Slumstormerne
Allan Kløve Nyborg
www.nimbus.dk - -
Om et besøg på Peter Bangsvej i Fisker & Nielsens efterladte fabriksbygninger i 1998 og om Vagns Gjerlangs Nimbusliv. DNT'S hjemmeside. Tidligere bragt i Nimbus Tidende


EMNER:
biografi, Fisker & Nielsen, Nimbusproduktion, udlejning, www,

PERSONER:
P. A. Fisker, Vagn Gjerlang, Allan Kløve Nyborg, Prøvemester Rasmussen,



Nimbuslitteratur © 2025 Niels Øwre


»Slumstormerne«


eller på fabriksbesøg på Peter Bangsvej med Vagn Gjerlang.
Bragt første gang i Nimbus Tidende nr. 102

Nu hvor Fisker & Nielsen er flyttet fra Peter Bangsvej og ud på NKT-vej, ligger bygningerne øde hen, og vi mente det ville være en god idé, at gå en tur derude sammen med en stedkendt, før det hele forsvandt.

Slumstormerne.
En solskinsdag i April 1998. Man bevæger sig igennem et sceneri, som kunne være taget ud af en af disse amerikanske actionfilm, hvor det endelige opgør finder sted i en forladt fabrik. Heldigvis bliver der ikke skudt efter os, den eneste lyd er vore fodtrin og den sprøde lyd af knust glas under fødderne.
Ind imellem høres der også basken af fuglevinger og kurren fra de allesteds nærværende duer. På det store tomme gulv står der et »værkførerbur«, ellers er der kun nogle gamle klude og papirstykker som ligger og flyder på det olieplettede, oprindeligt gråmalede, gulv.
På den ene langvæg har en grafittimaler, meget tankevækkende, malet ordene: »Judged by the World« (dømt af Verden). Man tænker uvilkårligt på, hvorfor en dansker har behov for at meddele sig til andre danskere på engelsk! Hans sproglige formåen må være beskeden.
Nå, men i lofterne hænger lysarmaturerne stadigvæk, udsugningsanlæg og elafbrydere er også på plads. Kun maskinerne er borte. Hvis man lukker øjnene halvt i, og sætter fantasien i sving, så kan man på ingen tid fremmane et billede med lyd.
Pludseligt er der værktøjsmaskiner og mænd i blå overalls, som bearbejder emner, som i grangivelig grad ligner noget til en Nimbus. Vi står nemlig på adressen Peter Bangsvej 30 i København.

Fabrikshal
Hellig Jord.
Det at besøge PeterBangsvej 30, må for en NIMBUS-entusiast nærmest sammenlignes med de religiøses besøg ved Jesu Grav i Jerusalem.
Det er intet mindre end hellig jord, vi står på. Men også skændet jord. Nogle af de oprindelige bygninger er allerede revet ned, bl.a. den bygning hvor der var forchromningsanstalt. Hullerne i jorden fra geoteknikernes boremaskiner og stumper af borekerner taler deres tydelige sprog: vi står ovenpå en formentlig massiv forurening fra tungmetaller og syresalte.
For som vagn fortæller om forchromningsanstalten: »Det sejlede jo derinde«.
De nedrevne bygninger er de, som rummede en del af støvsuger produktionen. Jeg skal ikke komme nærmere ind på detaljerne, men fabriksarealet og bygningerne blev i 1998 solgt til et selskab, som ville udnytte arealet til anden brug end produktion. Projektet er dog sat i bero for øjeblikket, fordi grunden er blevet registreret som forurenet.
Medens man prøver at finde en løsning, udvikler stedet sig imidlertid til en ruin.

Bykort
Sidste spor af Nimbus.
Vores fremmedfører er Vagn Gjerlang som, ud over at være »Danmarks Ældste Nimbusforhandler«, også arbejdede et halvt års tid på fabriken i 1948-1949. Vagn er i stand til at vise os nøjagtigt det sted i produktionshallen, hvor den maskine han arbejdede ved, stod placeret. Som et kuriosum kan det nævnes, at lige ved siden af VG’s maskine, havde prøvemester Rasmussen sin lille filebænk hvor han stod og rumsterede med diverse nye ting. Prøvemester Rasmussen havde, som en del vil vide, et stift venstre ben. Derfor var fodgearet på de maskiner Rasmussen afprøvede, flyttet over i højre side. Rasmussen brækkede benet før krigen ved et motorcykeluheld, og fik fixeret knæet. Men motorcykle ville han køre, så derfor måtte de indrettes efter hans handicap. Det var forøvrigt ikke noget man talte om, og Rasmussen, som skulle tiltales med »Hr.«, var heller ikke selv særligt meddelsom på det punkt.
Ellers er der intet tilbage, som kan give et fingerpeg om Nilfisk og Nimbus. Og dog: et enkelt sted vil en opmærksom Nimbus kyndig kunne se at der har været Nimbus i nærheden. Vi finder nemlig en dørstopper som er lavet ud af en fodhviler med gummi fra en Nimbus, - se billedet på side 79.
Det var i øvrigt døren ind til frokoststuen, husker Vagn.
Efter at vi har været en tur rundt på hele arealet, som mildest talt er forvirrende, idet fabriken øjensynligt må have formeret sig ved ukontrollabel knopskydning, så vender vi næsen hjem.

Hjemme hos Vagn Gjerlang.
Næsten ét år efter besøget på fabriken får jeg et bundt billeder som Kim har taget under besøget. Bevæbnet med billederne aflægger jeg så Vagn et besøg den 31. Marts i 1999. Efter en rundvisning i Vagns værksted og lager, ender vi i hans køkken, hvor vi snakker over en frokost. Båndoptageren kører ved siden af os. Nu ved jeg udmærket, at Vagn Gjerlangs liv og levned er beskrevet udførligt af Ole Bjerre Larsen i sin tid. Men dels var det for 13 år siden (Nimbus tidende Juni 1986), og dels er det nødvendigt at gentage noget af det, for at kunne komme videre med beretningen. Desuden er der kommet mere end 1500 nye medlemmer siden dengang, og det er jo ikke givet, at et nyt medlems første handling er, at bestille alle de tidligere numre af Nimbus Tidende.

Ansættelse hos Fisker&Nielsen.
Den 1. August 1948 spadserede Vagn ind hos Fisker & Nielsen og spurgte efter arbejde.
Han var dagen før blevet udlært hos Trans Motor på Finsensvej som værktøjsmager, og havde hermed erhvervet ret til at gå med blød hat med skygge. Lærlinge skulle skære skyggen af, således at deres hovedbeklædning var en slags kalot!
Vagn var syg efter at komme ind til F&N for at komme til at arbejde med Nimbus. Han havde allerede på det tidspunkt haft sin egen Nimbus i 2 år. Derfor søgte han, lige så snart det var muligt, arbejde på Nimbusfabriken.
Værkføreren havde imidlertid ikke brug for en værktøjsmager, men manglede en maskinarbejder. Det var lige meget sagde VG, for det kunne han også! Nå, sagde værkføreren, så kunne han begynde med det samme. Det var i motorcykelfabrikationen, og hvis de havde sagt, at han skulle lave støvsugere, så var han gået igen, bemærkede Vagn.

Forholdene på Fabriken.
Vagn kom til at betjene planslibemaskiner, rundslibemaskiner og idet hele taget efterbearbejdnings maskiner. Han beretter: »Dengang var der arbejde til alle! Arbejdstiden var hård nok, - 48 timer. Men som faglært kunne man uden problemer gå lige ind og få arbejde. Lønnen var dårlig hos Fisker & Nielsen, men det var et godt sted, og når man først var kommet ind, så kunne man blive, til man skulle bæres ud. Sådan var det«!
Arbejdstempoet var jo hårdt, det var akkord arbejde. Problemet for folk i 1948 var jo, at de i krigsårene havde kørt for nedsat kraft, og grundet rationering og valutarestriktioner så var man endnu ikke rigtigt kommet i omdrejninger. Akkordsatserne var blevet sat i 1935-38, hvor det simpelt hen var en katastrofe at miste sit arbejde, så dengang var der for alvor blevet arbejdet til! Derfor var man virkeligt »hængt op« i 1948 når det vedtagne tempo skulle holdes, - der var ikke tid til at tisse i arbejdstiden, som VG udtrykte det.
Akkorderne var individuelle, ikke noget med fællesakkord for en hel produktionshal. For en individualist som VG, må det blot have været endnu en udfordring. Han har aldrig brugt at gå i kantinen når det var fokost og middag. I stedet for har han stået ved maskinen, og spist sine medbragte klemmer.
Nu har man jo før hørt, at F&N lønnede dårligt, men det var basis som var lav, - en dygtig svend kunne holde en god løn på akkorden. Funktionærerne var vellønnede, og der var pensionsordninger, som adskillige nyder godt af den dag i dag.

Bearbejdning af emnerne.
Fremstillingen af f.eks. en kamaksel startede med, at der kom en rundstok af jern ind, som blev kappet af i længde. Så fik den pinolhuller, og derefter blev den drejet af til der ligesom sad en række ringe på en stang.
Det der skulle ende med at være rundt, blev drejet ned til +3/10mm, og så blev kammene profilslebet, også til +3/10 mm. Herefter gik emnet til hærdning. Profilslibemaskinen var iøvrigt den samme som blev brugt til at lave tændingsfirkanten med. Det var den eneste maskine af den type, som F&N havde. I 1948 var det allerede en gammel maskine, for den var fra 1933.
De fleste af de maskiner som blev benyttet i MC-produktionen var fra 1932 og 1933. VG mente dog ikke, at det er nogen alder for en maskine! Undertegnede vil dog nok mene, at det kommer an på, hvor meget maskinen har arbejdet.

Krumme som bananer.
Vagn fortsætter: »Når emnerne kom tilbage fra hærdning, så skulle de have den endelige bearbejdning på slibemaskinerne. Men da jeg så dem første gang, gjorde jeg store øjne, for knastaksler og skydeaksler (til gearkassen) var krumme som bananer. Jeg troede jo at det var lige til brokkassen, men ork nej, de blev presset i form igen, og så blev de slebet. Hvis jeg ikke havde set det med mine egne øjne, så havde jeg ikke troet det!«

Forholdet til P.A. Fisker.
Vagn beretter, at han følte sig lidt i retning som gamle PA’s protegé, også selv om at han kun nåede at arbejde godt et halvt års tid på fabriken. Men som Vagn selv siger, så havde han set og lært det han skulle, da den tid var gået.
Han har altid gået efter guldet, og det fandt man ikke som svend hos F&N!
Det var gamle PA som udlejede de 2000 m2 jord som lå til Finsensvej til Vagn Gjerlang, således at han kunne starte sin egen forretning i 1951.
Vi har tit haft lejlighed til, her i bladet, at konstatere at P.A. Fisker var en meget sparsommelig herre. Det var lige fra det, at han selv skrev teksterne til reklametryksagerne og til hans private forhold. F.eks boede PA i lejlighed indtil 1924, hvor han fik sit første hus på Moltkesvej, lige Nord for Fabiken. Allerede i 1928 flyttede han dog til en større villa, en stor kasse som VG udtrykker sig. Det var i det hus, at Anders Fisker og PA skruede den første model C sammen. PA boede der til 1960. Stedet var C.F. Richsvej, og der blev pensionat bagefter.

Pusigt nok, så var Vagn Gjerlangs første hus bygget på en grund der var udstykket fra PA’s hus. Vagn købte sit hus i 1963, og boede der indtil 1970, da han flyttede ud, hvor han bor nu, på Skovalléen i Bagsværd.
PA var med i alt som skete på fabriken, og han passerede produktionshallerne flere gange dagligt. Der var ikke meget som undgik hans blik!
F.eks. husker VG, at en gang hvor han sleb forgaffelbøsninger, da var det tit at han modtog emner som var boret for rigeligt ud. Det bevirkede, at de ikke ville sidde fast på den opspændingsdorn de blev sat op på, for at blive slebet. Når de så gled under forarbejdningen, blev de misfarvede, og måtte kasseres. De blev ikke smidt væk, men sat op på en hylde. På et tidspunkt, hvor der stod et par snese bøsninger på hylden, kom gamle PA forbi. Da han så de defekte emner, så knyttede han hænderne, og formeligt stampede i jorden! Men han sagde ingenting, for hvis man sagde noget til en svend i de tider, så tog han bare sit tøj, og gik et andet sted hen.
PA vidste nok om arbejdsgangene til at vide at problemet lå i udboringen, så han bebrejdede ikke Vagn.
Vagn havde også en sparsommelig indstilling, så når han så noget til en værkstedsmaskine i skrotbunken, og mente han kunne bruge det til én af de maskiner han havde i kælderen under forældrenes hus, så spurgte han om han kunne købe det. Normalt skulle man spørge værkføreren (også kaldet »skralde manden«) om der kunne købes noget. Værkføreren sad i et “bur” midt i hallen, med en kontordame og en værkførerassistent.

Da VG havde fundet noget til en fræsemaskine, og gerne ville købe det, så mente »Skraldemanden« at det måtte de hellere spørge »Den Gamle«, dvs. PA, om. Så kom gamle PA tøffende ned i hallen hvor VG stod, og sagde: »Unge mand, hvad er det, De vil købe?« Og så gik de, nærmest hånd i hånd, hen til skrotpladsen. Efter lidt forklaringer spørger PA så: »Kan De give 2 kr. for den?« Jo tak det ville VG gerne, »Nå, men så sørger vi for, at den kommer udenfor, så må De selv hente den efter fyraften!«

Kort fortalt om Vagn Gjerlang.
Han er født i 1928. Faderen var snedker og moderen hjemmegående. Pengene var knappe, men de gik aldrig sultne i seng og VG’s sokker blev stoppede, så alt var som det skulle være. Vagn kom i lære under krigen, i 1944, hos Trans Motor, en fabrik hvor de lavede elektromotorer. Vagn havde mange projekter igang, bl.a. noget for modstandsbevægelsen, og i April 1945 gik han under jorden indtil befrielsen. Hans forældre undgik dog ikke, at få sparket døren til deres hus ind.
På grund af sin foretagsomhed hjemme i kælderen, med fabrikation af cykelpedaler og ombygning og salg af brugte radioapparater, havde han tjent så meget at han kunne lægge et depositum på en ny blå NIMBUS-Sport hos C.V. Hansen. Men han fik den aldrig. På grund af den store efterspørgsel gav folk penge under bordet for at komme foran i køen.
Det var ellers meningen at Vagn skulle have haft den til sin 18 års fødselsdag.
I stedet købt han en brugt maskine, som var 1 år gammel, og havde kørt 5000 km. Han gav 3.500 kr, - det samme som en ny maskine kostede.
1945-modellen havde han dog ikke så længe, for han ville udvide sin produktion, og til det behøvede han en revolverdrejebænk. Han kunne få en brugt for 3.500 kr. og var i stand til at sælge motorcyklen for det beløb igen. I løbet af en 3-4 måneder efter at have anskaffet drejebænken, havde den allerede tjent
så meget ind, at Vagn kunne købe en 1946 Nimbus og en Opel Olympia årgang 1939. Bilen blev brugt som varevogn, idet bagsæderne blev taget ud.

Det vil sige, at da Vagn som 18-19 årig lærling var hos Trans Motor, da havde han bil, motorcykel og en svend ansat, som arbejdede ved maskinerne hjemme i kælderen. I frokostpausen kørte VG hjem, og så hvordan det gik. Man forstår bedre, hvorfor VG aldrig har prøvet at sidde i en frokoststue, - han har ikke haft tid!
Cykelpedaler var en mangelvare under krigen, og lige efter. Hattenåle var også efterspurgte. VG mener, at han nåede at fremstille 100.000 pedaler, før markedet igen blev overtaget af de traditionelle producenter.
Da Vagn som 20-årig blev ansat hos F&N, havde han netop afviklet hjemmeproduktionen.

Efter at VG i 1949 havde sagt op hos F&N, gik han over til KEF. Det står for Københavns Elektromotor Fabrik. Indehaveren var den Nielsen, som Fisker i 1906 startede med at være i kompagniskab med. Som bekendt skiltes de allerede i 1910, fordi Nielsen ikke troede på at støvsugerfabrikation havde nogen fremtid. Ved skæbnens ironi kom KEF til at ligge ved siden af F&N.
Sidenhen købte F&N jo det hele. Nielsens bygninger kom således til sidst til at have med støvsugere at gøre.

Men i 1949 kunne Vagn gå ind til naboen og få dobbelt så meget i løn.
I 1951 opgav han at arbejde som svend, og blev selvstændig. Han lejede, som nævnt tidligere, området ved Finsensvej og begyndte udlejning af Nimbusser (15 stk) samt salg af motorcykler. I 1953 begyndte han med en turistbus og så øgede han efterhånden til 5 turistbusser i 1957. Busserne kørte ned i Europa med ferierejsende.
1957 fik han forretning på H.C. Andersens Boulevard, og blev snart landets største Renault forhandler. Han havde også forhandling af Simca/Chrysler med udstillingslokale ved siden af Tivoli, Udstillingen var i den gamle foyér til Apollo-teatret, som blev sprængt i luften af tyskerne under krigen. Vagn fik også forhandling af Austin, Mazda, Alfa-Romeo, Lada og Moskwitz. På et tidspunkt havde han 6 forretninger og 3 værksteder.
Forretningen med motorcyklerne på F&N’s areal ved Finsensvej blev af Erik Fisker sagt op til fraflytning pr 1. Januar 1960. F&N har jo givetvis skullet bruge arealet, men måden det blev gjort på, fik VG til at føle sig dårligt behandlet. Det var denne oplevelse som fik VG til at beslutte, at leje det ville han ikke mere, fremover ville han kun eje!

I starten af 1970-erne solgte VG City-forretningerne fordi tilkørselsforholdene efter hånden blev for problematiske. I 1960 kunne han lade sine biler stå ved fortovskanten med prisskilt på, men det fik hurtigt ende da der blev flere biler.
Han begyndte at trække sig ud af forretningslivet da han var 65-66 år, og nu har han kun bygningerne tilbage som bliver lejet ud.
Sjovt nok så er der motorcykelforretning i hans ejendom i Vanløse, men det er et ligegyldigt mærke som HD.

Vagn har altid været glad for maskinarbejde, og kælderen under villaen er fyldt med drejebænke, fræsere og boremaskiner osv. Der er ikke noget som er til pynt, alt bliver brugt. Maskinerne står så tæt, at det kun er en lille slank mand som Vagn, der kan bevæge sig imellem dem. Undertegnedes mave mm. kom i ubehagelig nærkontakt med maskinerne flere gange!
Vagn fører således stadigvæk et aktivt liv med det, der egentligt altid har været hans kærlighed: NIMBUS.