i Anders Fisker-kapitlet fra min bog "Motorcyklister
fra Johannes V. Jensen til Biker Jens" lystigt blander skarpe iagttagelser med letkøbte påstande, er det imidlertid nødvendigt at rette ham på en række andre punkter. Lind har det ikke så godt med begreber som kildekritik og
benchmarking. Jeg tror, at de fleste veteranentusiaster vil give mig ret i, at hans alenlange kritik af Nimbussens tekniske løsninger er ret irrelevant, så længe han ikke har fundet nogle andre samtidige motorcykler at
sammenligne med. Der jeg vil hen er, at man med lethed kan finde en masse ting at sige andre af 1930'ernes maskiner på. Jeg nægter at tro, at maskiner som BSA eller Harley-Davidson skulle være mindre servicekrævende end Nimbus model C. Tværtimod! De cirka 3.500 overlevende eksemplarer af en samlet
produktion på 12.715 eksemplarer taler deres eget tydelige sprog. Linds påstand, at det er en
skrøne, at Wankel-motoren har været plaget af tætningsproblemer, finder modsigelse mange steder i
motorlitteraturen. Lind kan passende læse mekaniker Jens Jessens glimrende artikel om Suzuki RE5 i Touring Nyt 9/02 s. 44, eller lad mig citere fra Wikipedia.com, der er et gratis leksikon på Internettet: "En stor indsats blev i 1950'erne lagt i at
udvikle rotationsmotoren. Rotationsmotoren havde vakt opsigt med sin bløde, tyste gang og holdbarhed, der igen skyldtes det simple
konstruktionsprincip. Tætningerne på enderne af den triangulære rotor viste sig imidlertid at være konstruktionens
akilleshæl, og rotationsmotorerne blev i praksis slidt meget hurtigere end forventet."
Leif Linds problemer med kildekritikken bryder ud i lys lue i slutningen af indlægget, hvor han gennem citatet: "det var nu Far, der konstruerede det meste af den nye Nimbus" synes at bestride min tese, at Anders Fisker er
hovedkonstruktøren bag den berømte Nimbus Humlebi. Lind glemmer imidlertid at fortælle, hvor citatet oprindeligt stammer fra. Han henviser til Villy Poulsens bog "Nimbus
Danmarks
Motorcykle" (Notabene, 1986) som en særlig kvalificeret kilde, hvad angår Nimbus. I Poulsens bog finder man da rigtignok også kilden angivet, nemlig Nimbus-chefen Anders Fisker, Nimbus Nyt 17-18, 1944.
Kildekritik (som jeg har lært den på universitetet) går imidlertid ikke ud på, bare at
tilegne sig den første, den bedste påstand, for herefter at udbasunere den som sandhed.
Civilingeniørens egne ord skal i
denne forbindelse afvejes med andre primærkilder. P.A. Fisker har således ikke på noget
tidspunkt sagt, at han havde hovedansvaret for konstruktionen af Humlebien. Efter at
have lyttet i mange timer til de overlevende civilingeniører
som fulgte Nimbus, nemlig J.A. Christensen og Jens Fisker, må jeg konkludere, at hvor Anders stod for mere af
Nimbus-udviklingsarbejdet end sin far, så havde PA Fisker hovedansvaret for en ny Nimbus-fabrik.
Når Anders skriver noget andet
i Nimbus Nyt, skal det ses som en sønlig ærbødighed overfor faderens fantastiske
præstation: P.A. Fisker skabte en verdenskoncern ud af ingenting. Med Leif Linds optagethed af at korrigere, finder jeg det i øvrigt helt malplaceret, at han slutter med at anbefale
"Nimbus
Danmarks Motorcykle".
Takket været P.A. Fiskers !
ikke har gjort sig umage med
at kontakte de ingeniører, som fulgte Nimbus-projektet, er hans billede af virksomhedens udvikling tilsvarende
mangelfuldt. .
I stedet for at skrive et kapitel om Anders Fisker, der immervæk var chef for Nimbus model C-projektet i de knap 30 år, det stod på, har han et
fyldigt interview med den dengang nytiltrådte direktør Peder Fisker Knudsen, der ikke
havde haft en pind med
Nimbus at gøre. Af samme årsag kunne Villy Poulsen notere Fisker Knudsen for den uheldige udtalelse, at
"motorcykler er et lykkeligt overstået kapitel i Fisker & Nielsens historie".
Motorcyklerne var netop
ikke et lykkeligt overstået kapitel for Fisker & Nielsen! Erik Fisker nøjedes nemlig ikke blot med at stoppe udviklingen af Nimbus og kvæle
Nimbusbranded, han sinkede ydermere udviklingen af støvsugeren Nilfisk så meget, at Fisker & Nielsen i 1986, mens Villy Poulsens ukritiske skønmaleri stod på, ifølge en af
Nilfisksalgscheferne kun havde "wienerbrød fra i forgårs" at tilbyde kunderne.
Historien om Fisker & Nielsen er historien om en teknologitung virksomhed i stadig udvikling, så længe cheferne selv var højtuddannede
teknikere. Da først en direktør uden sans for produktudvikling, diversifikation og udnyttelse af den immaterielle værdi som et brand, en mærkevare er, tog over, var det ikke blot slut med Nimbus, også mærkevaren Nilfisk og Fisker &
Nielsen-aktien blev i en sådan grad udhulet, at virksomheden allerede i 1988 gled familien af hænde. Og det var næppe Klaus Riskærs skyld. I dag ved vi, at den stenrige virksomhed hos NKT blev tømt for værdier.
Leif Lind skal naturligvis have tak for oplysningen om udflytningstakten for Den Polytekniske Læreanstalt fra København til Lyngby. Når det er så vigtigt med
kildehenvisninger og kildekritik, er det for at kunne isolere skrønerne fra facts. Det er kropumuligt at skrive en detaljeret bog uden,
at
i reglen perifere unøjagtigheder sniger sig ind. Med orden i kildehenvisningerne er det imidlertid muligt for
læseren at bedømme, om forfatteren overvejende har hold på sin fremstilling. Således går Ph.D. Lars Handesten galt i byen, når han s. 325 i sin
biografi" Johannes V. Jensen: Liv og værk" (Gyldendal, 2000) berammer dødsåret for Nimbus-køreren Johannes V.'s stedsøn Ditleff von Zeppelin til 1923. Handesten burde have fanget de tre nekrologer på stedsønnen, Jensen fik trykt i 1916! Når "Liv og værk"
alligevel får fremragende anmeldelser, skyldes det hans forbilledlige præsentation af materialet. Påstandene kan med andre ord efterprøves. Og det er der, vi skal hen! Vi har ikke brug for en masser bragesnak og
"flueknepperi" af perifere detaljer, men efterprøvning af om en fremstilling bringer noget reelt nyt, er overvejende retvisende
eller ej.
John de Summer-Brason