Nimbus' slutspil og Nimbus i dag
Kim Scholer
Touring Nyt ISSN: 0106-1925 - 2003:01 - side 16 - 18
Modindlæg til Leif Linds artikel i Touring Nyt 2002:9. Bud på hvorfor det gik, som det gik med Fisker & Nielsens motorcykelproduktion, og hvorfor der er så mange Nimbusser tilbage i dag


EMNER:
debat, Fisker & Nielsen, historie, MC-100, Nimbusproduktion, teknik,

PERSONER:
Johannes K. Ersgaard, Leif Lind, Kim Scholer, John de Summer-Brason,



Nimbuslitteratur © 2024 Niels Øwre


Touring nyt 2003:1 side 16 - 18

Nimbus' slutspil og Nimbus i dag
Leif Lind fra Herlev skriver i sidste TN lidt om Nimbus, så jeg vil give et kvalificeret bud på, hvorfor det gik med Danmarks mest producerede mG, som det gjorde.
Pga. det danske lønniveau, produktionsformen med 25-50 stk. ad gangen, og at man brugte få underleverandører, var Nimbus Model C altid en meget dyr mc (i 50'erne kostede kun BMW's bokser og Ariel Square Four mere). Dette
var nok medvirkende til den relativt avancerede motorkonstruktion, for en overliggende knast var selvfølgelig ikke teknisk nødvendig. Ligesom alle 600 ccm sportsmaskiner i dag yder næsten det samme, havde den tids 750'ere kun omkring 20 hk. Men folk skulle jo have lidt lir for pengene, og det ser bare bedre ud end en motor med 8 indkapslede stød stænger. Langt de fleste mc'er dengang havde såmænd også fast bagstel, så Model C's fortrin stod i ting som den automatiske tændingsregulering, den bløde motorgang og en væsentligt større driftsikkerhed. Efter nutidens standard er køreegenskaber og bremser marginale, men det er heller ikke noget at sammenligne med. Prøv i stedet at se om 1/3 af BSAs, Nortons, lundapps eller Harleys 19241960 produktion stadig er indregistreret og køreklar...


De vigtigste grunde til,
at produktionen stoppede, er følgende:
1) Bortfald af de told og valutarestriktioner, som Nimbus havde nydt godt af.
2) Model C var teknisk uddateret allerede midt i 50'erne.
3) Efter Anders Fiskers stop var der i fabrikkens ledelse ingen interesse for mc-produktion.
4) De små billige biler, som også tvang en masse andre mc-mærker fra markedet.
De vigtigste grunde til, at så mange tusinde "busser" så alligevel har overlevet til i dag er følgende:
1) Der var kun en model, hvis dele meget ofte passer mellem de forskellige årgange. Derfor har det været nemt at have reservedelslagre og finde stumper til den.
2) Der blev stort set kun solgt til hjemmemarkedet, så forhandler og kundetæthed var og er stor.
3) Da produktionen stoppede, bestilte især militæret mange reservedele, som...
4) ...via militærets auktioner siden kom billigt på det civile marked sent i 60'erne, da en Nimbus pludselig ikke var meget værd.
5) Alle de fattigrøve, som i fordums langhårede tider ville have en stor mc, havde faktisk kun Nimbus at ty til.
6) Interessen, og dermed prisen, for Nimbus er steget meget de sidste 10-15 år, hvilket har gjort det økonomisk muligt for klub og forhandlere at nytremstille mangeldele som f.eks. stempler, plejlstænger, topstykker, sologear og bremsetromler. Pt. er 2/3 af de tilgængelige dele nye.
7) Driftsikkerhed og køreegenskaber af en karakter, så man trods alt kan leve med den i 
dagens trafik. Der er ingen forgudelse i dette, men prøv til sammenligning at køre 50100.000 km med de i øvrigt dejlige H-D WLA eller BSA B31 som hverdagstransport.
8) Den er LL's problemer med tændingsindstilling til trods nem at arbejde på. Hvis nogen kan pille motor og gearkasse ud af en WLA på 20 minutter (som jeg, der er en neanderthaier, når der skal skrues, kan med en Nimbus), så vil jeg godt komme og videofilme det.
Lige før krigen havde A/S Fisker og Nielsen faktisk en ny 4-cylindret motor på tegnebrættet, og efter krigen byggedes en lignende motor kaldet MC-100. Den havde indkapslede ventiler, kædetræk til knasten og en stor generator foran på krumtappen. Denne motor er ikke at forveksle med den senere eksperimentelle motor med drejeventil. For nogle år siden fortalte en af konstruktørerne, ingenør Johannes K. Ersgaard, i et Nimbus Tidende interview om, hvordan den var at køre til Nordkapp og tilbage (endda i et prototypestel med bagsvinger). Han anslog, at den havde mindst det dobbelte antal hk, og nævnte også, at den kunne trække en sidevogn op til 145 km/t. Da F&N imidlertid kunne sælge alt, hvad fabrikken spyttede ud, så man logisk nok ingen grund til at investere i maskiner til at producere en ny model. Hvilket jo som anført ovenfor på en bagvendt måde er kommet de nuværende Nimbuskørere til gavn.


Nimbus Model C var først og fremmest et stykke værktøj, hvis funktion til slut blev bedre varetaget af biler. Havde man videreudviklet MC-100 motoren og et stel med baghjulsaffjedring, kunne man måske have taget en del af det politi og entusiastmarked, som f.eks. BMW, Harley, Norton og alle de andre store maskiner overlevede på. Om dette kunne ske er dog rene gætterier og for nogle af os rene drømme.

Kim Scholer